Prøv avisen

Identitetens mysterium

Forfatter Ole Sarvig. Foto: NF

Ole Sarvigs lyriske kriminal-roman Havet under mit vindue fortæller om det moderne menneskes halvt opløste identitet

Der er ingen tvivl om, at Ole Sarvig nyder størst anerkendelse som lyriker. I 1940erne var han en skelsættende fornyer af lyrikken med sine tænksomme og billedstærke digte. Den unge Sarvig var en selvbevidst modernist, skønt ordet modernisme først kom på mode i 1960erne, og da måtte han som fornyer se sig overhalet af en yngre generation anført af Klaus Rifbjerg.

LÆS OGSÅ: Danske krimier sælger i udlandet

Efter de store digtsamlinger, hvoraf Jeghuset (1944) nok er den vigtigste, begyndte Sarvig at skrive prosa. Han udfoldede sig i en reflekterende prosa om moderne billedkunst, og så eksperimenterede han ad flere omgange med romanen, efterkrigstidens nye store genre.

Som prosaist blev Sarvig aldrig skelsættende, dertil var hans eksperimenter for konventionelle, men han efterlod sig i al fald én glimrende roman med titlen Havet under mit vindue (1960).

Romanen bærer undertitlen Kriminalroman, og det giver andre associationer i dag end dengang, hvor krimien var en næsten eksotisk genre for en lyrisk sjæl. Sarvig overtager dele af krimiens genreregler og lader andre ligge. Forud for fortællingens begyndelse er der begået en forbrydelse, og opklaringen af hændelsen finder sted i romanens sidste kapitel. Om inkarnerede krimilæsere bliver skuffede over det relativt simple plot, skal jeg ikke kunne afgøre, men det aparte ved historien er, at forbrydelsen sådan set er uvæsentlig. Det væsentlige er derimod, hvordan hovedpersonen forholder sig til det evige spørgsmål: Hvem er jeg?

Hvad angår beskrivelse af sindstilstande og omverden, er man vant til, at krimiforfatteren ikke gør sig de store anstrengelser. Sproget er funktionelt og effektivt. Anderledes hos Sarvig. Lyrikerens oceaniske ordforråd og knivskarpe fornemmelse for stemninger giver sig til kende allerede i titlen: Havet under mit vindue. Det er en titel, som man, når man først kender den, får svært ved at glemme igen.

For at demonstrere sin evne til identifikation med andet end et lyrisk jeg har Sarvig valgt en kvindelig hovedperson, der taler i første person. Man er på intet tidspunkt usikker på, om det er et klogt valg. Sarvig beretter overbevisende om kvindens kropsbevidsthed og reaktionsmønstre. Denne kvinde vågner en morgen uden erindring om, hvem hun er, og hvor hun er i et fremmed værelse med havets bølgeslag under vinduet.

Den fint antydede sammenhæng mellem, hvem hun er, og hvor hun er, ansporer til nærmere overvejelse i en tid, hvor litteraturforskningens hotteste tema er stedet. Sarvig har engang udtalt, at mennesker taler stedernes sprog, det vil sige, at vores sprog og selvforståelse formes af det sted, vi befinder os.

Den kvindelige hovedperson erfarer langsomt, at hun befinder sig på en spansk ø, at hendes navn tilsyneladende er Miriam, og at hun ikke hører til blandt befolkningen, idet hun taler engelsk.

Udadtil forsøger hun at spille rollen som den, de andre på øen allerede kender uden helt at forstå, hvem de er. Hukommelsestabet er forbundet med en altomfattende angst, som pludselig sniger sig ind på hende.

Således forløber romanen ad to parallelle spor, der til sidst møder hinanden. Det ene spor handler om årsagen til, at kvinden befinder sig på øen, det andet spor beskriver, hvordan hun gradvist kommer til sig selv i mødet med andre mennesker.

Peter Seeberg havde i Bipersonerne (1956) givet sin analyse af det moderne menneske, hvis identitet befinder sig halvvejs mellem slægt, familie, bopæl og identitetsløsheden. Ole Sarvig synes med Havet under mit vindue at sige omtrent det samme, men på en markant anderledes måde.

Ole Sarvig: Havet under mit vindue. Udkom første gang 1960.

I klummen Genlæst skriver et fast panel om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk