Prøv avisen
Bog

Historien om adelen er ikke en forfaldsfortælling

Christian Emil Frijs (1817-1896) med familie. Han var meget bevidst om sin unikke sociale position som kongerigets største jordbesidder og overhoved for en af landets fornemmeste adelsslægter, men han var blottet for personligt snobberi. Foto: Fra bogen

Modsat den populære myte er historien om den danske adel ikke en undergangsfortælling, men en historie om en stand, der forstod at tilpasse sig, mener redaktørerne af et pragtværk om adelen siden 1849

Vi møder dem i frisørsalonen. Hvis vi kommer for tidligt og er henvist til at slå tiden ihjel med et ugeblad. Eller ved større middagsselskaber. Og på skærmen, hvor tv-stationernes hofreportere forud har været på arbejde i billeddatabasen for at kunne identificere dem ved ankomsten. Men ellers er de usynlige, for de færdes i dag diskret mellem os og skilter ikke med deres titler og aner.

Det er naturligvis den danske adel, der tales om. ”Adel” lyder titlen på det kæmpeværk, den, adelen, netop har udgivet om sig selv i anledning af 100-året for grundlæggelsen af Dansk Adelsforening.

Det er et godt valg. For ”adel” betyder ikke ædel, men stammer fra et middelnedertysk ord, der betød fader og fædrenearv. At være adelig betyder nemlig i dag først og fremmest at være bevidst om sin nedstamning fra en gammel slægt og at være ansvarlig for en historisk arv, hvad enten den er et gods eller blot en familiefortælling. For siden lensafløsningsloven af 4. oktober 1919 har der ikke været nogen særrettigheder forbundet med at være adelig.

Sådan var det allerede udtænkt af grundlovgiverne i 1849, men i praksis tog det en del år at komme dertil. På det tidspunkt udgjorde adelen cirka 4600 personer fordelt på 265 slægter, hvoraf nogle slet ikke opholdt sig i Danmark. Af dem udgjorde den såkaldte betitlede adel - ”højadelen” bestående af grever og baroner og deres familier - kun en femtedel. Og ud af disse sad blot 300-400 individer på de største godser, de såkaldte majorater. Resten delte sociale og økonomiske vilkår med resten af befolkningen.

Der fandtes således adelige i alle samfundslag, og sådan er det også i dag.

Men til forskel fra dengang havde de adelige i anden halvdel af 1800-tallet endnu en vis betydning i det politiske liv, i embedsværket og i hæren.

Da Grundloven i 1866 blev revideret, blandt andet under indtryk af nederlaget i 1864, skete det tilmed på en sådan måde, at godsejerstanden fik stor politisk indflydelse gennem sin nye, privilegerede valgret til Landstinget og regionale og lokale organer.

Mellem 1866 og systemskiftet i 1901 havde Danmark en adelig regeringschef i en tredjedel af perioden, og uden for København besad adelige godsejere en stor del af pladserne i amts- og sogneråd og fungerede i stort omfang som stiftamtmænd og amtmænd.

Selvom Junigrundloven formelt tømte adelsbegrebet for politisk indhold, og indførelsen af parlamentarismen i 1901 fratog adelen dens politiske privilegier, så var det derfor først med lensafløsningsloven i 1919, hvor majoraterne blev afskaffet og en stor del af deres jorde blev omdannet til husmandsbrug, at der blev rettet et endeligt øksehug mod adelens økonomiske privilegier.

På det tidspunkt havde adelen længe været ugleset i offentligheden. Det var især erfaringerne fra magtkampen mellem Landsting og Folketing under godsejer Estrups provisoriske styre 1877-1894, der lå bag et bredt politisk ønske om at gøre op med adelen, som for mange var blevet et symbol på en privilegeret elite, hvis politiske magt og økonomiske særrettigheder ikke svarede til tilstandene i et moderne samfund.

Koblet på den nye arvelighedslæres forestilling om degeneration, fremstod adelen i litteraturen omkring århundredskiftet, især hos Herman Bang og Gustav Wied, som en anakronistisk stand præget af socialt, biologisk og moralsk forfald.

Historikere som Gustav Bang og J.A. Fridericia forsøgte i de samme år at underbygge forfaldsteorien statistisk. Der går en direkte linje fra den tids latterlig- og mistænkeliggørelse frem til efterkrigstidens forestilling - bestyrket af Hans Scherfigs portræt af den nazivenlige greve i romanen ”Frydenholm” (1962) - om, at store dele af den danske adel havde set nationalsocialismen som et middel til at vinde tabt magt, indflydelse og gods tilbage.

To yngre historikere, Maria Groth Rasmussen og René Ask Rasmussen, påviser dog i denne bog, at der er kildemæssigt belæg for at konkludere, at det store flertal af den danske adel levede op til sin traditionelle, idealistiske selvforståelse at være særligt ansvarlig for forsvaret af fædrelandet.

Det, der gør dette mastodontværk til et mere end nutidens adels selvhyldest, er dets vellykkede kombination af sådanne originale bidrag fra respekterede forskere med bredere, tematiske artikler og personlige portrætter spækket med et væld af smukke fotografier og illustrationer, der tilsammen berettiger betegnelsen pragtværk.

Bogen handler således ikke kun om adelens sociale og politiske betydning, men også om adelens rolle i herregårdsarkitektur, kunst, litteratur, velgørenhed, heraldik, navneskik, jomfruklostre, ægteskabspraksis, erhvervsliv og meget mere.

Hovedtesen i bogen er, at adel har været et dynamisk begreb i Danmark siden middelalderen: Adelen har aldrig været en ensartet stand, men har antaget forskellige former og har tilpasset sig skiftende samfundsforhold. Det gælder også for tiden fra 1849 til i dag, som er den periode bogen fokuserer på.

Redaktørerne går altså imod den tidligere så populære undergangs- og forfalds-tese, når de understreger, at standen fra mellemkrigstiden og frem lærte at ”favne” det moderne og viste sig i stand til at tilpasse sig et moderne samfundsliv uden privilegier.

Denne tilpasningsevne har ganske givet medvirket til, at der i den danske offentlighed i disse år kan mærkes en ny, positiv interesse for adelen og dens bidrag til dansk historie og kultur. Private fonde med Realdania i spidsen yder i dag en fortjenstfuldt indsats med at restaurere og skabe nyt liv i nedslidte herregårde, som blandt andet konverteres til kulturcentre.

Endelig er der med grundlæggelsen af Dansk Center for Herregårdsforskning i 2004 - som et samarbejde mellem Gammel Estrup, Nationalmuseet, Aarhus Universitet og Arkitektskolen Aarhus - blevet skabt et dynamisk forskningsmiljø, som ikke kun vil hæve niveauet for forskningen i den danske adel, men også medvirke til at øge befolkningens almindelige kendskab til de miljøer, den engang skabte på slotte og godser - og som lever videre i dag, men under nye former, til gavn for offentligheden.

kultur@k.dk