Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Idealer kolliderer med realiteter i lysende romanklassiker

5 stjerner

Hjalmar Söderbergs ”Den alvorlige leg” udkom i Sverige i 1912, men fås nu på moderne, velklingende dansk i Turbines klassikerserie

En roman kan blive en klassiker på to måder. Enten ved at byde på et nybrud – ved i stil eller indhold at gøre noget nyt – eller ved at blive ved med at fremstå frisk og vedkommende.

Hjalmar Söderbergs ”Den alvorlige leg” udkom første gang i 1912 og er en klassiker i Sverige. Det mener forlaget Turbine nu også, at den bør være for danske læsere. De har i hvert fald udgivet den i en ny velklingende oversættelse – den første siden 1919 – og med smukt omslag.

Og tak for det! Romanen er nemlig en stor læseoplevelse, og hvor den ikke repræsenterer noget klart litterært nybrud – der er mindelser om blandt andre J.P. Jacobsen, Herman Bang og Guy de Maupassant – så fremstår den stadig vedkommende med sin historie om Arvid Stjärnblom, der som ung forelsker sig i den smukke Lydia Stille.

Et ømt møde mellem dem får ham efter studentereksamenen til at rejse fra landet og ind til Stockholm for at søge arbejde, så han kan forsørge hende, og de kan gifte sig. Han får hurtigt arbejde som korrekturlæser på en avis og bliver snart efter også teateranmelder. Men da han omsider føler sig værdig til Lydia, har hun giftet sig med en ældre, velhavende mand. Det er Arvids første møde med desillusionen, og han gifter sig en tid efter selv – halvt for bekvemmeligheds skyld, halvt fordi han bliver narret til det – med en anden kvinde.

Söderberg forvalter sin bittersøde historie uhyre begavet og med blik for tilværelsens vilkår: hvordan den kurs, vi sætter, sjældent holder, og hvordan det er bølgerne og strømmene omkring os, der i høj grad bestemmer, hvor vi ender. Eller med romanens ord:

”Man vælger lige så lidt sin skæbne, som man vælger sine forældre eller sig selv; sin kropsstyrke eller sin karakter eller farven på sine øjne eller viklingerne i sin hjerne.” Og videre: ”man vælger lige så lidt sin hustru eller sin elskerinde eller sine børn. Man får dem, og man har dem, og det hænder, at man mister dem. Men man vælger ikke!”.

Det er sådanne passager, der går rent ind i dag, hvor vi stadig påvirkes af andres viljer og af forelskelsens og drifternes irrationelle impulser.

Ja, livet er noget andet end de højglanspolerede idealer, det må Arvid også sande, og Söderberg skildrer alle sine karakterer med dyb psykologisk indsigt og med stor omhyggelighed og beskriver samtidig livet på en avis så troværdigt, at man kan mærke, han har haft sin gang på både Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet.

Det er heller ikke tilfældigt, at journalisterne på avisen taler en del om den pågående Dreyfus-affære i Frankrig, hvor det korrekte og noble viser sig at være det modsatte. For affæren spejler Arvids følelse af, at alt fint i hans liv plettes og fordærves. Ikke mindst moralen. Men sådan er det at være menneske, omkring 1900 og i 2019, og sådan appellerer romanen gang på gang til den moderne læser.

Tag bare de seneste års diskussion om autofiktion, og så den her samtale på avisen:

”– Og hvad jeg har allermest imod Strindberg er, at han har vænnet offentligheden til ved læsningen af en roman altid at spørge: Hvem er han, og hvem er hun, og hvem er den, og hvor meget er sandt? Han har vænnet offentligheden til at tro, at ingen forfatter nu om stunder er i stand til at lyve en bog sammen på fri hånd.”

Det er sådan, det var, det er sådan, det er, og derfor føles ”Den alvorlige leg” stadig levende. Nok har den enkelte skavanker – karaktererne er for eksempel lovlig tit ”tænksomme” eller ”tankefulde” – men Söderberg taler stadig mere til mig end langt de fleste nye romaner, og Karen Fastrups oversættelse er musikalsk og særdeles lydhør over for svenskerens glasklare stil. Og grågrumsede menneskesyn.