I 1950 beklagede den amerikanske kulturkritiker Lionel Trilling i sin bog ”The Liberal Imagination”, at liberalismen i hans samtid ikke alene var den dominerende, men også den eneste intellektuelle tradition i USA. Det var et simpelt faktum, mente han, at der ikke var nogen konservative eller reaktionære idéer i omløb, men primært progressive.
Der var selvfølgelig konservative tendenser og tilbøjeligheder, medgav han. Faktisk var de endda dominerende, men med nogle få spredte undtagelser kom de ikke til udtryk i idéer, ”men kun i handling eller i arrige mentale gestikulationer, der forsøger at ligne idéer”.
Nok udtalte Lionel Trilling sig arrogant, men en ny generation af unge konservative intellektuelle var kommet til den samme konklusion: Hvis de ville modvirke den dominans, liberale eller progressive idéer i de foregående årtier havde fået i det amerikanske ånds- og kulturliv, måtte de kunne præsentere et klart konservativt credo. Det synes også at være hensigten med den antologi, Andrew Bacevich netop har udgivet med titlen ”American Conservatism: Reclaiming an Intellectual Tradition”. Her har han samlet 45 bidrag til amerikansk konservativ tænkning med en klar overvægt af tekster fra de første årtier efter Anden Verdenskrig.
Der er før udgivet lignende antologier. I 1970 redigerede den konservative bevægelses mest fremtrædende skikkelse William F. Buckley Jr. eksempelvis ”Did You Ever See a Dream Walking? American Conservative Thought in the Twentieth Century”. Hvad er så begrundelsen for en ny bog, hvor påfaldende få af bidragene er fra de mellemliggende årtier? Svaret skal nok findes i bogens undertitel ”Reclaiming an Intellectual Tradition”. Bacevichs hensigt synes at være at redde det konservative tankegods fra trumpismens hærgen.
Skønt de udvalgte forfattere i bogen repræsenterer et (for) bredt ideologisk spektrum, og en del af dem slet ikke vedkender sig betegnelsen ”konservativ”, gør Bacevich det allerede i sin indledning klart, hvem betegnelsen ”konservativ” i hvert fald ikke er dækkende for: ”Donald Trump er ikke konservativ,” skriver han, ”og det er lederne af Det Republikanske Parti, som Trump præsiderer over, heller ikke”.
Bacevich er ikke selv nogen typisk konservativ intellektuel (hvis en sådan findes): Efter en lang karriere i den amerikanske hær blev han professor i sikkerhedsstudier, amerikansk udenrigspolitik og militærhistorie – først på West Point, og siden på Johns Hopkins University og Boston University. Han blev for alvor en kendt politisk debattør i USA på grund af sin modstand mod invasionen af Irak i 2003 og det efterfølgende langvarige militære engagement i landet. Et engagement, der i 2007 også kostede hans egen søn livet.
Bacevichs generelle kritik af USA’s brug af militær magt siden Anden Verdenskrig vandt på højrefløjen genklang hos den forholdsvis lille gruppe af såkaldte paleokonservative, men på den anden politiske fløj fik han et langt større, progressivt publikum.
Bacevich er generelt ikke særligt restriktiv med, hvem der kan indskrives i hans amerikanske konservative tradition. Spændet går fra Richard Weaver, der mente, at den vestlige civilisations forfald begyndte med William af Ockam i det 14. århundrede, til anarkokapitalister som Murray Rothbard. Hans egne ideologiske modstandere, de neokonservative interventionister, der satte et markant præg på den udenrigspolitiske debat i de første år af det 21. århundrede, er derimod ikke repræsenteret i antologien.
Bacevich gør i sin indledning selv opmærksom på det forhold, at bogen, ligesom den konservative bevægelse, har været og fortsat er domineret af hvide mænd. Han har dog forsøgt at råde lidt bod på dette forhold ved at medtage en tekst af Joan Didion om 1970’ernes kvindebevægelse og en tekst fra 1928 af forfatteren og antropologen Zora Neale Hurston om, hvordan det føltes at være sort kvinde i USA. Hverken Didion eller Hurston var dog erklærede konservative, om end førstnævnte tidligt i sin karriere blev promoveret af USA’s førende konservative intellektuelle William F. Buckley Jr. og skrev for hans tidsskrift, National Review.
