Identitetskunstners nye bog mangler litterær passion

Claus Beck-Nielsens kunstneriske maskespil er mere interessant end hans seneste roman, der ellers lægger an til den store kærlighedshistorie

Forfatteren Claus Beck-Nielsen bruger forskellige skikkelser og pseudonymer i sit forfatterskab – den seneste bog er skrevet som ”Madame Nielsen”. –
Forfatteren Claus Beck-Nielsen bruger forskellige skikkelser og pseudonymer i sit forfatterskab – den seneste bog er skrevet som ”Madame Nielsen”. – . Foto: Sofie Amalie Klougart/Gyldendal.

”Det højeste væsen” er den løfterige titel på Madame Nielsens nye roman. Navnet på forfatteren klinger ejendommeligt. Der er da heller ikke tale om en almindelig forfatter, men derimod om den seneste litterære stemme eller personlighed i den lille hær af pseudonymer, som forfatteren, der en gang var kendt som Claus Beck-Nielsen, gennem en årrække har vakt til live. Jeg nævner i flæng skikkelser som Claus Beck-Nielsen, Nielsen, Das Beckwerk og Madame Nielsen.

Det er vanskeligt ikke at blive fascineret af det intrikate spil med offentligheden eller måske mere præcist den litterære performance, som forfatteren i årevis har arbejdet på at perfektionere. Det har han gjort i bøger som ”Suverænen” (2008), ”Mine møder med de danske forfattere” (2013) og ”Den endeløse sommer” (2014), men også på teateret, til oplæsningsarrangementer og i andre typer af performance. I de seneste år har man kunnet møde ham eller hende i skikkelse af Madame Nielsen.

I den aktuelle roman skuer den mandlige fortæller tilbage i tiden.

Det er ”mere end tyve år” siden, at fortælleren mødte den vidunderlige kvinde fra Rumænien, som vakte hans kærlighed og fortalte åbenhjertigt om sin opvækst i en diktaturstat. Hun havde som barn gået på balletskolen ved statsballetten i Bukarest, der tilbød benhård dansetræning for balletbørnene kombineret med disciplineret skolegang afsondret fra andre børn. Siden blev hun tilknyttet statsballetten som ballerina. Under et besøg i Italien i forbindelse med en optræden så hun imidlertid sit snit til at stikke af, da Securitate-vagterne fra diktaturet for en stund glemte at være agtpågivende, hvorefter hun rejste til Danmark for at ansøge om asyl.

Livet i Danmark var dog ikke let for hende, men på et vist tidspunkt mødte hun vores hovedperson, og her begyndte så deres tumultariske kærlighedsforhold, som i romanen udfoldes sideløbende med små indskudte faktaorienterede passager om den kommunistiske leder Nicolae Ceaușescus diktatoriske udfoldelser og bratte fald fra magtens tinde i 1989.

”Når forelskelsen, den store passion, én gang slår ind i et menneskes liv, er det med en kraft, der er voldsommere end verdenshistorien,” hedder det et sted i romanen. Man ville gerne kunne anvende de samme passionerede ord om Madame Nielsens fortælling, men det er svært at elske bogen, selvom den har mange kvaliteter. Mest opsigtsvækkende er vel sproget, som er præget af et utal af kunstfærdigt udformede sætningsguirlander. Ofte med lange indskudte sætninger, der som forsiringer i en arkitektonisk barokudsmykning væver sig ind og ud mellem hinanden. Et eksempel kunne være passagen, hvor fortælleren beretter om Nicolae Ceaușescus arkitektoniske magtudøvelse i Bukarest:

”Fra 1982 og de næste 7 år frem (de 7 utopiske år, der blev fulgt af de 7 tragiske) lader Han det gamle centrum med dets forfaldne kvarterer fra tidligere feudale, habsburgske dobbeltmonarkier og enevældige kongedømmer – ni tusinde tre hundrede boliger, katedraler, kirker, museer, der i løbet af århundrederne er vokset frem af Historiens tilfældige og uretfærdige spil og ikke blot minder om eller repræsenterer fortiden med dens uretfærdigheder, men trods deres forfald stadig sætter rammerne for livet, der leves, og dermed fastholder rumænerne, Folket, i fortiden – jævne med jorden (…).”

Det er imponerende udført, men sætningskonstruktioner som denne kan i det lange løb også virke irriterende. Når man dertil lægger, at det høje stilleje kombineres med utallige spring i tid og rum, kommer det hele let til at stå i vejen for den elementære læseglæde. Man kan måske nok fornøje sig over sproget, men desværre bliver man kun momentvis grebet af fortællingen. Det er tydeligt, at plottet ikke er skabt med henblik på at vække læserens begær efter at se, hvad der sker rundt om næste hjørne.

Claus Beck-Nielsen har med et hidtil uset engagement udvidet sit personlige litterære udtryk til også at omfatte det sociale rum med skikkelserne Claus Beck-Nielsen, Nielsen, Das Beckwerk og Madame Nielsen. Det kalder i sig selv på respekt, men tilbage står dog, at det seneste litterære udspil fra forfatterens hånd er mindre interessant end det overordnede kunstneriske maskespil.