Prøv avisen

"Ida Jessen, du er skabt til semikolon"

Forfatteren Ida Jessen modtager "De Gyldne Laurbær" for sin anmelderroste roman "Børnene". Foto: Keld Navntoft/til web

Læs tv-vært og forfatter Søren Ryge Petersens tale til forfatter Ida Jessen, som lørdag modtog Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen "Børnene"

'I begyndelsen var ordet sådan står der i indledningen til Johannes Evangeliet, og det er smukt sagt, selv om jeg godt ved, at der menes Guds ord. Ville egentlig hellere vide, hvordan menneskene talte i Danmark dengang for 10.000 år siden, da isen smeltede og de begyndte at strejfe rundt. Om de kun brugte de strengt nødvendige ord for at leve og overleve, eller om de også brugte dem til at udtrykke følelser, sorg, bekymring, glæde, måske endda kærlighed. Det får vi aldrig at vide.

Derimod ved vi med sikkerhed, at I.P.Jacobsen i 1882 indledte sin novelle Mogens med ordene Sommer var det; midt på dagen; i et hjørne af hegnet. Disse tre små sætninger blev banket ind i hovedet på alle gymnasiaster i min tid, for her forlod den danske digtekunst endegyldigt romantikken, og realismen, naturalismen, symbolismen og alt muligt andet tog over.

Desuden var det til at forstå, og det gik langt ind. Da Cathrine, som jeg bor sammen med, i sin gymnasietid skulle læse Marie Grubbe, nåede hun kun den første halve side om luften, der lå under lindetræernes kroner og den unge pige, som indåndede den. Disse linjer gjorde så stort indtryk, at hun læste dem igen og igen og aldrig kom videre.

Og så kom Ida Jessen i 2006 med romanen Det første jeg tænker på, og da jeg kom til 4. kapitels første to sætninger, gik jeg også helt i stå. Den femte august. Det er den tid, hvor hugormen føder sine unger. Det var fantastisk. Det sagde alt om tiden på året, og det sagde meget mere. Hos mig satte det også en række tanker i gang. Hvorfra ved Ida Jessen, at hugormen føder sine unger i august? Jeg vidste det ikke, selv om jeg har leget med og fanget hugorme hver sommer i min drengetid. Har hun selv set det? Har hun som stor pige siddet ved hegnet omkring Thyregod Præstegård en augustdag og set, hvordan 5-10-15 minihugorme glider ud af deres mor, vrider sig fri af æghinden og er klar til at hugge? Og har hun gemt dette syn dybt i sin erindring og sit hjerte for så at bruge det i denne hjerteskærende bog 35 år senere, hvor skæbnen hugger til, og lille Gustav bliver kørt ned i en tragisk ulykke?

Jeg spurgte dig om det, Ida, da du besøgte os for nogle uger siden. Hvorfra ved du, at hugormen føder sine unger i august? Og du svarede med et smil, at det har du læst i Naturkalenderen, for der står så mange gode ting. Det bliver sætningen ikke dårligere af.

Jeg spurgte også om noget andet. Børnene begynder med, at Solvej kommer kørende i sin lille Renault 5 til det fiktive Hvium i Himmerland nytårsaftensdag sammen med sin mor og skal finde det lille hus i skoven, hun har lejet.

Der er en vej, sagde Solvejs mor.
Hvor?
Lige foran dig.
Solvej sagtnede farten.
Tror du virkelig, vi skal ned der?
Vi kan da prøve.

Det var en smal markvej, mudret og opkørt med traktorhjulspor. Den førte nedad, med marker til den ene side og læhegn til den anden. Ned for foden af bakken krydsede de en bæk, og herfra opløste vejen sig i det rene pløre. Nu var de igen kommet ind i en skov med små forkrøblede træer, og lygterne viste, at vejen gik stejlt opad.

