Hvad gør man som forfatter, når gnisten ikke længere er der. Når sætningerne bliver grå. Når kilderne tørrer ud? Denne frygt er på mange måder grundstammen i Ida Jessens første essaysamling "Endnu en bog jeg aldrig skrev". Et ærligt og nøgternt sted at begynde. Ikke på Herrens mark. Men i Herrens ørken.
Og så er der modsætningen. Oasen. Når det endelig lykkes. Når skriften skriver sig selv. Når man holder op med at banke på og banke på, men træder tilbage. Og der pludselig sker en transformation derude i mørket.
At det tit lykkes for Ida Jessen, og at hun de senere år – med to intense menneskeportrætter fra Thyregod og den spektakulære "Kaptajnen og Ann Barbara" fra 2020 – efter mit skøn er blevet bedre og bedre som forfatter, netop fordi hun har formået at miste grebet og gå fra fornuften, spiller selvfølgelig med i baggrunden. Så kilderne springer.
Men reelt er det. Og selv om vi skal lede mellem stråene, så er "Endnu en bog jeg aldrig skrev" ifølge forfatterens selv nok det tætteste, hun kommer på at skrive en selvbiografi.
Spørgsmålet er så, om det er tæt nok. Eller om blufærdigheden, måske ligefrem frygten, lægger en sær lyd- og livsdæmper hen over samlingen. Meget får vi i hvert fald ikke oplyst. Kun løse vævninger. Det vender jeg tilbage til.
For først er der heldigvis lysten, læselysten. I et af de få private glimt hører vi om faderen på plejehjemmet, der i coronatiden læser sammen (og hver for sig) med datteren. Hvad får en krumbøjet olding til at sidde dag ud og dag ind med hovedet under lampen og øjnene i en bog, bliver der spurgt. For når dagen er slut at sige: Det har været sådan en dejlig dag! Jamen, det gør litteraturens magi. Tættere og smukkere kommer vi det ikke.
Hovedparten handler om den mere generelle veneration for litteraturen og krydres med en række fine portrætter af yndlingforfattere som Blicher, Undset, Kerstin Ekman, Alice Munro og Katherine Mansfield. Og overalt er det kampen med stoffet, der er i centrum. Især når man er kvinde og børn og økonomi, sygdom og (u)lykkelige forhold fylder det hele. Hvordan holder de sig oppe, spørger Jessen. Og så kommer tvivlen, den evige følgesvend. Katherine Mansfield var syg det meste af sit bare 34-årige liv og følte tæt på døden, at hendes forfatterskab kun var "brokker og småstumper". Alt havde været lidelse, aborter, kønssygdomme, tuberkulose. Hun var kantet, rastløs og grådig. Hvordan kan man forvandle alt det mørke og had til lys, spørger Jessen. Hvor kommer kraften fra. Blicher gik på heden som vagabond, folk grinede ad ham. Hans kone bedrog ham – eller gjorde hun? Men han skrev og skrev. En del skidt. Og de fineste hovedværker i dansk litteratur.
Ida Jessen skriver om sig selv, når hun skriver om andre, siger hun. En "gemmeleg" der ligger bekvemt i selve essayformen. Så svar får vi stort set ikke. Ikke engang et enkelt hovedspring ud på det dybe vand. Og det gør hele samlingen på en gang tys og tam. Næsten bleg. Er lyset lige så sandt som mørket, spørges der. Og det nærmeste vi kommer er: "ja, det tror jeg. Mørket er sandt, og lyset er også sandt."
Jeg forstår sådan set godt denne tøven. Udsat som vi er på hjertets bjerge.
Og portrætterne har sine højdepunkter. Beskrivelsen af Judas som en, der ikke kan bære noget tungt, er smågenial. En af de bøger, der desværre aldrig blev skrevet. Og Jessen når langt ind i den komplicerede kærlighed mellem Blicher og Ernestine.
Men tilbage er helgarderingerne, reservationerne. Forfatterens egne, der til sidst også bliver læserens.
Ida Jessen: Endnu en bog jeg aldrig skrev. Essays. 244 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.