Ida Holmegaard er en ny og stærk stemme, der er værd at holde øje med

Ida Holmegaard skriver en stærk og sval prosa med veldoserede indslag af overraskende billeder

Ida Holmegaard skriver en stærk og sval prosa.
Ida Holmegaard skriver en stærk og sval prosa. Foto: Lasse Kofod/Ritzau.

Ida Holmegaard er født i 1990 og debuterede i 2015 på forlaget Gladiator med den sommerflimrende roman ”Emma Emma”. Hendes anden roman ”Graceland”, som netop er udkommet på Rosinante, udspiller sig i vintermørke den 22. december 2014.

Romanen falder i tre dele: Daisy, Sylvia, Theo, som er de tre bevidstheder, vi kommer ind i. Daisy er en 12-årig pige, alene hjemme i huset i København, Sylvia hendes tømmermandsramte skuespillermor, som er på vej hjem fra en turné, Theo hendes 12 år ældre bror, på vej hjem efter et studieophold i New York.

Hele romanen emmer af noget før-katastrofisk, som imidlertid aldrig sker. Alle de tanker om død, fravær, forsvinden, angsten for katastrofen, som også er en del af det at være i live. ”Angst er noget vi giver til hinanden”, som Theo tænker med en for forfatteren typisk elegant parafrasering af en fortærsket licenskampagne. ”Vi har så meget at miste. Vores liv er en række af forestillede scener, en uendelig mængde af mulige katastrofer”.

I København går den følsomme Daisy rundt og venter på, at Theo skal komme hjem, hun tænker på ham, at han er deroppe i luften nu. Hun tænker på det malaysiske fly, der forsvandt, på den 11. september, på kroppen, der også kan skades og kan blive til dødt kød. Hun afleder sig selv, men hele tiden melder nye tanker sig, der igen fører til nye forestillinger om katastrofen. To gange ringer telefonen derhjemme, hun tager den ikke, i barnets magiske bevidsthed er det, som om den ulykke, hun frygter er sket, kan afværges, hvis hun ikke får beskeden. Når Daisy tænker på Theo i New York, er det ud fra de billeder, hun har fra serien ”Venner” (”Friends”), hun skaber sine egne fiktive amerikanske dialoger til ham.

I kapitlet om Theo følger vi ham i taxien på vej til lufthavnen, han har lige sagt farvel til sin elsker, det var et underligt ikke-farvel, de har været tæt, nu er det allerede som en fiktion, og Theo er måske mere forelsket, end han havde planlagt at blive. Hans tanker kredser om elskeren, Kamal, og om eks-kæresten Noi, som var blevet en del af familien, men som nu også er en fremmed.

På det store plan handler romanen ikke om så meget. To mennesker på vej hjem, et menneske, der venter på dem. Men på det indre plan handler romanen om det, der dagligt i en eller anden forstand altid er en del af vores bevidsthed: at det hele pludseligt kan være slut. Og om det underlige faktum, at mennesker kan være helt tætte, intime med os det ene øjeblik, det næste kan vi dårligt genkalde os deres ansigter, husker dem mest som et enkelt billede, som Theo husker Noi, stående med armene udbredt ved en swimmingpool i Frankrig. ”Min nostalgi slider virkeligheden op, gør den sløret og utilnærmelig,” tænker han. Virkelighed og fiktion er ikke til at skille ad.

Ida Holmegaard skriver en stærk og sval prosa. På en gang nøgternt, så man kan se scenerne for sig, det konkrete og genkendelige inventar, men så med veldoserede indslag af egne overraskende billeder, som når de tidlige eftermiddagstimer, hvor Daisy er alene derhjemme i huset ”sidder midt i dagen som et par løse fortænder”. Holmegaard er optaget af mønstre, hvordan de gentager sig, spejler hinanden, det døde egern Daisy har fundet i København (”det er ved at forvandle sig fra et lille dyr til et stykke kød, som andre dyr og insekter spiser af”), de levende i Central Park. Daisys liv, der ikke har foldet sig ud endnu, Theos, der er i gang med det, og Sylvias illusionsløse blik på det hele. Theo, der er smuk som en pige, Daisy, der ligner en dreng, Sylvia, der ikke mere kan adskille rollen fra sig selv.

Romanen udspiller sig to dage før jul og julepynten dingler, både i København, Randers og New York, som den pynt, vi smykker vores liv med. ”Aldrig bliver det muligt at adskille det vamle og det hellige,” tænker Sylvia, der kører forbi Memphis Mansion i Randers.

Titlen ”Graceland” peger naturligvis på dette sted, Elvis’ hjem i Memphis, Tennessee, denne vulgære drøm om evigheden på jorden, men mest af alt får den i kombination med romanens elegante rytme af mønstre og tanker, der folder sig ind mellem hinanden, mig til at tænke på Paul Simons vidunderlige sang, som Theo også tænker på. Om at rejse mod Graceland sammen med alle de andre, inklusive ”ghosts and empty sockets”.