Prøv avisen

Kunstens trøffelhund: Jeg er ikke kunstsamler, men kunstmedlever

John Hunov har besluttet sig for ikke at udvide sin kunstsamling yderligere. Der er ganske enkelt ikke plads, og som han selv siger, vil han ikke ”skrabe sammen bare for at gøre det”. Foto: Petra Theibel Jacobsen

I stedet for blot at samle for egen vindings skyld er det vigtigt for John Hunov også at påvirke kunsten. Han er indehaver af en af de største private kunstsamlinger i Danmark, og han fylder i dag 80 år

Med det samme man træder ind i lejligheden, får man kunsten lige i ansigtet.

Væggene er tapetseret med alskens billeder, malerier og litografier, og det er vanskeligt at vælge, hvilket af værkerne øjet skal fokuserer på.

End ikke et undseeligt A4-ark mere vil der være plads til på væggene i den 242 kvadratmeter store herskabslejlighed på Frederiksberg Allé, der rummer en af landets største private kunstsamlinger. Der er i mere end én forstand højt til loftet hjemme hos John Hunov, der i dag fylder 80 år.

I dagligstuen hænger blandt meget andet adskillige malerier af Per Kirkeby, tegninger af Joseph Beuys, og på kommoden står fire syltetøjsglas med formelin, der indeholder en hale, en tyktarm, en kæbe og hård fra den hest, Bjørn Nørgaard slagtede i forbindelse med udstillingen ”Tabernakel” på Louisiana i 1970. 

Selvom samlingen mildt sagt er omfangsrig, irettesætter han, når han bliver kaldt kunstsamler. Det er han ikke. Han er kunstmedlever, som han selv formulerer det.

”Som samler handler det bare om at skrabe til sig, men som kunstmedlever er du med til at påvirke kunsten og være en del af den. Det er vigtigt for mig,” siger han.

Og det kan man godt fornemme. Således optræder han selv i flere af hjemmets kunstværker. I soveværelset hænger et portræt af hans kone, Birte Inge, og ham, hvor de poserer nøgne, i brusekabinen på badeværelset er hans ansigt malet mellem kunstnerne Richard Winthers og Bjørn Nørgaards – malet af sidstnævnte – og i et værelse er en skulptur af John Hunov.

Ud over at være en del af kunstværker har han også en stærk mening om kunsten. Han har skrevet et utal af læserbreve, kronikker og debatindlæg, hvor han ofte har kritiseret diverse museumsdirektører og ”selvudnævnte eksperter”, som han kalder dem.

”Kunst er ikke selskabelig underholdning. Det er skam en alvorlig ting,” siger han.

Interessen for kunst har han fået helt fra barnsben. Forældrene havde stor interesse for kunst, og de havde selv en del malerier hængende. Blandt andet et af Michael Anker.

Første gang, John Hunov mærkede en personlig interesse, var lige efter krigen, hvor Statens Museum for Kunst i København holdt udstilling. Folk havde nærmest ikke set kunst under Anden Verdenskrig, fortæller han, og pludselig var det muligt se værker af de største navne som Rembrandt og Van Gogh. Folk stod i kø helt op til Østerport Station. Der stod han også som 10-årig.

Og da han som barn gik på autografjagt, var det ikke popidoler og sportsstjerner, der stod øverst på listen. Hans autografsamling tæller i stedet navne som Henri Matisse, Marc Chagall og Johannes V. Jensen.

Siden barndommen har kunsten ganske enkelt været en del af John Hunov. Selvom han gennem det meste af livet har ernæret sig som bankfuldmægtig, har han aldrig lagt skjul på, at det blot var en sidegesjæft. Selv kalder han det et kedeligt arbejde, og trods flere muligheder for at blive forfremmet takkede han altid pænt nej – det ville tage tid fra hans intellektuelle levebrød: kunsten.

Modsætningsforholdet mellem den regelrette bankmand og den ud af boksen-tænkende kunstmedlever kan han selv sagtens se.

”Kunstnerne som mennesker er bare interessante mennesker. De har nogle skæve meninger og krøllede hjerner. Og så er de enormt generøse,” siger han og henviser til, at han ikke har givet en krone for de mange værker af blandt andre Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard, der er i hans hjem.

De er nemlig hans nære venner og har været det siden begyndelsen af deres karrierer som kunstnere.

Nu er værkerne en formue værd, og det kendetegner egentlig John Hunovs forhold til kunst ganske godt. Per Kirkeby har tidligere kaldt ham ”kunstens trøffelhund”, fordi han altid har haft en særlig næse, der i høj grad kunne snuse sig frem til god kunst, før den blev noget værd.

Men selvom han har en samling, der er så stor, at den tidligere bankmand har mistet overblikket over omfanget, vil han ikke sælge den videre.

Hans samling er ikke spekulativ, og han vil ikke tjene penge på den. Så forsvinder glæden jo, som han formulerer det, og glæden ved kunsten er essensen i John Hunovs tilværelse. Selv hans begravelsesmonument bliver et kunstværk. Han har således fået Per Kirkeby til at tegne et mausoleum.

”Jeg har da gjort mig overvejelser om, hvad der skal ske, når nu jeg ikke længere skal være her, og det betyder meget, at det også bliver flot. Per spurgte, om jeg var klar over, at min gravplads så ville blive fredet? Ja, det havde jeg da ærlig talt også regnet med.”

I dagligstuen hænger adskillige malerier af Per Kirkeby og flere tegninger af Joseph Beuys. Foto: Petra Theibel Jacobsen