Romanen 'The Catcher in the Rye' er identitetskampens bibel

J.D. Salingers roman ”Griberen i rugen” forandrede flere generationer af unge. Forfatteren, som i år ville være blevet 100 år, udforskede den følsomhed, der er forbundet med at leve ”autentisk” på normalitetens knivsæg

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

I 1951 sagde ledelsen af det velrenommerede amerikanske forlag Harcourt, Brace & Co. nej tak til en ung forfatters debutroman med den besynderlige titel ”The Catcher in the Rye” – ordret på dansk: ”Griberen i rugen”.

Det viste sig at være ret dumt af forlaget, nærmest på niveau med Decca Records afvisning af den første Beatles-lp i 1962. Ikke blot skulle bogen, efter at den udkom på forlaget Little, Brown & Co., sælge mellem 65 og 70 millioner eksemplarer over hele verden, den var en litterær sensation og skulle blive en af efterkrigstidens skelsættende bøger for ”ung identitetsdannelse”, ved siden af Jack Kerouacs ”On the Road”.

Forfatteren var J.D. Salinger, som forinden havde publiceret noveller i forskellige tidsskrifter, men ikke var kendt i videre kredse.

Bogen er en mundret fortælling af en 17-årig newyorker-dreng, Holden Caulfield, der efter et nervøst sammenbrud med mere er blevet indlagt på et sanatorium. Holden fortæller om juledagene året før, hvor han var taget tidligt hjem fra den fine skole, han lige var blevet smidt ud af, og nu turede rundt i New York, mens han ventede på at konfrontere sine forældre med nyheden. Han indlogerer sig på et hotel, kører taxa, er på bar, genopliver gamle bekendtskaber og sniger sig ind i forældrenes lejlighed midt om natten for at snakke med sin lillesøster Phoebe, som han tilbeder.

Det er en bog om Weltschmerz, om fremmedgørelse, angst og oprør – hvis man ikke lige har læst bogen, men Leif Panduros ”Rend mig i traditionerne”, ved man nogenlunde, hvad det handler om. Panduros bog fra 1958 var mildt sagt stærkt inspireret af Salingers, ligesom også Klaus Rifbjerg med ”Den kroniske uskyld” fra samme år.

Salingers bog var en gave til de middelklasseunge, der sad i de amerikanske forstæder og havde svært ved at finde sig selv i efterkrigstidens tidlige forbrugersamfund, som forekom dem kunstigt og uægte – ”phoney” er et ofte tilbagekommende ord i bogen.

”The Catcher in the Rye” skulle med sin enorme popularitet blandt unge pege fremad mod 1960’ernes ungdomsoprør. Bogen var en tidlig afdækning af en overgangsalder mellem barndom og voksendom, som i 1951 dårligt nok var opdaget endnu. Når ungdom siden blev identificeret med oprørskhed, var det ikke mindst på grund af Salingers bog. Det som Holden så som ”falsk” og ”uægte” – uautentisk – var dét, som forkælede unge i 1960’erne skulle vrænge ad som ”borgerligt”.

Men der ligger en anden historie bag bogen og dens tilblivelse. ”Griberen i rugen” blev skrevet i 1940’erne af en forfatter, som var født i 1919, et fødeår, som gjorde ham – et overklasseløg fra et af Manhattans bedre kvarterer – til soldat i Anden Verdenskrig.

Salinger var som stabssergent i et infanteriregiment med i krigen fra D-dag til VE-dag, og det på den hårdeste måde. Han overlevede Utah Beach på D-dag og deltog i vinteren 1944-1945 i slaget ved Hürtgenwald ved Rhinen, et blodigt slag, som kostede den amerikanske hær 33.000 døde og sårede. Siden var han med i Ardenner-offensiven, den sidste nazistiske krampetrækning på Vestfronten.

Han var ikke en ordinær infanterist, men efterretningsofficer; det var hans opgave at forhøre tyske tilfangetagne og tysk lokalbefolkning i jagten på nazistiske forbrydere. Salinger var desuden en af de første amerikanere ved den befriede koncentrationslejr Kaufering IV, en underafdeling af Dachau, hvor ligene lå i dynger – en voldsom erfaring for enhver, ikke mindst for en med jødisk baggrund. I sommeren 1945 måtte han en længere tur på hospitalet med sine krigstraumer – PTSD.

