Prøv avisen

Sonja Ferlov Mancobas fascinerende livshistorie væver sig sammen med hendes kunst

6 stjerner
Sonja Ferlov arbejder på skulpturen ”den lille nænsomme” i Gudhjem i 1951. – Foto fra udstillingen.

Skulptøren Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) er nu kommet under kunstvidenskabelig lup i en stort orkestreret og betagende udstilling på Statens Museum for Kunst. Her kommer vi i øjenhøjde med værker af en kompromisløs, sensitiv og overset kunstner

Hver dag passerer talrige københavnere forbi Sonja Ferlov Mancobas sortpatinerede skulptur fra 1964 ”Fælles indsats”, som i årtier har stået på ”Svineryggen” på Sortedam Dossering. Det er en elegant svunget skulptur, hvor mellemrummene spiller en aktiv rolle. Antydningsvis oplever man flere stiliserede figurer, der tilsammen hviler på tre ben i en perfekt balance. Den ene figur befinder sig i en yderposition som en planet i en orbit, men fastholdes i de andre figurers fremstrakte favntag. Der er plads imellem dem – og dog hører de sammen som en udbrydelig enhed.

Denne skulptur ligger i forlængelse af det ”skulpturalfabet”, som kunstneren generelt er eksponent for, og er ligesom hendes øvrige værker en selvbiografisk note: Værket symboliserer sammenhold – for ”kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde, og ingen skaber alene”, hvilket var hendes credo gennem hele livet. Det er både et alment billede på det nødvendige menneskelige sammenhold og en skildring af hendes egen kernefamilie.

Sonja Ferlov Mancoba kom fra en velhavende familie og voksede op i Charlottenlund nord for København. Forældrene var gode venner med kunstsamlerparret Kjersmeier, der samlede på afrikansk kunst, som hun tidligt fascineredes af. Hun var kreativt begavet, og efter studentereksamen kom hun på Kunsthåndværkerskolen.

Her fik hun nye kammerater, blandt andre Ejler Bille og Richard Mortensen, som hun fortsatte sammen med på Kunstakademiet, samt surrealisten Vilhelm Bjerke-Petersen. I 1935 tilbragte gruppen sommeren i Gudhjem, og her skabte hun – der ellers var begyndt som maler – sine første skulpturer af fundne genstande i skoven – træstykker og grene, som pludselig fik sit eget liv. Her skabte hun også sine første lerskulpturer.

I 1937 flyttede hun til Paris, hvor hun blandt andet mødte Joan Miró og blev nabo til Alberto Giacometti. Hun indskrev sig på École des beaux-arts, hvor hun modtog undervisning frem til 1942. I 1930’erne var hun medudstiller på Linien i København og fremskaffede selv en række værker af fremtrædende surrealistiske franske kunstnere til udstillingen. På akademiet i Paris mødte hun også sin kommende mand, sydafrikaneren Ernest Mancoba. Parret forsøgte at flytte til Danmark, da krigen brød ud, men Ernest fik ikke indrejsetilladelse, og som britisk statsborger blev han interneret i en tysk krigsfangelejr nord for Paris. Parret giftede sig i fangelejren i 1942, og nogle år efter fik de deres eneste barn, Wonga (1946-2015), der også blev kunstner.

Efter krigen slog familien sig ned i Kattinge ved Roskilde, hvor de oplevede racisme i en tid, hvor befolkningssammensætningen var mere homogen end nu. Dette drev dem tilbage til det angiveligt mere fordomsfri Frankrig. Her boede de i 10 år i en skov 80 kilometer nordøst for Paris i et lillebitte, overmåde primitivt hus, som en veninde til Sonja havde stillet gratis til rådighed. Uden rindende vand, opvarmning og toilet bestod dagen for Sonjas vedkommende i at holde familien oven vande. En brevveksling mellem de to veninder, fundet i arkiverne, blev for nylig lagt i hænderne på forfatteren Hanne-Vibeke Holst, og her kommer vi for første gang helt tæt på mennesket, moderen og kunstneren Sonja Ferlov Mancoba.

