Prøv avisen
Interview

Rasmus Willig: Ikke mere brok - nutidens medarbejder skal være robust

”Med min bog har jeg bestræbt mig på at vise, at den neoliberalistiske tænkning, som dominerer i vor tid, ikke bare er noget teoretisk, men en meget konkret hverdagsbegivenhed på danske arbejdspladser,” siger Rasmus Willig. – Foto: Martin Dam Kristensen/Scanpix

I den nye bog ”Afvæbnet kritik” undersøger sociologen Rasmus Willig, hvordan moderne offentlige arbejdspladser reagerer på kritik. Sprogbrugen afslører, at det nye menneskeideal ikke er den, der forholder sig kritisk, men den, der er så hærdet, at han eller hun kan stå for presset

En nyuddannet lærer var begyndt i sit nye job og var i fuld gang med at tilpasse sig de nye vilkår efter skolereformen. Hun følte selv, hun gav sin gejst videre til børnene, og hun havde et godt forhold til sin leder.

Men en dag rejste en kollega sig op på et lærermøde og sagde, at det var svært at finde hoved og hale i tingene mere, og i sympati fik vores lærer lyst til at tage ordet og sige, at hun havde det på samme måde. Lederens eneste svar var: ”Nej, nu ikke også dig.”

Eksemplet indgår i bogen ”Afvæbnet kritik”, som Rasmus Willig, lektor i sociologi ved Roskilde Universitet, udgiver i morgen. De færreste vil nok umiddelbart sige, at lederens svar var et groft overgreb på medarbejderen. Men bogens budskab er, at alle disse tilsyneladende ikke særlig slemme reaktioner, som kommer fra ledere, kolleger eller andre på jobbet, hver gang der ytres nogen form for kritik, tilsammen danner et meget alvorligt mønster.

”Når medarbejdere udtrykker en bekymring eller påpeger nogle kritisable forhold, mødes de med svar, som enten udtrykker afmagt eller er intimiderende. Fordringen er, at man ikke skal kritisere eller prøve at forbedre forholdene, man skal være så robust og hærdet, at man kan tåle dem,” siger Rasmus Willig.

Han har været forholdsvis længe undervejs med sin bog, fordi han har været meget opsat på ikke kun at skrive ud fra vurderinger og teoretiske betragtninger, men først indsamle konkret dokumentation. Derfor har han gennem de seneste syv år jævnligt, når han holdt foredrag for lærere, pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker eller politibetjente, bedt dem gå i grupper og sammen nedskrive de konkrete ord, de husker er blevet udtrykt, når nogen på jobbet har kritiseret forholdene. Ikke kun chefer, men også kolleger.

Resultatet er, at han har fået vidnesbyrd fra omkring 1400 personer. Og tilsammen fortæller de mange svar – som er samlet i et helt kapitel i bogen – ifølge sociologen en tydelig historie om kritikkens hårde vilkår på offentlige arbejdspladser.

”Med min bog har jeg bestræbt mig på at vise, at den neoliberalistiske tænkning, som dominerer i vor tid, ikke bare er noget teoretisk, men en meget konkret hverdagsbegivenhed på danske arbejdspladser. Det sker fra dag til dag, når pædagoger påpeger, at der ikke er tid nok til at skifte bleer, når lærere gør opmærksom på, at de ikke kan nå at forberede deres undervisning, eller når sygeplejersker giver udtryk for, at de ikke føler, de kan stå inde for den pleje, de byder patienterne,” siger han.

”Og jeg synes, svarene viser, at neoliberalismen ikke har meget at gøre med den politiske liberalisme, som omfatter et frit marked af menneskelige værdier og ytringsfrihed. Neoliberalismen har intet at gøre med denne frihed, men handler kun om økonomisk liberalisme og reagerer tværtimod med tvang over for dem, der bruger friheden til at ytre sig kritisk. Al kritik bliver enten afvæbnet, neutraliseret eller returneret,” tilføjer Rasmus Willig.

Blandt de mange hundrede svar på kritik kan en del kategoriseres som udtryk for, at lederen eller kollegaen også føler sig afmægtig. For eksempel: ”Det er bestemt ovenfra. I skal ikke brokke jer over mig.”