Gad vide, om vi kan komme op der, sagde Solvej
Det går nok, svarede moderen. Bare sæt den i 2. gear og kør.
De lirkede sig frem. Bilen rutsjede fra side til side, og Solvej lo hektisk med to varme pletter på kinderne, mens moderens gamle terrier peb omme på bagsædet.

Kære Ida. Jeg bor selv for enden af en kilometer markvej, der i vintertiden ofte mest består af vandpytter og pløre, og den slags er så ligegyldigt, at det ikke engang står i nogen naturkalender. Men når man skal køre på den flere gange om dagen, kan det fylde næsten alt, og det er fuldstændig rigtigt, at man ikke skal køre i 1. gear, for så kan man gå uhjælpeligt i stå. Cathrine kører endda i 3. gear. Men hvordan kan du give en så præcis beskrivelse af fænomenet, når du i det meste af dit voksenliv har boet i byen, endda på Østerbro? Det spurgte jeg også om, og jeg måtte godt citere dig for det. At du engang i en periode har boet i lige præcist sådan et hus for enden af sådan en markvej og endda haft en Renault 5.

Så passer tingene. 

Med disse eksempler på ordenes stilfærdige betydning vil jeg anslå indholdet af denne tale. For der er ingen tvivl om, at det er personerne i din romantrilogi fra Hvium, der har suget læserne til sig og givet anledning til de gyldne laurbær. Og det er ganske almindelige mennesker, der lever et ganske almindeligt liv, som vi alle kan spejle os i. Der er sorger og skuffelser og ind imellem en smule glæde. Der er den evindelige og vanskelige kærlighed. Der er mødrene og børnene. Og der er de vattede ægtemænd og ditto elskere.

Det store drama er fraværende. Drengen bliver ikke dræbt af en flugtbilist med efterfølgende politijagt. Da Paulis gård brænder, er det ikke en pyroman, der hærger egnen, men en sølle lampe på halmloftet, der bare var glemt. Og da man finder en død kvinde i en majsmark, er det ikke et mord, der skal opklares over mange sider, men en stakkels stofmisbruger fra Århus, der har lagt sig til at dø. Det er befriende, at du gør sådan i en tid, hvor flere og flere romaner af dem, der sælger mest er spændingsromaner om død og vold, magt og ondskab.

Det er heller ikke humoren, der præger siderne. Kun et enkelt sted i Børnene tillader du boblen at briste. Da den gamle, demente bedstemor på Brogård pludselig forlanger at få kassen med julepynt til eftersyn, og de to drenge henter den til hende. Rørende og velkendt for de fleste. 

 Men så eskalerer det. Drengene begynder at hænge julepynt op overalt i stuen, selv om det slet ikke er jul endnu. Da de ender med at hænge pynt på hendes stok og flag på hende selv, går de helt amok:

Farmor hun er et juletræ, juletræ, juletræ Deres stemmer skingrede i ørerne. Og nu skal alle more sig, more sig, more sig .og nu skal alle more sig.
De små bæster, tænkte hun, Kan de ikke engang synge en rigtig julesalme.
Så lukkede hun øjnene.
Lidt efter hørte drengenes sang op. De kredsede om hende, mens de betragtede deres værk i stolen.
Hun kan godt lide det, sagde den store. Se, hun smiler.
Nej, sagde den yngste. Hun er død.

Det er en fornem scene, Ida. Hvis den skulle filmes, skulle det være med Bodil Udsen i lænestolen.
Men jeg tror ikke, at Børnene skal filmatiseres. Jeg tror heller ikke, den skal laves til teater. For nok er du en handlingens mester, og du behersker kunsten i at skrive replikker til fuldkommenhed. Når man læser dem, hører man dem.

Men du er også din egen regissør og scenograf, og her ville det blive næsten umuligt at omsætte f.eks. Børnene til en scene eller et lærred. Og det er her, jeg gerne vil give dig alle de roser og stjerner og hjerter, du allerede har fået.