Undervejs i trængslerne havde han de tidlige kapitler af sin bog med tæt på kroppen. Han skrev, når som helst han kunne finde et øjeblik til det i et skyttehul. Han konsulterede Ernest Hemingway, som befandt sig i Hürtgenskoven som korrespondent og så Salinger som ”et helvedes talent”.

Det interessante er ikke, om, men hvordan, Salingers krigsoplevelser spiller ind i Holdens historie. David Shields og Shane Salerno har i deres Salinger-biografi fra 2013, ”Salinger”, kaldt romanen for ”en forklædt krigsroman”, hvor Salinger, i stedet for, som Norman Mailer, James Jones og Joseph Heller, at skrive en egentlig krigsroman tog krigens traumer og indlejrede dem i, hvad der for det nøgne øje lignede en roman om opvækst.

Det gjorde han, fordi han antog, at med krigens store katastrofe var alle lige nedbrudte, alle, særligt de unge og følsomme, irreparabelt skadede, alle som Holden i behov for heling.

Der var ingen tvivl om, at romanen var en foræring til identitetsudfordrede unge i forstæderne, som havde problemer med at finde sig selv. I 1950 havde psykoanalytikeren Erik Erikson lanceret begrebet identitetskrise med relation til famlende ungdom, og det satte sig fast i kulturen. En ”efterkrigstype” som Salingers hovedperson passede perfekt ind i Eriksons idéer om identitetsforvirring.

Som ung skulle man siden helst være en smule skør – som Holden. At unge tog bogen til sig, skyldtes ikke mindst stilen, sproget. Holden taler direkte til læseren i et autentisk dagligsprog. Han bander og svovler på en måde, som unge gjorde, når de var under autoritetens radar. Det var man ikke var vant til i de pæne 1950’ere. Ordet ”fuck” fik her sin ilddåb og har plaget os lige siden. Det fik bogen forbudt i visse amerikanske delstater.

Salingers og Kerouacs bøger supplerede hinanden, hvor sidstnævnte talte til lidt ældre hipster-typer. De to forfattere mindede om hinanden derved, at ingen af dem ønskede at påtage sig den ikonstatus, som omgivelserne ville pådutte dem. De ville ikke være profeter, da slet ikke for den gryende ungdomsbevægelse, bare være i fred og skrive. Kerouac forsvandt ind i alkoholens tåger og døde allerede i 1969, mens Salinger bosatte sig på landet og nægtede at forholde sig til en medieoffentlighed, som til gengæld blev mere og mere interesseret i ham. Fra midten af 1960’erne holdt han op med at publicere og vogtede i de sidste 45 år nidkært over sit privatliv og skriveri. Som Greta Garbo ønskede han bare at være i fred, og det er i en amerikansk sammenhæng altid voldsomt provokerende.

I årene efter Catcher opdyrkede Salinger i sine bøger en fiktiv familie, familien Glass, bestående af forældrene Bessie og Les Glass – et pensioneret vaudevillenummer – og deres syv gammelkloge børn, som Salinger i sin isolation kom til at se som sin sande familie, selvom han i det virkelige liv både blev gift og fik børn. Det var han ikke god til. Han bevægede sig samtidig ind i hinduistisk filosofi, særligt den såkaldte Vedanta, hvor han fulgte guruen Swami Vivekananda.

Der er to store brud i J.D. Salingers liv – de traumatiske oplevelser i Anden Verdenskrig og hans romans chokerende gennembrud. De brud forvandt han aldrig. De medvirkede til at gøre ham sær.

Han var den store formidler af sensibiliteten ved posttraumatisk stress, hans bøgers enorme popularitet viser, at han ramte noget centralt i epoken efter ”Guds død”, som andre ønskede at fortrænge. Her var der en linje tilbage til krigsromanerne om Første Verdenskrig.

Med figuren Holden Caulfield og de meningssøgende Glass-børn gestaltede han krigserfaringen i et postkatastrofalt samfunds figurer, hvis hudløshed drev dem ud mod sammenbruddet. Han udforskede den følsomhed, der er forbundet med at leve ”autentisk” på normalitetens knivsæg.