Ilden nedenunder isen

Den schweiziske maler Felix Vallotton blev en af det 20. århundredes store stilskabende kunstnere. Stor udstilling i Paris fortæller historien om kunstneren, der banede vejen for blandt andre Edward Hopper og David Hockney

Felix Vallottons ”Europa og tyren” er fra 1908 og hans måske kendteste værk. – Foto fra udstillingen.
Felix Vallottons ”Europa og tyren” er fra 1908 og hans måske kendteste værk. – Foto fra udstillingen.

Felix Vallotton er ikke en af de kunstnere, som er bedst kendt i den brede offentlighed. Til gengæld er han kendt af stort set alle kunstnere, ikke mindst af dem, der brød igennem i det 20. århundrede. Han er om nogen blevet kunstnernes kunstner.

Det skyldes, at Felix Vallotton var en mand kendetegnet ved store, men diskrete modsætninger. Hans billedverden er af samme grund gådefuld og sine steder både skurrilt mærkværdig og ganske åbenlyst appellerende til beskuerens sanselige og lystbetonede blik. Hans malerier og grafiske arbejder kan også stedvis være smukke og indtagende, stedvis ironiske, satiriske og distancerede og stedvis direkte forfærdende.

LÆS OGSÅ: Spændende kunst på Mudam i Luxembourg

Kunstneren, der er født i Lausanne i Schweiz, rejste tidligt i sin karriere til Paris, hvor han brød igennem både som kritiker, forfatter og frem for alt billedkunstner. Felix Vallotton startede som en central skikkelse i den franske symbolisme i 1890erne, men endte før sin død med at foregribe surrealismen og popkunsten, ikke blot som europæisk fænomen, men også som amerikansk. Der går en lige linje fra Felix Vallotton til eksempelvis Edward Hopper, Henry Darger og David Hockney. Men undervejs i sit korte, intense 60-årige liv nåede den myreflittige mand at inspirere adskillige kunstnere og filmskabere, herhjemme i Danmark så forskelligartede kunstnere omkring år 1900 som Vilhelm Hammershøi og Robert Storm Pedersen og hvis vi springer 100 år frem: Katrine Ærtebjerg.

Felix Vallottons stil er, hvad der i dag med et moderne engelsk ord kaldes for cool. Hans billedværk er på en gang køligt kalkulerende og gedulgt lidenskabeligt, distanceret og voldsomt erotisk, hemmelighedsfuldt og fuldkommen direkte, ironisk og stærkt engageret, ikke mindst i den krig, han kom til at bevidne fra sidelinjen, Første Verdenskrig.

Felix Vallotton meldte sig som frivillig, men blev kasseret og omsatte sit humanistiske engagement i kunstneriske vidnesbyrd, men også her på en æstetiserende og sært uvirkelig måde, hvor krigen bliver en skueplads for vrangvreden menneskelig lidenskab, ikke ulig Jean Cocteau, hans samtidige, hvis roman om krigen, Under foregivende fra 1923, netop er kommet i dansk oversættelse.

Udstillingen i Paris er ganske befriende ikke bygget kronologisk op, men samlet i 10 store tematiske ophængninger, der afspejler sider af Felix Vallottons paradoksale personlighed og hans både erotiske, æstetiske, sociale og (køns-)politiske engagement. Med overskrifter som Idealisme og linjens renhed, Hemmeligheder og løgne, Det fotografiske øje, Kvindelige duetter, Iskold erotik, Moderne mytologier og Dette er krig! tematiseres Vallottons værk, og det illustreres, hvordan kunstneren kredser omkring de samme emner livet igennem, selvom han kan skifte stil og veksle mellem sine karakteristiske sort-hvide træsnit og malerier, set og skabt med en voyeurs blik.

Felix Vallotton blev i sine formative år i 1890erne knyttet til den kreds af kunstnere, som kaldte sig Les Nabis en fransk variant af det hebraiske ord for profeter.

Les Nabis var en række disciple af Paul Gauguin, som ønskede at skabe en kunst mere på idealismens, drømmens og den religiøse passions præmisser end på virkelighedens. Gruppen talte blandt andre Emile Bernard, Maurice Denis, Paul Serusier, Pierre Bonnard og Edouard Vuillard, sidstnævnte blev Vallottons gode ven. Les Nabis kan i Frankrig ses på Musée dOrsay og Musée Maurice Denis i pariserforstaden Saint Germain-en-Laye, hvor Vallotton også er fyldigt repræsenteret. Igennem Vallottons engagement med Les Nabis kommer der også en dansk vinkel på kunstneren, idet gruppen herhjemme blomstrede i kredsen omkring Johannes Jørgensens epokeskabende tidsskrift Taarnet (1893-1894) med de danske nabi-malere Mogens Ballin, Ludvig Find og hollænderen Jan Verkade som bidragydere. De kendte og dyrkede Vallotton.

Men Felix Vallotton blev allerede blandt Les Nabis kaldt for den fremmede. Han var og blev en solitær skikkelse i de kunstneriske miljøer og brød da også med Les Nabis i 1903 for at gå sine helt egne veje. Men med sig tog han det stiliserede formsprog med den klare streg og kontur, der rammede figurerne ind, det let uvirkelige, drømmende og visionære i blikket på landskabet, tingene og ikke mindst menneskene, det forenklede formsprog og de stærke, kontrastfyldte farver. Felix Vallotton fungerede sideløbende med sin frie kunstneriske karriere som illustrator i bøger og på magasiner. Der er således en grafisk forenklet, visuelt prægnant og nærmest plakatagtig synlighed over hans værk. Det er ikke til at se bort fra.

