Prøv avisen

Ida Jessen: Ingen situation er et slutpunkt

Ida Jessen har tidligere brugt tre år på at skrive en roman, der ifølge hende selv blev for mislykket til at blive udgivet, fordi den ikke var skrevet på personlige anfægtelser. Det er hendes nye novellesamling, ”Postkort til Annie”, til gengæld. Og den kom også hurtigt til hende. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Forfatteren Ida Jessen, der i næste uge modtager årets Martin A. Hansen-pris, udsender i næste uge novellesamlingen Postkort til Annie

Mågernes malende skrig hang allerede i luften, da Ida Jessen omsider kunne skimte sit nye hjem i horisonten. Halvanden kvadratkilometer klipper, sump og fiskerhytter, men også en lille skole, hvor hun skulle undervise øens 40 børn sammen med sin daværende mand. Klokken var over 23, men det var stadig splintrende dagslys, da de ankom til den lille nordnorske ø Træna den aften i 1990 med fragtfærge.

Selv var hun nyuddannet kandidat i litteratur fra Aarhus Universitet, mens han var læreruddannet, og det var en mellemting mellem udsigten til arbejdsløshed i Danmark og eventyrlyst efter et stille, afsondret liv, der havde fået dem til at tage job på Norges måske mest utilgængelige ø, som polarcirklen skærer lige igennem.

Her virkede eksotisk, og her manglede man desperat lærere. Det virkede tillokkende.

LÆS OGSÅ: Forfatteren, der beskæftiger sig med de største emner i verden

I dag mener Ida Jessen, at drømmen om hendes nye øliv også var blevet tændt af at læse Martin A. Hansens romanklassiker Løgneren. Hun havde læst romanen som 20-årig og aldrig sluppet den siden, ligesom den senere skulle komme til at farve hendes eget forfatterskab, der blandt andet tæller den roste roman Den, der lyver. Derfor virker det oplagt, at Ida Jessen i næste uge modtager Martin A. Hansen-prisen. Men på Træna kom hun nærmest også til at leve som en karakter i hans forfatterskab. For i Løgneren er hovedpersonen, Johannes Vig, netop lærer på øen Sandø, og nu skulle hun selv være lærer på en ø, der lå endnu mere øde.

Alene turen med fragtfærgen fra fastlandet i Norge havde taget 10 en halv time, og selvom der faktisk findes én norsk ø, der ligger endnu længere væk, havde den flyveplads. På Træna var der højst én daglig mulighed for at komme væk fra øens isolation, og den tanke passede hende fint.

Det kan lyde skrækkeligt, men dengang var jeg faktisk usikker på, om jeg overhovedet kunne lide andre mennesker. Udadtil virkede jeg nok usikker og godtroende, men indadtil var jeg køligt betragtende med en skjult arrogance. Hvis jeg skal være ærlig, var det nok noget af det, der tiltrak mig ved tanken om at leve i fred for en masse mennesker, siger Ida Jessen med et sart smil, da hun fortæller om sin fortid som øbo fra sin stue i Vartov midt i København.

Her lever hun anderledes midt i bylivet, oven i købet i en herskabelig lejlighed over pastoralseminariet og kirken nedenunder. Og illusionen om at sidde alene i bygningen brydes, hver gang kirken giver lyd fra sig, når organisten øver sig som her under interviewet. Men på Træna var stilheden larmende og ofte kun afbrudt af måger. Det havde hun også forventet. Det var øens beboere, der overraskede hende:

Jeg følte mig genkendt i Johannes Vig, der nøjes med at betragte folk i sin afsondrede tilværelse. Men på Træna skete der det komplet modsatte, fortæller hun:

Allerede fra fragtskibet kunne vi se, at kajen var proppet med mennesker, selvom det var sent, og der kun boede omkring 400 på øen. Det var dagens højdepunkt, når fragtskibet kom med ny proviant og passagerer, der kom til, inden skibet blev læsset med fisk den anden vej. Og vi blev taget hjerteligt imod af øens anden lærer, der stod parat for at hente os. Vi vidste ikke engang, hvor vi skulle sove, men han insisterede på, at vi skulle komme hjem til ham først, fordi hans kone havde lavet forloren skildpadde til os.

På vejen nåede parret at sige goddag til mindst 25 mennesker, der alle var søde og imødekommende. Og klokken nærmede sig midnat, før de sad og spiste forloren skildpadde.

Jeg kan huske, at gæstfriheden overvældede mig. Og det var ironisk nok dér på øen, hvor jeg var rejst til for at leve i ensomhed, at det gik op for mig, at jeg egentlig godt kunne lide mennesker. Det var også først dér, at jeg fik lyst til at blive mor og blev det, siger Ida Jessen, der boede på Træna i to år og nåede at få sin datter på øen.

