Strygekvartetten er en af de mest traditionelle og elskede former for kammermusik. Og med god grund: Når fire strygere finder sammen i et tæt samspil, kan det opleves som ét instrument, én organisk helhed, der folder sig ud i musikkens tjeneste.
Netop sådan forholdt det sig i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek, da Nordic String Quartet tirsdag aften havde valgt et ideelt sammenhængende program til projektet ”Strygekvartetter i Diamanten”. Det bestod af Palle Gudmundsen-Holmgreens første strygekvartet, der daterer sig fra 1959, Sibelius’ genistreg ”Voces Intimae” fra 1909 samt Beethovens 12. strygekvartet fra 1825, komponeret i hans karrieres tusmørke. De fire fortræffelige strygere – violinisterne Heidrun Petersen og Mads Haugsted Hansen, bratschisten Daniel Eklund og cellisten Lea Emilie Brøndal – har netop udgivet den første cd i en serie, der skal dække samtlige 14 strygekvartetter af Gudmundsen-Holmgreen (1932-2016). Denne udgivelse vil i nær fremtid blive anmeldt her i avisen, og den første kvartet blev ikke alene en appetitvækker til at gå på opdagelse i den danske komponists verden, men også et fint afsæt til den efterfølgende Sibelius-kvartet. Dennes titel betyder ”intime stemmer”, og de nordiske strygere – Petersen er færing, Eklund svensker, Hansen og Brøndal danskere – tolkede den sublimt med den intense midtersats som den akse, hvorom det sindrigt udformede symmetriske værk drejer sig. Netop den pointe gjorde det en smule generende, at publikum (egentlig forståeligt nok) klappede mellem tredje- og fjerdesats: Værket er tænkt som en helhed.
Beethoven-kvartetten, den 12. af hans 16 i genren, var den første af de sene, mange har haft for vane at omtale som de ”gale” strygekvartetter. Der er nu ikke ret meget outreret over dette værk og var det slet ikke i Nordic String Quartets håndfaste udførelse, anført af Heidrun Petersens herlige og intonationssikre spil. At værket alligevel vakte en vis modvilje ved førstefremførelsen i februar 1825, kan hænge sammen med den usædvanlige satslængde. Førstesatsen, den normale hovedsats, er den korteste. Til gengæld er den righoldige andensats, ”adagio, ma non troppo e molto cantabile”, med sin varighed på et kvarters tid dobbelt så lang som enhver af de andre tre. Men som de fremstormende nordiske spillemænd tolkede den, føltes den ikke et sekund for lang.