Prøv avisen
Interview

Ida Jessen: Vi har mistet fornemmelsen for de andres liv

Ida Jessen har læst ”et utal” af årbøger og optegnelser på Give-Egnens Museum og Give Lokalhistoriske Arkiv, og mange af de personer og begivenheder, hun beskriver i ”En ny tid”, er virkelige nok. Det hele har dog, som hun siger, fået et litterært vrid, så personer, der kender til de faktiske forhold, vil finde beskrivelserne noget upræcise. - Foto: Mette Frandsen

Ida Jessens nye roman ”En ny tid” udspiller sig i barndomsbyen Thyregod for 100 år siden, hvor fællesskaber opstod af basal nødvendighed.I dag er vi i gang med at knække Danmark over og bryde fællesskaberne ned, mener forfatteren

De findes overalt i Danmark: Byerne med blændede butiksruder, der tidligere rummede en slagter, en købmandsbutik eller en boghandel, og stolte bygninger, der før lagde hus til postkontorer, apoteker eller lægehuse, men nu i bedste fald er omdannet til private hjem eller værksteder for en kunstner eller håndværkere.

”Mange af os går rundt med en uddød provinsby som en blindtarm inden i os. Vi trænger til at spørge os selv, om vi vil finde os i et Danmark, der er knækket over, hvor al provins efterhånden betegnes som udkant, og hvor vigtige fællesskaber helt er gået tabt.”

Ordene er Ida Jessens. Vi har sat os til rette i hendes hyggelige dagligstue i en højloftet herskabslejlighed på Vartov i det indre København. Her bor hun sammen med sin mand, Niels Grønkjær, der er præst ved den grundtvigske valgmenighedskirke, der ligger lige under lejligheden, og hvis orgelspil til tider forplanter sig op gennem gulvbrædderne.

Samtalens centrum er imidlertid et helt andet sted. Foranlediget af romanen ”En ny tid”, der nyligt ankommet fra trykkeriet ligger imellem os klar til udgivelse om en uges tid, handler snakken først og fremmest om byers, og derved også menneskers, forfald.

”En ny tid” udspiller sig i Thyregod i Midtjylland i begyndelsen af 1900-tallet. Hertil ankommer romanens hovedperson og fortæller, frøken Høy, i 1904 for at lede byens nyoprettede friskole. Gennem dagbogsnotater følger vi hendes liv og særlige status i byen, ægteskabet med lægen Vigand Bagge og hendes, i en sen alder, møde med kærligheden.

Thyregod er Ida Jessens barndomsby, og det har med forfatterens ord haft, ”sin egen mærkelige tillokkelse at bruge navnet Thyregod”. Stedet er dog først og fremmest valgt, fordi det er et godt eksempel på den virketrang og nye begyndelse, der prægede mange danske byer på den tid.

”I Thyregod stillede man sig selv spørgsmålet: 'Hvad er det for et samfund, vi gerne vil have?'. Og så lagde man ellers alle sine kræfter i at få det samfund, man ønskede sig. Det har jeg følt mig inspireret til at skrive om, fordi vi i Danmark i de sidste mange, mange år hele tiden har talt om udvikling som noget, vi må bøje os for. I den forstand er udvikling blevet en eufemisme for afvikling. Vi må bøje os for udviklingen, derfor må vi nedlægge skolerne, lægehuset, sygehusene og alt det andet, som gjorde, at folk havde tilknytning til et sted,” siger Ida Jessen og fortsætter:

”Nu er det så endelig blevet lovligt at diskutere det, for alle kan pludselig se, at der er komme et skred: Hov, Danmark er knækket midt over! Det har man altså fra politisk hold arbejdet på meget længe skulle ske, og hvor har provinsen dog taget imod mange tæsk. Jeg har haft lyst til at skrive om en tid, hvor man i stedet for at mene, at vi må bøje os for udviklingen eller afviklingen, i stedet for siger: 'Hvad vil vi gerne have?'.”

I midten af 1800-tallet var 90 procent af området omkring Thyregod dækket af hede, og som forfatteren Steen Steensen Blicher har beskrevet det, var der ikke engang omkring vandløbene nogen forskel i vegetationen.

”På det tidspunkt hvor romanen begynder, er Thyregod nærmest en ørken, 10 år efter er det en levende stationsby. Hvilken kraftanstrengelse må det ikke have været at sætte sig op imod afviklingsspøgelset? De har sandelig haft deres grunde til at tro, at stedet aldrig nogensinde ville kunne forandre sig. Men ting kan forandres, og vi skal også i dag bruge vores kræfter på at styre tingene i stedet for bare at bøje nakken for udviklingen,” siger Ida Jessen og hæver sin ellers spinkle stemme en anelse ligesom for at lægge ekstra vægt bag ordene.

”Man kan spørge sig selv, hvorfor de havde den fremdrift. Selvfølgelig var der noget med egen vinding, men svaret ligger i, at der sandelig også var en holdning til, at man ville lave noget, der gavnede et fællesskab. Det var eksempelvis en friskole, hvor man havde idéer om, at børnene skulle opdrages friere, end det skete i den missionske kommuneskole, det var et vandværk, og det var en station, så togdriften kunne lægges omkring Thyregod. Jeg har været bidt af at komme nærmere en forståelse af, hvad den egn, jeg kender så godt, har haft at slås for.”