Ud over at være en spændende fornyer af billedhuggerkunsten er Sonja Ferlov Mancoba også leveringsdygtig i en fascinerende livshistorie, som væver sig umærkeligt sammen med hendes kunst. Lige nu, hvor mange oversete kvindelige kunstnere bliver trukket frem i lyset, er hun med sin antikolonialistiske holdninger og sit globale udsyn et oplagt valg til en stor udstilling med bud til vores tid.

Sonja Ferlov Mancoba endte med at blive fransk statsborger og kan af den grund med rette kaldes dansk-fransk. Hendes værker er genuine ”modstandsværker”, så langt fra salonkunst, som tænkes kan. Hun kæmper for en plads i kunstens verden, og hun kæmper som nævnt for at overleve. I mange år må hun afkræftet og sulten skabe sin kunst om natten. Kunsten bliver et kampmiddel: ”Kunst er en kæp, som vi har i hånden både til at støtte os til, så vi kan stå oprejst, og også til at gå fremad og til at slå fra os med,” siger hun. Det fremgår tydeligt af den magtfulde skulptur ”Krigeren” (1961), hvor en stor ”primitiv” figur træder frem med et våben i hånden. Men mere i forsvars- end i angrebsposition.

Hendes taktile skulpturer falder i to grupper, der udspringer af to sider af hendes personlighed. Hun var på den ene side en skrøbelig, sky og socialt hæmmet person og på den anden side næsten brutal i sin kompromisløshed – både i forhold til sig selv og i forhold til andre kunstnere, hvis kunst hun ofte fandt ligegyldig og overfladisk.

Ud over udstillingens 140 værker vises en yderst seværdig film, hvor den aldrende Sonja Ferlov Mancoba optræder i en spændende samtale med kunsthistorikeren Gertrud Købke Sutton. Filmen er et must under rundgangen på denne skønne udstilling, hvor værkerne er installeret i gulvhøjde, så de fremstår som stærkt appellerende, levende væsener. Blot er det ærgerligt, at vi ikke kan røre ved dem, for det er meget fristende. Det må jeg vente med til min næste gåtur langs Søerne. I øvrigt er der indrettet et helt rum med arkivalier ved siden af den store udstillingssal. Her kan vi opleve Ferlov Mancobas mange inspirationskilder og værker af Miró, Ernest Mancoba med flere. Galleristen Mikael Andersen, der er bestyrer af boet, har gjort udstillingen mulig – og ny viden om kunstneren er nu blevet hentet frem for første gang i kraft af det omfattende arkivmateriale fra boet.

Kataloget er en selvstændig publikation, en transportabel udstilling i bogform, hvor Sonja Ferlov Mancobas univers foldes ud i dets mangfoldighed. Her hører vi også om hendes fascination af den franske dramatiker og poet Antonin Artaud (1896-1948), hvis tanker om kroppen ”uden organer”, det vil sige frigjort fra anatomien, inspirerede hende ved siden af den tydelige inspiration fra modernismens abstrakte skulpturkunst og fra præcolumbiansk og afrikansk kunst, som hun studerede på Musée de l’homme i Paris med dets store antropologiske samling. Hendes værker grupperer sig i familieskaber på tværs af kronologien, hvilket udstillingen understreger såvel i scenografien som i værkernes distribuering.

Samtidig med at Sonja Ferlov Mancobas tid var præget af intolerance, krig og økonomisk armod, påtager kunsten sig nye opgaver i efterkrigstidens spænding mellem fortidens rædsler og utopien om en bedre verden.

Udstillingen vandrer videre til Centre Pompidou i Paris til sommer sammen med en udstilling med malerier af Ernest Mancoba. Parret får således endelig, men desværre posthumt, den brede, internationale eksponering, som det klart fortjener.

Le Combat­tant (krigeren) er fra 1961. – Foto fra udstillingen.
Ud over at være en spændende fornyer af billedhuggerkunsten, er Sonja Ferlov Mancoba også leveringsdygtig i en fascinerende livshistorie. Her ses skulptur i bronze fra 1940-46. – Foto fra udstillingen.