For du har gjort det, som næsten ingen forfattere gør mere. Du har placeret dine romaner på landet, endda i Jylland. Du er rykket ud i det ældgamle bondelandskab, men du gør det ikke, fordi det i det er under så kraftig forandring, som tilfældet er. Du skriver ikke om gyllespredere og svinefabrikker, for det er ikke dit ærinde. Men du ved, at når man lever og bor og arbejder helt derude, så spiller vejr og vind og årstider en helt afgørende rolle. At hver eneste dag, menneskene træder ud af deres dør, træder sanserne, synet, lyden og lugten i funktion, omgående. I så henseende er du et dybt sanseligt menneske. Du husker endda fuglene, som er en uundværlig del af livet på landet, og du gør det ikke med velkommen lærkelil eller Rifbjergs solsort med den buede lyd. Du lader Solvej gå en tur nytårsdag, og selvfølgelig er der krager og råger og alliker, for det er der altid. Der er også enkelte ravne, og det er fint, men der sad også en forpjusket fiskeørn i et træ, hvorpå jeg måtte ringe og fortælle dig, at alle fiskeørnene er i Afrika om vinteren og først kommer hjem om foråret, med mindre de bliver skudt ned over Malta. Det blev du vistnok lidt flov over.

Hvorimod riderne er helt i orden. De yngler jo i klinterne ved Rubjerg, og på Hirsholmene yngler de på nogle hustage. Så er det ikke helt usandsynligt, at de har lavet en koloni på et ladetag tæt ved Limfjorden. Hvor du bruger dem til noget lige så raffineret som hugormen i august. At anslå en stemning, sætte en tone. Som du skriver i starten af Børnenes 30. kapitel.

I juni måned fra morgenerne fulde af lys, der var blegt og blankt som vand. Fornem sætning, men lidt foruroligende. Manne plejede at vågne af ridernes galpen mellem husene. Hele foråret igennem havde en sjælden koloni holdt til på naboens ladetag, hvor de havde ruget unger ud og skræppet. Deres skrig var sønderrivende, men hun havde vænnet sig til dem. Lyden af riderne var gledet fra foråret ind i den blege, kølige sommer.

Her er du simpelthen raffineret, Ida. For riderne skræpper ikke som råger og krager. De skriger langtrukne, sørgmodige skrig som små børn, der græder. Den slags kan man ikke høre i en Naturkalender, men du har hørt det, fordi du engang boede imellem riderne på en ø i det nordligste Norge og hørte dem hver dag. De blev sat ind på din fugle-digter-konto og brugt den dag, du skulle fortælle om Manne endnu engang. Den stakkels Manne, der var med, da lille Gustav blev kørt ihjel, kom i fængsel, og aldrig fandt sig selv igen. Sådanne ord bruger du ikke du lader riderne galpe dem. (Flot ord i øvrigt!)

Der var ingen rider ved Thyregod præstegård, det er stensikkert. Alligevel vender jeg tilbage til den, fordi det må have været her, din sanselige hovedstol blev oprettet. Her så du blomsterne, hørte fuglene, mærkede vinden og så lyset over markerne. Her må du have sat dine første egne ord på oplevelserne, uden at nogen hørte det.

For det har ikke været på Østerbro, hvor du bor. Du har jo ikke engang en have at gå tur i. Du går den samme tur på Langelinje hver dag, møder de samme mennesker uden landsbysladder og hører de samme måger skrige. Desuden har du et sommerhus i Sverige, men det kan da ikke bruges i en roman i Himmerland. Det MÅ altså have været barndommens land i Thyregod, og jeg vil bede alle tilstedeværende om at lukke øjnene og se hende for sig. Den lyshårede, blåøjede pige, der nussede rundt i præstegårdshaven som en anden purung Marie Grubbe og både så og hørte og lugtede og mærkede sommervinden i lindetræerne og allerede dér aldeles ubevidst lagde grunden til sin romantrilogi i Hvium. Ikke personerne, ikke handlingen, ikke de stakkels børn, men regibemærkningerne. Tonarterne. Farverne. Vejret og vinden og årstiderne. Hør bare, hvordan hun satte ord på dem, for 35 år siden i hjertet, og for to år siden på computeren.