Hvem der rettelig kan betegnes som konservative er ikke blot en overvejelse Bacevich har måttet gøre sig, men et fundamentalt problem for alle, der forsøger at tillægge betegnelsen mening. Vanskelighederne bliver dog endnu større, hvis man ligesom Bacevich ønsker at argumentere for eksistensen af en konservativ intellektuel ”tradition” i Amerika.
Der har altid været en vis ironi i, at amerikanske konservative, der netop lægger så stor vægt på betydningen af at kunne indskrive sig i en tradition, fortsat må kæmpe hårdt for at overbevise om, at de selv tilhører en.
Nok har der altid eksisteret konservative i USA, men som en erklæret intellektuel bevægelse er det et fænomen, som først opstod i årene efter Anden Verdenskrig. Bevægelsen opstod mest af alt som et fornuftsægteskab mellem traditionalister og libertarianere, der hver især reagerede mod den samfundsorden, der i løbet af 1930’erne var blevet skabt af præsident Franklin Delano Roosevelts ”New Deal” – en orden, som fundamentalt havde forandret den føderale regerings politiske og økonomiske rolle.
Der var imidlertid en tredje faktor, antikommunismen, som efter udbruddet af den kolde krig udglattede de åbenlyse ideologiske spændinger mellem traditionalisterne og libertarianerne og forenede dem i fælles modstand mod ”New Deal-liberalismen”. Alle tre strømninger kunne enes om, at liberalismen udsprang af den samme ”kollektivistiske” tankegang som kommunismen.
Den nye konservatisme var i de første efterkrigsår meget elitær og præget af en dyb mistillid til det moderne massesamfund. Dette afspejler sig også i mange af antologiens tekster, hvor ordet ”civilisation” gang på gang dukker op. De konservative så nemlig sig selv som den lille skare, som skæbnen havde pålagt ansvaret for at bevare den vestlige civilisations kultur- og tankegods, mens et voksende føderalt statsapparat forvænte de åndløse masser med nye rettigheder og vandt deres loyalitet med løfter om flere materielle goder.
Med kommunistforskrækkelsen og opbakningen til højrepopulister som senator Joseph McCarthy i de første år af 1950’erne begyndte flere konservative intellektuelle imidlertid at anlægge et mere positivt syn på masserne. De så nu i stigende grad sig selv som talsmænd for et ”tavst flertal”, hvis sunde politiske instinkter blev undertrykt af et liberalt ”establishment”. Ville man bryde med denne undertrykkelse, måtte man skabe et konservativt ”mod-establishment”. Man måtte have egne tidsskrifter, egne tænketanke og egne organisationer. Vel at mærke organisationer, der ikke var afhængige af Det Republikanske Parti, som de nye konservative mente havde underlagt sig New Deals grundlæggende præmisser og accepteret den føderale regerings nye dominerende rolle.
Tidsskriftet National Review, som William F. Buckley Jr. grundlagde i 1955, blev det vigtigste samlingssted for dette nye mod-establishment. Det er derfor forståeligt, at en meget stor andel af bidragene i Bacevichs antologi er skrevet af folk, der i tidens løb har været tilknyttet Buckleys tidsskrift. Blandt dem var en markant gruppe, der fra slutningen af 1940’erne begyndte at melde sig i de konservatives rækker, nemlig ekskommunister – oftest tidligere trotskister – der havde taget hele turen tværs over det politiske spektrum. Denne gruppe, som ofte er blevet omtalt som ”Stalins gave til den amerikanske højrefløj”, talte folk som journalisterne Whittaker Chambers, William Henry Chamberlin og Irving Kristol samt de politiske filosoffer James Burnham og Frank S. Meyer. De er alle repræsenteret i antologien.
