Prøv avisen
Kommentar

Professor: Identitetspolitikken er groet i populismens have

For tænk lige engang over, hvem der er begyndt med al den snak om identitet. Det er populisterne, som skvadronerer om danskhed og en særlig dansk kristendom og føler sig krænket i deres identitet af ”eliten”, af Danmarks Radio, af de kulturradikale, af indvandring, af burka og niqab, af snart sagt hvad som helst i denne verden, skriver Per Øhrgaard. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Tænk lige engang over, her i kølvandet på debatten om Højskolesangbogen og CBS, hvem der er begyndt med al den snak om identitet: Det er populisterne

Før jul var der stor opstandelse over en sang i Højskolesangbogen. Det husker De nok, for det fyldte spalterne i flere dage i både denne og andre aviser. Det handlede alt sammen om krænkelse og identitet. Men det havde det faktisk gjort et stykke tid. Allerede uger i forvejen, nærmere bestemt den 15. november, havde Kristeligt Dagblad en stor forsideoverskrift: ”Identitetspolitik truer sammenhængskraften”.

Det er så sandt, som det er sagt. Og der er megen fis og ballade og hat og briller i al den identitetssnak. Jeg er p.t. formand for en forening, som arbejder både for ytringsfrihed og mod hadefuld tale (Dansk PEN). Det sker, at vi får henvendelser fra mennesker, som mener, at deres ytringsfrihed er truet, fordi nogen har sagt bøh til dem. Så må vi sige, at vi ikke kan tage os af den slags. Vi beskæftiger os med de indskrænkninger, som skabes af myndigheder eller systemer – og dem er der desværre nok af. For ikke at nævne den hadefulde tale, som trives i allerbedste velgående, og hvor man ikke nøjes med sige bøh. Vulgariteten breder sig mere og mere. ”For at værne om ytringsfriheden råber jeg røvhul efter min nabo,” lyder et fint lille digt af Peter Poulsen. Men mange nøjes ikke med det.

Identitet er noget underligt noget. Vi har alle sammen flere identiteter. Vi er født et bestemt sted, måske opvokset et andet sted, vi har gået i den ene eller anden skole, taget den ene eller anden (eller ingen) uddannelse, vi har den ene eller anden familie, vi bevæger os i det ene eller andet miljø, vi er fans af den ene – og ikke af den anden! – fodboldklub og så videre og så videre. Tilmed bestemmer vi aldrig selv alene, hvem vi er. Vi bestemmer allerhøjst, hvem vi tror, vi er, og hvordan vi gerne vil opleves. Hvem vi i virkeligheden er, bestemmes af vort stofskifte med omgivelserne. De andre er altid med til at definere mig, såvel som jeg er med til at definere de andre.

Føler man sig krænket af, at der synges om nogen med andre hårfarver end ens egen, eller at nogen er kommet for skade at tale om mænd og kvinder uden samtidig at nævne dem, der ikke er nogen af delene, har man i virkeligheden reduceret sin egen identitet til kun at være en eneste ting, hvad den aldrig er. Men det samme gælder, når man foreskriver bestemte måder at hilse på eller ikke tør have EU-flaget hængende ved siden af Dannebrog.

For tænk lige engang over, hvem der er begyndt med al den snak om identitet. Det er populisterne, som skvadronerer om danskhed og en særlig dansk kristendom og føler sig krænket i deres identitet af ”eliten”, af Danmarks Radio, af de kulturradikale, af indvandring, af burka og niqab, af snart sagt hvad som helst i denne verden. Det er den evige krænkelse og fornærmelse, som driver de bevægelser. De udgør (endnu da) et mindretal, men har haft held til (endnu da) at koste rundt med et forskræmt flertal. Man kan jo ikke sidde overhørig, hvad så mange mener, lyder det. Men man kan åbenbart godt sidde overhørig, hvad mange flere tænker. Det officielle Danmark fører i disse år identitetspolitik, så det brager. Og det truer ganske rigtigt sammenhængskraften, som overskriften lød.

Identitetspolitikken er groet i populismens have, den er i årevis blevet plejet og passet og vandet, den er en solid flerårig plante. Men nu begynder den minsandten at få aflæggere, som gør sig selvstændige og klager over både det ene og det andet og måske endda over at blive mobbet af moderplanten. Sådan kan det gå.

Det skal man ikke forbavses over. Men hvis sammenhængskraften skal reddes, var det nok en idé at se på, hvor opløsningen begyndte. Principiis obsta lyder de gamle latinske ord: Stå imod fra begyndelsen! Det er for sent nu. Men det er måske ikke for sent at begynde at stå imod.

Suzanne Brøgger citerede i dagbladet Information lige før jul Emmanuel Macron for hans skelnen mellem patriotisme og nationalisme. Patriotens motivation er positiv: Han eller hun vil det bedste for nationen og få flest muligt med. Nationalistens er negativ: Han eller hun vil først og fremmest bekæmpe nogle andre og er optaget af, hvem man kan udelukke. Det burde ikke være svært at se, hvem der truer sammenhængskraften mest.

Må vi være her! Ja, gerne – alle sammen, med alle vore identiteter.