I dag er datteren 21 år og for længst flyttet hjemmefra, og sådan er Ida Jessen igen havnet i en ny livssituation. Men hendes fuldvoksne forfatterskab er fulgt med. For hendes fiktive personer følger ofte hendes egen alder.

Jeg synes, at det er livsbekræftende at skrive om jævnaldrende personer. For hvis deres liv er spændende, må det jo betyde, at min egen alder også inviterer til eventyr og nye opdagelser. Men alt, hvad jeg skriver, bunder dybest set i personlige anfægtelser. Det er de usynlige ærter, der ligger under teksterne, siger Ida Jessen, der på mandag udsender novellesamlingen Postkort til Annie, men af princip ikke fortæller om sine egne menneskelige forhold fra fortiden, der måske har inspireret til de nye historier.

Jeg kan kun sige, hvis teksterne ikke er født af en personlig anfægtelse, som man har lyst til at vende og dreje som forfatter, bliver de aldrig rigtig gode. Før denne novellesamling brugte jeg tre år på at skrive en roman, som blev mislykket, fordi den kun var født af en god idé, men ikke en anfægtelse. Jeg troede, at jeg kunne redde teksten, og jo mere tid jeg brugte på den, desto mere føltes det som spildt arbejde, hvis jeg ikke fik gjort den færdig. Og sådan gik der tre år, indtil jeg var færdig, men den blev aldrig god.

Så den skal ikke udgives?

Nej, nogle ting skal ikke blive til noget, svarer hun og sidder længe i tavshed, men klarer så op i et smil, mens hun fortæller, hvordan det til gengæld gik stærkt med novellesamlingen, der netop er udkommet.

Jeg fik pludselig lyst til at arbejde i en anden genre, og det gav mig en hel ny skrivelyst. Noveller er som et knaldhårdt stykke chokolade. Det er et handlingsmættet koncentrat, der minder en om, at alting i livet har betydning, fordi novellen er så kort, og det elsker jeg den for.

Hvordan forstår du ellers forskellen mellem en novelle og en roman?

Genrekravet til en novelle er, at den skal indeholde ét vendepunkt, men det overholder jeg ikke selv. På den måde minder mine noveller mere om små romaner. For jeg kan ikke lide den falske følelse af, at man får alting fortalt på så kort plads. Ingen situationer er slutpunkter i livet, og derfor er mine noveller nok også mere åbne, end de kunne være.

Det er Ida Jessens sjette novellesamling, og med sin forkærlighed for novellegenren understreger hun samtidig sit litterære slægtskab med Martin A. Hansen, der også skrev fremragende noveller. De to store danske forfattere deler oven i købet endnu en forkærlighed for naturbeskrivelser.

Martin A. Hansen var en mesterlig beskriver af naturen. Og jeg nyder selv både at læse og skrive naturbeskrivelser. Naturen er ikke et litterært symbol, men natur. Jeg synes, at det giver en forøget livsglæde at kunne sætte ord på det, man ser. Som om ordene forstærker ens sanser. Og som læser synes jeg, at naturbeskrivelser giver et pusterum til at tænke over resten af teksten, siger Ida Jessen, der også lod sig inspirere af naturen ved sit hus i Sorø til sin aktuelle samling.

Jeg ville føle mig som en løve i et bur, hvis jeg kun skulle bo i byen. På den måde er jeg også ufattelig privilegeret, at jeg har mulighed for at få begge dele. For jeg nyder haven og naturen i Sorø, siger hun og nipper til sin store tekop, mens hun fortæller, hvordan hun fik idéen til bogens første novelle, da hun gik rundt om Sorø Sø med sin søster, der har handlet med antikviteter. Og sådan opstod idéen til at lave en novelle om en kvinde, der handler med antikviteter, men møder et livsdilemma, da hendes mand ikke kan rumme, at hun vil hjælpe en syg veninde.

Jeg interesserer mig for de nære relationer som forfatter, og det er også et gennemgående tema i min novellesamling, ligesom det har været et tema i hele mit forfatterskab.

Tidligere har hun skrevet om at have hjemmeboende børn, frygten for at miste dem og sorgen over at gøre det, og nu skriver hun mere om at skulle finde sig selv i en livssituation, hvor der ikke længere er bud efter en som forælder hele tiden, så man må finde en ny rolle som menneske.

Men der er blandt andet også blevet plads til en thriller i børneperspektiv og et portræt af en pige, der helst vil nøjes med at betragte andre mennesker.

Men det er først og fremmest samspillet mellem mennesker, der interesserer Ida Jessen som forfatter. Det er dér, man møder livets største anfægtelser og lykkestunder. Og det er dér, at livet leves, og de største historier skrives. For ingen er en ø.