Eller: ”Jeg hører, hvad du siger, men det bliver ikke anderledes.”

Men mange af svarene rummer også en dom over kritikeren som brokkehoved, betonsocialist eller dinosaur og synspunkter som forældede eller forkælede. Nogle sender kritikken tilbage i hovedet på kritikeren: ”Du er da vist udbrændt” eller ”Du skal gøre op med dig selv og overveje, om der ikke er noget i vejen i privatlivet.” Og nogle er direkte truende: ”Du er måske ikke stærk nok til at være her?”, ”Enten er du en del af løsningen eller også er du en del af problemet” eller ”Ja, der står masser på den anden side af hækken, som er parat til at tage dit arbejde.”

Når man hertil spørger Rasmus Willig, om det ikke også kunne tænkes, at nogle af de citerede medarbejdere rent faktisker nogle brokkehoveder, der er så godt som umulige at stille tilfredse, lyder svaret, at det altid er suspekt med spørgsmål, der kun kan svares ja til.

”Hele opdelingen i, at der findes rigtig kritik, og så findes der brok, er en central del af den neoliberale kirkes dogme. En typisk reaktion på kritik er, at alle de andre afdelinger kan godt finde ud af det, det er bare jer, der er nogle brokkehoveder. Alene det, at situationer, hvor medarbejdere er bekymrede, italesættes som brok, er problematisk,” siger Rasmus Willig.

Når han taler om ”den neoliberale kirke”, er det billedligt talt. Som filosoffen Michel Foucault formulerede det i 1978, skete der i tiden omkring renæssancen og Reformationen et vigtigt gennembrud i vestlig filosofi og kultur, som gik ud på, at alle autoriteter og religiøse dogmer skulle kunne kritiseres og ikke være uangribelige, som den katolske kirke havde været det.

Men i dag er den neoliberalistiske ideologi og konkurrencestats-tænkningen ved at udvikle sig til en tilsvarende uangribelig autoritet, som end ikke skylder sine undersåtter et svar eller en forklaring på systemerne eller beslutningerne. Det, som skal ske, skal ske af hensyn til økonomien og konkurrencen. Det er nødvendighedens lov, og er man ikke med os, er man imod os.

”Kravet om, at man skal være robust og hærdet, så man kan leve op til kravene og deltage i konkurrencen, er ikke religiøst, men rummer dogmatiske, kvasi-religiøse elementer. Derudover er der en del svar på kritik, som indeholder anbefalinger af mindfulness eller mediatition,” siger han.

Begge dele er ifølge Rasmus Willig udtryk for en ny, fremherskende ideologi, som dyrker det robuste, resiliente menneske som ideal, og som ikke tåler kritik:

”Det gælder om at kigge ind i sig selv, blive tilstrækkeligt galvaniseret til at man ikke går ned, når arbejdspresset bliver for hårdt, men til at man hurtigere kan rejse sig igen. Og det gælder om at lade være med at sætte spørgsmålstegn ved det, der foregår. Så hellere censurere sig selv. Derfor får vi den situation, at den daginstitution, som ikke kan nå at skifte bleer, eller den politistation, som ikke har ressourcer til at fange kriminelle, ikke må indrømme, at det er sådan fat for ikke at udstille sig selv som konkurrencesvag. I stedet kommer det hele til at handle om at prøve at tale tingene op og at finde sig i det.”

Men hvad skal man som individ stille op, hvis man antager, at Rasmus Willig har ret i sin analyse, og man derfor gerne vil ændre på tingene? For det duer vel netop ikke at reagere med en attitude a la: ”Kære sociolog, jeg hører, hvad du siger, men jeg kan intet gøre, for det hele er bestemt et andet sted.” Eller hvad?

”Mit svar er, at jeg vil lægge min egen forfængelighed til side og sige: ’Lad være med at læse mine analyser i bogen. Læs i stedet de 20 sider, hvor jeg gengiver alle svarene på kritik. Læs dem allesammen grundigt og sørg for at have en brækspand stående ved siden af. Du vil så have det skidt i en uge eller 14 dage efter, men så vil du være kommet ud på den anden side og være fri til at starte på livet’.”