”Sjæl” er et radikalt bud på, hvordan vores inderste længsler og personlighed opstår

Tilværelsens magi og livets nådegave i en jazzet maggiterning. Pixars animerede ”Sjæl” er en vidunderlig hyldest til det gennemsnitlige menneske

Der er noget ekstra tillokkende ved at forsvinde ind i filmenes fiktioner denne isnende januar. For i de skabte verdener kan man finde glimt af den virkelige verden, som vi ikke længere selv betræder. De krammer og kysser, de klapper hinanden på skuldrene, de går til koncerter, spiser ude. Børn og gamle mødes, frisørsaksene slår gnister, og fremmede på gaden er potentielle livspartnere, ikke dødens engle.

Hvor det ellers kan være det storslåede, som kan være det tillokkende ved drømmefabrikkernes kreationer, er der nu noget ganske overvældende ved det helt almindelige. Og det almindelige livs trakasserier, de tilsyneladende banale bonmot-erkendelser, som kan indkapsles i et enkelt gruk, bliver livets salt.

Med Pixars både beåndede og bedårende animationsfilm ”Sjæl” får man ørerne blæst igennem af budskabet: Det er måden, vi lever vores dage, der gør vores liv. Og hvis man fortaber sig i drømme om storhed, forsvinder i bitre opgør med fortiden, forsvinder livet så sandelig imens.

Det kan nu nok lyde banalt, men fortællingen om pianisten Joe Gardner (Nikolaj Lie Kaas) og hans storslåede drømme om at forlade tjansen som musikskolelærer og spille med de største jazzkatte, er alt andet end letfordøjelig.

”Sjæl” er er radikalt bud på, hvordan vores inderste længsler og personlighed opstår. Hvorfor er nogen dovne og andre evigt spjættende? Har vi alle et storslået potentiale, der blot venter på at blive forløst, eller er livets største gave at kunne se et blad falde til jorden uden at haste videre til næste mål?

Joe dør, inden han rammer rampelyset, men modsætter sig rulletrappen mod dødsriget og havner der, hvor menneskets sjæle bliver skabt. Det er sindrigt og florlet, det er eksistentielt susende og tindrende underholdende. Det er barnlig magi og moden eftertænksomhed.

”Sjæl” er skabt af Pete Docter, der også stod bag ”Inderst inde”. I den var det følelsernes oprindelse, der fik fylde, her er det sjælens byggesten.

Det Disney-ejede Pixar er en af branchens største kommercielle stemmer. Alligevel pipper firmaet med et forrygende kreativt, visionært næb med film, der vover sig derud, hvor fundamentet vakler – der piller ved selve essensen af det menneskelige og tør tro på, at børn kan vækkes af andet end dillermænd og dansende trolde.

Da biograferne er lukkede, kan ”Sjæl” desværre kun streames på Disney+. Mens man er logget ind, er der, ud over de mange gode klassikere, et massivt tilbud af hvinende sødt og syntetisk skrald, der bør undgås. Plakaternes overgearede udtryk bør tjene som advarsel i sig selv. Men der findes også små sirlige lommer, hvor tilværelsen, fra vugge til grav, er animeret med en sådan nænsom akkuratesse, at selv de koldeste vinterhjerter straks må banke med en større heftighed.

En sådan lyksalighed er den otte minutter lange ”Bao”, der vitterlig er en af mine yndlingsfilm. Se den endelig efter ”Sjæl”, og skrål med på den indre vished om, at livet ikke er det værste, vi har. Det er en storslået bedrift af Pixar at vække den erkendelse så swingende til live i en alt andet end jazzet tid.