Når det gælder forholdet til andre musikalske genrer, kan det klassiske musikliv i Europa godt tage ved lære af de seneste årtiers udvikling i Nordamerika.
Her er det i nogen grad lykkedes at bygge bro mellem klassisk og pop/rock, hvilket kan aflæses i den helt særlige amerikanske genrebetegnelse ”indieklassisk”. Udtrykket favner to grupper, dels en række unge New York-komponister med rødder i 1960’ernes minimalisme, dels musikere fra populære indierockbands, der har kastet sig over at skrive musik til klassiske orkestre og ensembler.
Canadiske Bell Orchestre er en af repræsentanterne for denne udvikling. Flere af medlemmerne kommer fra det populære band Arcade Fire, der har været hovednavn på både Roskilde Festival og Northside. Da sekstetten mødte op i Musikhuset Aarhus lørdag aften, var det således med en tre kvarter lang komposition, ”House Music”, som de sammen med Aarhus Symfoniorkester havde uropført en uge forinden i Elbphilharmonie i Hamborg.
”House Music” er skrevet af de seks musikere i fællesskab og bød på den form for enkel harmonik og tydelig dansende puls, som kendetegner mange nye kompositioner fra indieklassikken. I forgrunden lå gentagne mønstre fra en forstærket kontrabas, som blev bakket op af trommesæt, en smule synthesizer, forstærket violin, et par forstærkede messingblæsere og så selvfølgelig: symfoniorkestret.
Det, der adskilte denne koncert fra mange andre møder på dansk jord mellem klassisk og pop/rock, var, at orkestret flere gange trådte frem med dragende, modstandsrige fællesmassiver og på den måde blev en ligeværdig stemme. I hvert fald når ”House Music” var bedst – der var også passager med for stærk affinitet til generisk fusionsjazz, hvor både sekstet og orkester blev til gennemsigtig baggrundsmusik.
Mest iøjnefaldende var det dog, hvordan dette på mange måder nutidige og nordamerikanske værk indeholdt klare paralleller til den musik, som Aarhus Symfoniorkester havde indledt koncerten med før pausen: Stravinskijs 100 år gamle suite fra musikken til balletten ”Ildfuglen”. Dét i en grad, så det blev tydeligt, at tiden siden Stravinskijs første værk for orkester i høj grad har været ildfuglens århundrede.
Et af de mest karakteristiske stiltræk ved det populære standardværk er brugen af gentagelsens kraft til at skabe fornemmelser af ritual og uundgåelighed. Stravinskij udnytter potentialet fuldt ud. Han tegner et filmisk drama op i spillet mellem træblæsernes følsomme individualitet, de nærmest metafysisk forudanende messingblæsere og det store autoritative strygerhav.
Til sidst, i suitens finale, slår alle disse kræfter sig sammen i en bastant og enkel melodi, hvor individ og kollektiv bliver ét – uden tvivl et af de stærkeste øjeblikke i musikhistorien, som blev sitrende forløst med tyske André de Ridder på dirigentpodiet.
Og det var netop, når Bell Orchestre byggede videre på de samme stiltræk, at ”House Music” stod allerstærkest. Her var det ganske vist individet, der styrede slagets gang, og det orkestrale kollektiv, der kun glimtvis fik lov at udvise autoritet, men det var fortsat de enkle, rituelle melodier, der stod i centrum og blev brugt til at bygge kompositionens klimakser op.
På den måde viste det sig, lidt overraskende at være en meget vellykket idé at sætte et standardværk af Stravinskij op over for en repræsentant for indieklassikken. De kastede lys over hinanden og over gentagelsens destillering gennem 100 år. De illustrerede også fint, at danske orkestre roligt kan fortsætte med at udforske de tendenser, der udgår fra de klassiske musikmiljøer i vest.