Identitetspolitikken er et problem fra helvede

Hvad skete der i det nu forgangne årti med det bredere ”vi”? Det blev ramt af identitetspolitikken og dens skadevirkninger. Hvordan kommer ”vi” ud af den labyrint igen? Tanker om en blød og en hård vej, man kan gå her i det nye år

Forfatteren Michel Houellebecq fik fuldkommen ret, da han i bogen ”Elementar-partikler” skrev: ”Der findes ikke ét eksempel på en mode (...) fra USA, som ikke er dukket op i Europa nogle år senere, ikke ét.” – Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix.
Forfatteren Michel Houellebecq fik fuldkommen ret, da han i bogen ”Elementar-partikler” skrev: ”Der findes ikke ét eksempel på en mode (...) fra USA, som ikke er dukket op i Europa nogle år senere, ikke ét.” – Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix.

Hen over det seneste årti, og med kraft i de sidste fem år, har vi været konfronteret med fænomenet ”identitetspolitik”. Det var ikke noget, vi selv fandt på disse længdegrader; det kom fra USA, en af konsekvenserne af den tæppebombning af kulturel amerikanisering, vi er udsat for.

Som forfatteren Michel Houellebecq skriver i bogen ”Elementarpartikler”: ”Der findes ikke ét eksempel på en mode (...) fra USA, som ikke er dukket op i Europa nogle år senere, ikke ét.”

Ikke blot kommer fænomenet fra USA, det kommer fra den amerikanske venstrefløj, som siden studenteroprøret i 1960-1970’erne har overvintret på universiteterne og dér straks begyndte at støbe identitetspolitikkens kugler. Fokus var først på de store identitetsgrupper, de sorte, kvinderne, de homoseksuelle, som efterhånden balkaniseredes i mindre grupper.

Den store traditionelle venstrefløjspolitik – udbyttet arbejderklasse over for kapitalen – forduftede til fordel for diverse minoritetspolitikker. Der opstod en myriade af minoritetsgrupper af etnisk, kønslig og anden art, som hver især krævede anerkendelse for sin egenart og offerstatus.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er kommet først gradvis, så pludselig. ”[Amerikanerne] savner motivering og disciplin til at være amerikanere”, kunne jeg allerede for 20 år siden skrive i den kulturhistoriske bog ”Ofrets århundrede”. ”Stadig flere betragter sig primært som tilhørende en minoritetsgruppe – hvad enten én, de er født ind i, eller én, de har valgt senere – og foretrækker det sådan, fordi det giver en stærkere identitet end den som identifikationen med den nationale helhed kan kaste af sig. Medlemskabet af en minoritet kan ses som et væsentligt led i en personlig strategi og medvirkende til at styrke den enkeltes selvfølelse. Der er ikke tale om en situation, hvor den enkelte forsvinder i kollektivet. Medlemskab af en identitetsskabende minoritet indebærer personlig offerstatus. Det ligger i selve begrebet minoritet, at den er victimiseret af helheden. Minoriteten er truet eller trængt af omverdenen, og uanset om følelsen af victimisering ud fra den ene eller den anden betragtning er rimelig, kan en skarp markering af offerstatus føre opmærksomhed, identitet, magt og penge med sig – efterspurgte goder i det moderne samfund.”

I kølvandet herpå har først amerikanerne siden vi lært ikke blot ordet identitetspolitik at kende, men også ord som ”transkønnet”. Hvad køn angår, er antallet siden eksploderet fra de oprindelige to til i skrivende stund angiveligt 50 forskellige køn.

Den identitetspolitiske strategi har ikke mindst gjort ondt på venstrefløjen selv, som i USA ikke længere er i stand til at anlægge en overordnet politisk strategi, men falder fra hinanden i stumper, illustreret ved det demokratiske parti. Men den er skadelig for sammenhængskraften i ethvert samfund, og det er ikke noget, man kan afvise som mediefnidder. Det er alvorligt: Aggressiv identitetspolitik signalerer samfund i opløsning.

”Vi”, har jeg her allerede skrevet en del gange. Jeg insisterer. Men hvad er det egentlig, der i identitetspolitikkens kølvand sker med det kære gamle pronomen? Kan man overhovedet længere tale om et større ”vi”, eller er det noget, der kun knytter sig til stadigt mindre grupper? I længden går det fra ”vi” til ”jeg”. Det løber ud af identitetspolitikken, at det er den enkeltes personlige erfaringer, der kommer i højsædet i stedet for de fælles erfaringer: Man skal være sort for at udtale sig om sorte, kvinde for at udtale sig om kvinder, homoseksuel for at og så videre.

Det forstærkes af et andet af de begreber, der er produceret på amerikanske universiteter – ”intersectionality”, eller på ameri-dansk: intersektionalitet, som handler om, hvordan forskellige former for undertrykkelse skærer hinanden, således at dette at være for eksempel sort kvinde ikke blot skal forstås ud fra 1) at være sort og 2) at være kvinde, men inkluderer skæringen mellem de to ting, hvilket ses som forstærkende.