”Ideas Have Consequences” lød titlen på et af de første konservative manifester i efterkrigsårene (skrevet af Richard Weaver). National Review var båret af samme idé om, at vejen til politisk indflydelse krævede, at konservatismen blev intellektuelt respektabel. Det var ikke nok, at traditionalister og libertarianere kunne enes i et praktisk politisk samarbejde og en fælles modstand mod ”kollektivismen”. Det måtte være muligt at fusionere dem og præsentere et samlet konservativt credo.
Denne ”fusionisme”, som både Buckley selv og hans medredaktør Frank S. Meyer brugte mange år og adskillige bøger på at promovere, bar aldrig frugt. William F. Buckley Jr. skrev mange bøger i sit liv og hundredvis af klummer, men den ”store bog”, der skulle få det hele til at hænge sammen, fik han aldrig skrevet. Måske skyldtes det, at traditionalisten Russell Kirk havde ret, når han sammenlignede ”fusionismen” med troen på, at man kunne ”forene is og ild”. Ikke mindst var frihedsbegreberne i de to strømninger vidt forskellige. De tre første tekster i Bacevichs antologi er fra netop Russell Kirk, William F. Buckley Jr. og Frank Meyer.
Lykkedes det aldrig at skabe et samlet konservativt credo, så kom kredsen omkring National Review dog til at fungere som en slags intellektuelle dørvogtere, der bestemte, hvem der i hvert fald ikke kunne være en del af den konservative bevægelse, hvis den skulle være respektabel. De første, der røg, var tilhængerne af Ayn Rands objektivisme, og senere fulgte også alle ”sølvpapirshattene” i organisationer som The John Birch Society – folk, der så kommunistiske sammensværgelser alle steder.
Buckley og andre selvbestaltede ideologiske dørvogtere fra kredsen omkring National Review begyndte dog at miste deres indflydelse i løbet af 1970’erne. Det skyldtes ikke mindst, at nye populistiske og socialkonservative grupperinger kom til at dominere den amerikanske højrefløj. Medielandskabet forandrede sig også. Konservative intellektuelle som Buckley, der selv i 33 år var vært for det højpandede, men underholdende debatprogram ”Firing Line”, måtte vige pladsen for højtråbende værter på talk radio og Fox News.
Ved Buckleys død i 2008 begræd National Reviews redaktør David Klinghoffer, at den konservative bevægelse nu syntes at være regeret af mediefigurer, demagoger, svindlere og ”crazy-cons”. Den nostalgiske længsel efter fortidens intellektuelle konservative dørvogtere kom også til udtryk året efter i Sam Tanenhaus’ ”The Death of Conservatism”. Den motiverer og præger også Bacevichs antologi, der har påfaldende få samtidige konservative repræsenteret.
Dog kan man iblandt både finde Andrew Sullivans ”Here Comes the Groom: A (Conservative) Case for Gay Marriage” og den konservative (nu afdøde) højesteretsdommer Antonin Scalias dissens i Obergefell v. Hodges – den dom, der i 2015 fastslog homoseksuelles forfatningssikrede ret til at gifte sig i alle 50 delstater. Det illustrerer meget godt, hvor forskelligt konservative impulser kan manifestere sig politisk.
Man kunne godt ønske sig, at Andrew Bacevich havde indledt hver tekst i antologien med mere end blot en ultrakort præsentation af forfatteren. Læsere, der ikke i forvejen kender disse forfattere, bliver ladt lidt i stikken. Teksterne kunne også med fordel være blevet placeret i deres historiske kontekst. En del af dem indgik oprindeligt i større, samtidige debatter, hvilket man intet indtryk får af i bogen.
Med det forbehold er der dog meget godt at hente i Bacevichs antologi, og den vil sikkert være til stor nytte, når amerikanske konservative og det Republikanske Parti skal samle stumperne op efter årene med Donald Trump i Det Hvide Hus. Der er lang vej tilbage til den selvbestaltede rolle som den vestlige civilisations vogtere.
Niels Bjerre-Poulsen er lektor ved center for amerikanske studier på Syddansk Universitet og forfatter til blandt andet ”Right Face. Organizing the American Conservative Movement 1945-65” (Museum Tusculanum Press, 2002).