Og man ser da også gerne! Vallotton var som generationerne omkring år 1900 stærkt optaget af kvinden og ikke mindst hendes nye rolle som selvstændigt tænkende, udøvende og frigjort væsen. Kvinderne var ved at erobre en ny position i offentligheden, både kunstnerisk, politisk, juridisk og erotisk med selvstændige krav, der fik det gamle patriarkat til at vakle og manden til at føle sig truet, endog på livet. Det førte til de særeste dæmoniserede og misogyne kvindeskildringer tænk her i Norden på Munch, Ibsen og Strindberg! - men også til en ubændig fascination af det kvindelige hos manden. Vallotton er ingen undtagelse i den henseende. Kvindeskildringerne fylder meget i hans værk, og de balancerer raffineret mellem underkastelse og pikant dominans.

En række af Vallottons træsnit, der blev umådeligt populære i samtiden, illustrerer mere eller mindre ironisk kønskampen og kvindens evne til at forføre manden og snøre ham ind i den nok så bekendte strindbergske spændetrøje. Men de vidner også om den naturlige gensidige tiltrækning og forførelsens strategier, hvor magt, penge og erotik indgår i uhellige alliancer. Vallotton kikker ind i tidens borgerlige interiører og afdækker diskret, hvad der foregår i de rum, der forskyder sig for blikket og bliver både hemmelighedsfulde og en anelse uhyggelige, hvis ikke fortryllende.

Som maler var Vallotton angiveligt inspireret af den franske klassicist Ingres og malede kvinden med en tilsvarende utilsløret nøgenhed. Men vulgært bliver det aldrig, hans voyeuristiske blik er båret af nysgerrighed og forundring over kvindens skønhed, udstråling og sfinksagtige mystik. Hendes eget værd. Hendes sluttethed om sig selv. Han forskønner hende ikke på det punkt ligner han slet ikke Ingres men maler kvinden, som hun ser ud i en blanding af naturlighed, saglighed og stilistisk mesterskab. Vallotton er en opmærksom iagttager. Det er muligvis banalt at sige om en maler. Men i tilfældet Vallotton bliver resultatet alt andet end banalt. Han er lidenskabeligt optaget af sit forehavende, men det er tydeligt, at han også er lidenskabeligt optaget af lidenskaben som fænomen, som kunstnerisk praksis. Ilden anes igennem krystaller af is, kunne man også sige.

Udstillingen dokumenterer, hvordan Felix Vallotton som flere andre samtidige kunstnere gør brug af fotografiet. En del af hans malerier er blevet til efter fotografiske forlæg, taget af ham selv med et Kodak bokskamera. Det er tydeligt, at Vallotton ikke tænker på fotografiet som en genre i sig selv, men alene bruger det som redskab for at fremhæve, hvad netop maleriet kan. Det er de maleriske kvaliteter, der optager Vallotton, og dermed kunstnerens evne til at stilisere og kondensere virkeligheden og slå fotografiets dengang sort-hvide tristesse over i knaldende stærke farver.

Vallotton brugte fotografiske forlæg til en del af sine nøgenstudier, men også til sine landskabsstudier, blandt andet fra badestedet Etretat i Normandiet. Kunstneren er en original landskabsmaler, der også her bruger det fotografiske blik til at zoome ind på motivet eller skære det af, så badescener og gadescener virker tilsyneladende tilfældige, abrupte og vilkårlige i udtrykket. Hans landskaber og scenerier fra livet i det fri er ofte set i fugleperspektiv, så beskuerens blik formelig kastes fra himlen ned mod jorden. Både hans landskaber og stilleben stråler af en stærk, dekorativ skønhed og er i flere tilfælde ikke mindre særprægede og nærmest surreelt grænseoverskridende end hans nøgenstudier.

Ved udstillingens slutning spidser det til. Det er her, kunstnerens billeder af krigen vises. Den store grusomme verdenskrig med slagmarkerne i blitzlys, men også den mindre, men tilsyneladende ikke mindre grusomme krig mellem kønnene, som Vallotton hyller i mytologiske gevandter. Europa kæmper med tyren i et velkendt billede, og i et andet totalt bizart maleri jager Perseus lansen igennem dragen, mens en kvinde i åbenlys væmmelse vender ryggen til, mens et tredje billede skildrer en flok nøgne rasende kvinder, som flår Orfeus. Til sidst ligger manden død med en kniv igennem brystet i en parafrase over Hans Holbeins Kristus i graven fra 1521. Den isolation og melankoli, der kendetegner Felix Vallotton fra begyndelse, er der også ved slutningen af hans liv. Verdenskrigen har mørknet hans væsen, kvinden har forvirret det. Men anskuet som helhed er Felix Vallottons billedverden både pirrende, lystfyldt og præget af et kunstnerisk overskud og en uomtvistelig originalitet.

Hans billeder ligne nogle, vi i kunsthistorien har set sidenhen, men aldrig før. Det er en stor kvalitet.

Felix Vallotton 1865-1925. Grand Palais, Paris. Katalog, red. Isabelle Cahn. Udstillingen kan ses frem til den 20. januar 2014. Herefter Van Gogh Museet, Amsterdam fra den 14. februar til den 1. juni 2014 og The Mitsubishi Ichigokan Museum, Tokyo fra den 14. juni til den 23. september 2014.