I begyndelsen af det nye år blev dagene koldere og klarere, og fugten og dryppene fra træerne forsvandt, og huset steg frem, vådt under kalken, mere hvidt og skjoldet, end hun hidtil havde set det.

Sidst på eftermiddagen blæste det op. Solvej sad hele aftenen i stolen ved kakkelovnen med katten på skødet og skisokker på. Kulden drev hen ad gulvet og samlede sig i hjørnerne og langs væggene. Indimellem lød der et brat suk i skorstenen, når vinden slog ned, og et puf af røg bakkede ud i stuen. Hun læste jobannoncer, meget sammenbidt.

Sidst i juli måned kom varmen endelig. Nærmest fra den ene dag til den anden rullede den ind fra øst og stod og stampede over Hvium, Lund, Peterslund. Pludselig skød majsen i vejret, og nu lød der stemmer på de ellers så stille veje. Børnene cyklede frem og tilbage i de lange eftermiddage, kredsede rundt på deres cykler i løkker og ottetaller, cyklede og cyklede og cyklede.

Det var allerede midt på dagen. Solen hang ude over fjorden, hvid og uden varme. Majsen var i god stand oven på en lang sommer, strunk og næsten tre meter høj. Gik man nede mellem rækkerne, var det som at gå i en urskov.

Februar. Udenfor var det tåget. Luften og jorden var hvid. Ikke en vind rørte sig. Frostrøgen stod stille over de tilisede marker. Også ammekvæget stod ubevægelige og tæt sammen i skuret.

Men september var en gylden måned det år, og ligesom sommeren fuld af sol. Indtil langt ind i oktober blev Solvej ved med at finde brombær, når hun gik i skoven. Karljohan stod i deres fuldendte form, helt hvide af ælde.

Og sådan kan man blive ved med at citere. Bøgerne er fyldt med disse regibemærkninger, der i omfang fylder så lidt, men i betydning fylder alt, fordi det er på denne måde, du indrammer dine personer og deres handlinger. Det er fornemt gjort, for du er så ægte. Du fristes ikke til aldrig-før-læste metaforer over vejr og vind, som visse lyrikere og debutanter kan forfalde til. Du er bare helt troværdig. Og stadig helt sanselig på en måde, vi alle kan begribe. Du kan skrive 10 vidunderlige linjer om at vaske vinduer, hvilket formodentlig aldrig før er gjort i dansk roman. Og du kan skrive lavmælt poesi ind din prosa, hvilket er den største kunst af alle. Den er lavmælt, men den er til stede uafbudt. I ordene, som var det første af alt. De cyklede og cyklede og cyklede. Det er som et digt. Vi ser det for os, og det er alt nok.

Til sidst blot dette: Jeg har hørt dig ved et foredrag i Gammel Ry. Da fortalte du om dit arbejde som forfatter, om den strenge disciplin, skrive hver dag i mindst 7 timer. At de meget gode dage skriver du 72 linjer, på de dårlige 18. En gennemsnitsdag er på 48 linjer.

Denne tale fylder 400 linjer, og til sidst vil jeg spørge dig om dette: Hvor længe var du om at skrive Det er den femte august. Den tid, hvor hugormen føder sine unger?

Og til allersidst: Da I.P.Jacobsen skrev om Mogens, at Sommer var det; midt på dagen; i et hjørne af hegnet, da satte han semikolon imellem de tre små ufuldendte sætninger. Det skulle du lære af, og den er stadig på computeren. Semikolon ligger så smukt imellem komma og punktum. En umærkelig pause imellem ordene, der var det første af alt. Du er skabt til semikolon. F.eks. imellem den 5. august og den tid, hvor hugormen føder sine unger. Kan rettes i næste oplag ligesom fiskeørnen. 

Stort tillykke med laurbærrene!