Per Stig Møller: Ikke at handle er også at handle

Den franske forfatter Albert Camus' ”Faldet” lærte tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K), at man må tage ansvar i øjeblikket

"Albert Camus har betydet meget for min generation og for mig. Orwell, Pasternak, men først og fremmest Camus kom tidligt til at forme mine grundtanker i livet," skriver Per Stig Møller.
"Albert Camus har betydet meget for min generation og for mig. Orwell, Pasternak, men først og fremmest Camus kom tidligt til at forme mine grundtanker i livet," skriver Per Stig Møller. .

Fortalt af Per Stig Møller

Albert Camus har betydet meget for min generation og for mig. Orwell, Pasternak, men først og fremmest Camus kom tidligt til at forme mine grundtanker i livet. Og jeg har også skrevet om Camus i min bog ”Nat uden daggry” fra 1985, fordi han gennemskuede og advarede imod kommunismen i modsætning til Sartre. Men hvorfor kom Camus til at fylde så meget for mig?

Det gjorde han for det første, fordi han formulerede en humansime, der indså tilværelsens absurditet, men alligevel gjorde det klart, at man trods alt var nødt til at leve humanistisk. For Camus fastholdt det menneskelige på trods af det udsigtsløse i det lange perspektiv. Vi skal alle dø, men vælger selv, hvordan vi vil leve. Og sådan må man give tilværelsen mening, selvom den grundlæggende er absurd. For ellers føles livet slet ikke værd at leve.

Det er det, man har i hans fortælling i ”Pesten”. Når pesten viger, begynder alle de, der havde håbet på en helt anden verden, at begå selvmord, fordi de bliver skuffet over verdens realiteter. Men de, der ikke havde haft noget håb, lever paradoksalt nok videre.

Det så man også i kz-lejrene under Besættelsen, hvor mange af dem, der hele tiden ventede på befrielsen, mistede livsmodet bagefter. På den måde er Camus' barske realisme en forudsætning for, at man kan leve et meningsfyldt liv. Men når Camus' tanker har formet mig, er det først og fremmest, fordi han skildrer svigtet, som vi alle sammen kommer ud for som privatpersoner eller i vores offentlige liv.

Det ser man eminent klart i ”Faldet”, hvor hovedpersonen Clamence hører en stemme nede i Seinen råbe om hjælp. Han er ikke helt sikker på, om han hørte rigtigt. Han står og overvejer, om han skal springe i og beslutter sig til sidst for ikke at gøre det. For måske hørte han ikke rigtigt. Men måske gjorde han, og så er mennesket i floden jo druknet på grund af Clamences svigt. Og det er hele problemet for hovedpersonen i ”Faldet”, for den usikkerhed kommer til at hjemsøge ham resten af livet, selvom han ellers havde gang i en fin dommerkarriere.

Derfor ender han med at sidde og fortælle den historie for fremmede igen og igen, ligesom Kierkegaard dyrkede gentagelsen. For øjeblikket kommer ikke tilbage. Derfor må man gribe ansvaret i øjeblikket. Men vi oplever allesammen situationer, der kommer til at hjemsøge os, fordi vi føler, at vi har svigtet, hvad enten det er i forhold til vores børn, hustru eller forældre. Og jo ældre, man bliver, jo mere nager den slags tvivl en, fordi man plager sig selv med at erkende, at man skulle have handlet anderledes, men ikke kan ændre det nu.

Det er pointen i ”Faldet”, der netop skildrer øjeblikket og valget, som man ikke får to gange. Derfor er Camus' historie også så lærerig. For hvis Clamence havde hoppet i vandet, var han enten blevet en helt ved at redde en dame fra at drukne, eller også havde han overbevist sig selv om, at der ikke var nogen, så han ikke havde behøvet at sidde på en bar og fortælle historien igen og igen.

På den måde viser Camus, at man kan handle og handle forkert, men tit kommer alleværst afsted ved slet ikke at handle. Man må handle ud fra den viden, han har. Mere kan man ikke gøre. Men ikke at handle er også at handle.

Jeg kan huske en gang, hvor den udmærkede Hans Hækkerup (S) var forsvarsminister, og Danmark havde sagt nej til at bidrage til en fælles international opgave. Det havde han ikke spurgt partierne om. For han tænkte, at han ikke havde foretaget sig noget, når svaret nu var nej. Men dér måtte jeg sige til ham, at et nej også er en handling. For hvis ingen lande for eksempel imødekommer opfordringer fra Nato, kan Nato jo ikke agere. 

Derfor blev det derefter kutyme, at et nej til Nato også blev vendt med Folketinget. For en afvisning er også en handling. Og for mig selv har Camus' ”Faldet” også på det personlige plan været en slags moralsk ledestjerne. Jeg læste den første gang, da jeg var 15 år gammel, og siden har jeg tit tænkt på den, når jeg har været i situationer, hvor jeg helst var fri for at handle, men inderst inde vidste, at det rigtige at gøre var at handle. Det er også det, som Kaj Munk, som jeg jo også har skrevet om, var inde på, da han sagde: ”At være passiv i det gode er lige så slemt som at være aktiv til det onde”.