Dermed er der ingen ende på, hvor fintmaskede offerhierarkier kan blive, for så slutter det ikke med identitetsgrupperne, hvor små de end bliver, det slutter først med det enkelte ”autentiske” individ: Det er kun mig, der ved, hvordan det er at være mig.

”Hvem er jeg?”. Identitet er i sig selv et gammelt begreb, der løber lige ud af evige eksistentielle spørgsmål som ”hvem er jeg?” og ”hvordan passer jeg ind i det hele?”, men det får en ganske anden karakter i det individualiserede samfund end tidligere.

Tidligere drejede det sig for den enkelte om at identificere sig, være ligesom sine signifikante andre, deri lå overlevelsen, både i direkte og overført forstand. Det var den ydre identitet, der talte, det ydre selv, hvad man som individ genspejlede af omgivelserne ud fra sit sted i livet, kønsligt, aldersmæssigt, klassemæssigt og så videre. De fleste fandt det dækkende, hvis de overhovedet stillede sig spørgsmålet ”hvem er jeg?”. I dag er en sådan påduttelse af et ydre selv en krænkelse for mange.

Siden romantikken har kunstnere skilt sig ud ved at betone deres særlige selvidentitet. Det handlede om at realisere et indre selv. Der var mange veje, men ”unik” måtte man være. ”Jeg kan huske, at jeg engang slog ordet ’sær’ op i ordbogen,” skrev digteren Benny Andersen, ”og så stod der, at det betød unik. Det gav genklang i mig. Det var det, jeg higede efter at blive.”

Denne romantiske tilgang til selvet bredte sig. Et andet ord for unik er autentisk – man skulle være autentisk. Hvis man ikke var det, skulle man se at blive det. Det handlede om frigørelse, selvrealisering og erobring af definitionsretten til sig selv.

Var romantikken ét udgangspunkt, var eksistentialismen et andet. Og psykoanalysen. Der skete noget afgørende blandt amerikanske middelklassers unge, da Erik Erikson (psykoanalytiker af dansk-tysk afstamning) i 1950 med bogen ”Childhood and Society” introducerede identitetskrisen som begreb.

I det hele taget var psykoanalysens indtog i det amerikanske samfund af stor betydning. De mange flygtede psykoanalytikere fra nazismen i Europa skulle have noget at leve af i USA, og de fik fra 1950’erne ordentligt middelklasseamerikanerne ned på briksen. Om de dækkede et behov eller skabte et, skal jeg her lade ligge.

Eriksons forestillinger om en identitetskrise i opvæksten legitimerede ungdomstiden som et moratorium, en nødvendig fjumretid, hvor man skulle ”finde sig selv” – en alder i sin egen ret, ikke bare en kikset overgang mellem barndom og voksendom. Dermed begyndte en rejse fra identifikation til selvidentitet, fra fokus på det ydre, til fokus på det indre selv, samtidig med at omgivelsernes anerkendelse forblev betydningsfuld.

Set ud fra den enkelte handler identitetskrisen ikke blot om at finde det indre selv, men om at finde meningen med livet i en verden uden gudsautoritet. Det kan være en rystende oplevelse at grave efter et indre selv og finde – ingenting.

Identitetspolitikken er et flankeangreb på samfundet. Identitetsgrupperne har ikke meget tilfælles, og de bekriger hinanden for et godt ord, men fjenden er fælles: privilegerede hvide, særligt hvide, gamle, magtfulde mænd, som fra gruppernes synsvinkel gennem århundreder har trukket deres udgave af identitetspolitikken ud ned over hovedet på resten. Identitetspolitik er som strategi ekskluderende, ikke inkluderende, som venstrefløjen ellers altid har påstået sig at være. Den er desuden hadsk og slutpunktet er ”globaliseret” kaos.

Der er en blød og en hård vej ud af identitetspolitikken. Man slipper ikke af med selve identitets- og anerkendelsestrangen, den er i det individualiserede samfund kommet for at blive. Men i den bløde udgave af et opgør med den gælder det om igen at betone traditionelle fælles identiteter. Man kan anlægge den betragtning, at dagens unge identitetskonfuse er blevet svigtet, fordi pligtkulturens fælles værdier aldrig er blevet betonet over for dem: ”Gør hvad du har lyst til” afløste ”Det ser vi gerne, at du gør”.

Hvis dét ikke lykkes, er der den hårde vej, nemlig hvad der vil ske, hvis ”majoritetskulturen” slår tilbage med sin identitetspolitik, hvad der vil ske, hvis almindelige menneskers ytringsfrihed rammes yderligere og de tvinges til uvirkelige tiltaleformer, tvinges til at lade, som om de ikke længere mener, at der kun findes to køn, at der ikke er nogen forskel på mænd og kvinder, at det er hip som hap med heteroseksualitet og homoseksualitet – så vil der i tidens fylde komme en reaktion.

Det kan blive særdeles ubehageligt, hvis hele den løbske rettighedskultur bliver bombet tilbage i en direkte konfrontation, hvor minoritetskulturernes egne racistiske strategier bliver vendt imod dem selv.