Fællesskaber er ifølge Ida Jessen det kit, der holder sammen på et samfund, og tabet af dem er derfor den direkte årsag til, at Danmark er knækket over både geografisk og økonomisk.

”I de mindre byer er der ikke længere de der funktioner, der er nødvendige for livets opretholdelse, og som derfor tvinger folk til at gå de samme steder hen. Når skolen, lægehuset, postkontoret og købmanden forsvinder, så er der ikke mere noget naturligt rum at mødes i. Vi jagter det spændende og interessante liv, men når alt bliver et resultat af valg og overskud, så bliver ressource-svage mennesker endnu svagere og de ressource-stærke bliver egoister,” mener hun.

”Når de fælles steder forsvinder, så mister vi viden om, at der findes andre slags liv end dem, vi lever selv. Den viden resulterer i ting, som jeg ikke er i stand til at fortælle dig hvad er. Ligesom vi ikke kan regne os frem til eller kontrollere alting. Men der er en masse, som bliver os givet, og som kommer til os, når vi møder noget anderledes. I øjeblikket har vi installeret os i sammenhænge, hvor vi ikke møder andre end os selv. Når noget er godt, så siger vi: 'Det er lige mig!'. Hvor er det forkert. Vi kan leve et helt liv uden at ane, hvordan livet kan forstås på en anden måde. Det er en stor fattigdom,” siger Ida Jessen og kommer med en direkte opfordring:

”Alting starter med en samtale, og jeg håber, der kommer en oprørsk samtale, der siger: 'Nej, vi gider ikke at bøje os for udviklingen og fortsætte med at tromle af sted i vores eget syge løb. Vi har råd til at begynde at tage fat på det menneskelige, for materielt har vi jo alting.'”

Ida Jessen tror, at når man en gang i fremtiden ser tilbage på vores tid, så vil man sige: 'De havde alting, men gjorde alt, hvad de kunne for at sætte det over styr for at kradse endnu mere til sig.'

Om sin forfatterrolle i den sammenhæng siger hun, at hun lige så godt kunne have skrevet en science fiction-fortælling om et fremtidigt samfund, men at det ikke er der, hendes talent ligger. I stedet for har hun med ”En ny tid” for første gang skrevet en roman, der med et historisk perspektiv giver læserne indblik i en tid, hvor alting på mange måder var vendt på hovedet i forhold til i dag.

Det gælder også frøken Høys og senere fru Bagges personlige liv, som vi i romanen følger gennem de handlinger, hun selv med svingende intensitet beretter om i sin dagbog. Hun er i mere end 20 år gift med den noget ældre distriktslæge Bagge, der er en vigtig brik i fremskridtet på landet, optaget som han er af at lære lokalbefolkningen om hygiejne og vaccinationer.

Han er dog som ægtemand en noget kantet person, der ikke er til nogle former for føleri. Det er friskolelærerinden, hvis fornavn først bliver afsløret til allersidst, sådan set heller ikke. Men hun får alligevel til sin egen store overraskelse lov til at opleve, at kærligheden virkelig er det største af alt.

”Vi kan ikke opnå kærlighed, den kan kun komme til os gennem et møde,” siger Ida Jessen, der med sin roman også gerne vil sende en besked til danskerne, som hun mener har udviklet sig til et lidenskabssøgende folkefærd.

”Vi smykker os med at leve heftige, spændende liv, og vi bliver meget krævende og rastløse i vores foretagsomhed efter lidenskab. Jeg ser for mig et skrækkeligt laboratorium, hvor vi hver især eksperimenterer med os selv med mange fejlslagne forsøg som resultat. Tænk, at vi er så selvoptagede, at vi kan tro, at kærlighed kan opfindes,” siger forfatteren, der med fru Bagge har skabt en fiktiv person, der er på hendes egen alder, altså i begyndelsen af 50'erne.

”Litteraturen er fuld af kvinder, der hænger med det yderste af neglene på vej ud over afgrunden, eller som konstant går i selvsving. Sådan en er fru Bagge ikke. Denne gang har jeg haft lyst til at skrive om en kvindeskæbne, der gennemlever sit livs udfordringer med stor ro og værdighed. Jeg vågnede en tidlig morgen i min seng, og kunne pludselig høre hendes stemme meget tydeligt. Derfra gik det hurtigt med at skrive romanen, og de personer, der er rundt om fru Bagge, kom nærmest af sig selv,” fortæller Ida Jessen.

Selvom romanen er i dagbogsform, fortæller fru Bagge hele vejen igennem om sit liv gennem det, hun gør, og gennem dem, hun møder. Og altid på en rolig og nøgtern facon.

”Hun er et menneske, der ikke forsøger at forudse, hvad der skal ske. Livet løber hende i møde, og hun tager imod. Hun har ikke nutidens tanke om, at alting skal komme fra hende selv. Der er ingen følelser og mærken efter, hvordan hun har det, selv ikke når hun er dybt berørt og har det svært,” siger Ida Jessen.

Dagbogsformen har hun valgt for at opnå en intimitet, der aldrig bliver sentimental. Vi kommer tæt på fru Bagge, men kun så tæt, som fru Bagge selv ønsker, vi skal komme.