Kultur&Klasse, også kaldet K&K, har som tema i sit nr. 107 "Manifester", det vil sige alt fra det kommunistiske manifest til litterære og kunstneriske manifester. Det er der kommet et uhyre interessant nummer ud af, der desuden i manifestgenrens ånd gerne vil tale om den nuværende verdens forbedring gennem revolution.
Således går Carsten Juhl så grassat i sit had til danskere og Danmark for dets racisme og assimilering til markedskulturen efter "DF-regeringen 2001", at han må kalde sin artikel "Et manifest på dansk må omhandle modersmålet og angribe fædrelandet". Det gør han så med følgende svada: "Medhør på danskernes selvfejrende selvkult udelukker enhver genvej mellem dansk som litterært sprog og de æstetiske/etiske forhold i verden (...) det er ikke smålighed, ynkelighed og forfængelighed, der mangler". Det vil sige, at der kan for tiden slet ikke digtes på dansk, fordi dette sprog er svinet til af den nuværende regering!
Man spørger unægtelig sig selv, om demokrati kun er for egne meninger og holdninger?
Men nu er manifestet som genre altid enten rent politisk eller kunstpolitisk aggressivt, ensidigt og ensporet. Det betyder, at det foretager en bagudgående historieopregning af alt det forkerte for at sætte sit eget budskab som den nye historiestart. Manifestet ønsker at vinde publikum og at fjerne sig fra alle, der ikke mener det samme, som det gør. Så opfatter man Carsten Juhls svada ovenfor som et manifest, er det ganske normalt.
Oprindelig blev "manifest" i det 15. til 17. århundrede brugt om statserklæringer, som regenter forfattede, men fra den borgerlige offentlighed i 1700-tallet bliver det den politiske avantgardes medium. Senere overtager så den kunstneriske avantgarde ordet og fænomenet ind i 1800-tallet, hvorfra det også overgår til visse terrorgruppers opråb.
I en øjenåbnende artikel om Rote Armee Fraktion i Tyskland vises det for eksempel, hvorledes de i deres selvforklaringer trak på en "avantgardeinspireret chokæstetik", der skulle frigøre beskueren af terrorhandlingen "fra forbrugssamfundets tryllesøvn".
Aage Henriksen kaldte i "Den intellektuelle" (1971) de litterære manifester for "programartikler" og skrev et helt essay om dem med indsigter, der meget ligner den omtalte oversatte artikels. Det ville have klædt redaktionen, om den havde husket det i sin indledning til nummeret.
Ud over artikler med tilknytning til manifest-temaet bringer nummeret også anmeldelser, og her bør især Camilla Reestorffs om Mikkel Bolt og Das Beckwerks "I sammenbruddets tjeneste" (2008) fremhæves, fordi den så klart viser den revolutionære sprogbrug og de dertil knyttede forestillinger, som gennemtrænger visse intellektuelle miljøer for tiden. Næsten som jeg selv var med til det i 1968, tales der nu om "et opgør med den kapitalistiske og magtpolitiske identitetsproduktion (for at fremme) en revolution med henblik på at skabe nye og alternative livsformer." Identitet er nemlig nu ikke noget, man tilegner sig, men tværtimod noget, samtvinger en ind i – og i denne situation har man kun sit subjekt at falde tilbage på. Det må lede kampen mod alle de identiteter, vi får påtvunget, netop ved at etablere sammenbrud i den hverdagslige praksis. Skal det nu ske som en hel bevægelse eller i de små individuelle forløb? Se, det er det, man diskuterer, alt mens man ser regeringens kulturkamp som et reaktionært forsøg på at forankre identiteten i dansk nationalitet.
Er der noget, der hades i dette miljø, så er det nationale Danmark og markedslogikken, og der kæmpes inderligt imod, at kunsten skal blive opslugt af denne markedslogik. Drømmen om det rene, globale, revolutionære subjekt, der kan klare denne kamp og frelse det markedsdruknede selvsamme danske jeg, er åbenbart uudslukkelig.
Kritik nummer 192 er denne gang noget af et samlenummer. Tre temaer lader sig dog udskille: forestillingen om primitivitet, terrorbegrebet og tegneserien. Derudover er der som sædvanlig en række dybtgående anmeldelser af publikationer inden for det kulturelle felt. Af de ovennævnte temaer er især primitivitetsforestillingen interessant.
Annette Fryd tager i sin artikel udgangspunkt i en bemærkning om Jastrau i Tom Kristensens "Hærværk". Det er den gamle redaktør, der møder anmelderen Jastrau: "Jeg troede ellers, De var i udlandet – i Marokko – Et sted nede hos negrene". Dette hænger selvfølgelig sammen med den negerfetich, Jastrau har stående, og med hans søgen efter sjælens dyb. Længslen efter det primitive enkle kropslige liv henlægges i en vestlig bevidsthed til Afrika, ligesom det erotiske normalt forbindes med Østen.
Primitivismen lader sig derpå opdele i en romantisk og en modernistisk primitivisme. Den romantiske idealiserer det uskyldige, gode og naturlige i de primitive kulturer (for eksempel Karen Blixens "Den afrikanske Farm"), mens den modernistiske primitivisme fokuserer på, hvad der er fremmed for den vestlige civilisation (for eksempel Joseph Conrads "Mørkets hjerte"). Tom Kristensens "Hærværk" hører tydeligt til den modernistiske primitivisme. Desuden sammenligner Freud det ubevidste med primitive befolkninger og illustrerer således det tidlige 1900-tals vestlige kobling af sjæl og det mørke primitive kontinent. Redaktørens bemærkning til Jastrau var således mere sigende, end man skulle tro.
Tog Jastrau ikke faktisk af sted til negrene, så er hans åndelige vej dog derned. Artiklen er flot gennemlysende. Den blotlægger, hvorledes vi har brug for steder (Afrika, Østen) at henlægge vores forestillinger om begyndelser, enkelhed og sanselighed – og den viser, hvorledes vi ser disse steder gennem et forvrængende filter, der er dannet af ønsker og rædsler. Man spørger sig selv, om man kan undvære disse billeder, nu de er afslørede? Andre er vel ved at indtage deres plads i vores evigt illuderede bevidsthed.
K&K nr. 107. 184 sider. Medusa.
Kritik nr. 192. 136 sider. Gyldendal.
