Prøv avisen

Ildsjæle holder lyset tændt i Bovbjerg

Da den sidste fyrmester i Bovbjerg blev opsagt, satte en gruppe lokale sig for, at de ville forsøge at overtage fyret. I dag er det et levende kulturhus med 40.000 besøgende årligt. Foto: Bo Amstrup

Bovbjerg Fyr har stået solidt plantet på den jyske vestkyst i mere end 135 år. Men en overgang så fyrets fremtid ikke så lys ud. Det lavede en gruppe lokale om på, da de pustede nyt liv i fyrtårnet og dermed sikrede tårnets og dets histories overlevelse

Fuldmånen lyser med sit let dunkle lys op på den vestjyske nattehimmel over det gamle røde fyrtårn i Bovbjerg. De tusindvis af stjerner stråler klart i mørket, som kun bliver brudt af fyrets blink, der lyser ud over det brusende Vesterhav. To blink tæt efter hinanden inden for 15 sekunder.

Sådan har det gjort, lige siden den store linse, der stadig sidder i tårnet, for første gang blev tændt. Det skete dog først, et par år efter at fyret lyste for allerførste gang ved solnedgang den 30. december 1877. I de allerførste år lyste fyret nemlig med fast lys.

Engang boede der tre familier i fyrtårnets tilhørende bygninger. En fyrmester, en 1. fyrassistent, en 2. fyrassistent og deres familier. Men i 2003 fraflyttede den sidste fyrmester fyret, og bygningerne har ikke været brugt til beboelse siden.

De stod imidlertid ikke tomme længe. Siden 2007 har Bovbjerg Fyr nemlig fungeret som et blomstrende kulturhus, som tiltrækker folk fra nær og fjern til oplevelser på fyret. Og sådan er det også i aften. Fyrets frivillige har arrangeret oplægsrækken ”Mit liv i glimt”, og i aften er det tidligere leder af Lemvig Museum Ellen Damgaard, som skal fortælle om sit liv. Det foregår oppe på 1. salen i fyrmesterboligen, hvor assistenten plejede at bo.

Se billeder fra arrangementet her. 

Fra toppen af fyrtårnet kan man se forlygterne på bilerne, der nærmer sig ad den mørke grusvej, som selvfølgelig hedder Fyrvej. Inde i fyrmesterboligen sidder Heidi Krejberg klar til at tage imod aftenens publikum og deres betaling.

”Velkommen,” siger Heidi og smiler til de nyankomne. ”Du skal få det for en 50'er, men hvis du vil give 500, tager jeg også imod det,” siger hun og griner. ”Der er kaffe og kage i pausen, og vi tager ikke imod klager bagefter,” siger hun med et stort smil på læben.

Heidi Krejberg er lidt af en hyggespreder. Hun har været med siden 2004, så hun har også været engageret i selve opstarten af projektet, og i dag er hun blandt andet formand for støtteforeningen.

Bovbjerg Fyr blev bygget ved Bovbjergs højeste punkt omkring 40 meter over havet. Tårnet er 26 meter højt, og det giver en flammehøjde på 62 meter, der i god sigtbarhed kan ses i 16 sømils afstand. Fyret er kalket rødt, så søfolkene ikke skulle forveksle det med kirketårnene i Ferring og Trans, der indtil da havde fungeret som de eneste sømærker på denne del af kysten.

Fyrtårnet i Bovbjerg er et anduvningsfyr, og det betyder, at det skal vejlede skibe, som ude på havet nærmer sig land. Sådan var det i hvert fald i gamle dage. I dag har den teknologiske udvikling skabt moderne navigationsudstyr, så skibene ikke længere behøver fyrtårne til at lede sig gennem mørket. Men nogle fyr får lov til at lyse som en ekstra sikkerhed.

Ovenpå er publikum ved at have fundet sig til rette på stolene, som er stillet op i aftenens anledning. Der er kommet mange, så der bliver lige fundet et par ekstra stole frem, så der er plads til alle. Bagest i lokalet står der en højtaler, og Ellen Damgaard har fået en mikrofon på, så alle kan høre, hvad der bliver sagt. Og det er vist ikke så tosset, for de fleste af de fremmødte har nået pensionsalderen, men der er også dukket nogle af de arbejdsramte op, som de siger på fyret. Inden foredraget kan begynde, skal der synges en sang. Det er Erik Bertelsens ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” fra 1939.

”Lyset slår blink over Limfjordens vande,/ tindrer og ler i et stridigt spil,” synger de højt, så det kan høres ude i mørket.

Da der er sunget færdig, begynder foredraget, og Ellen Damgaard fortæller om mennesker og oplevelser, som har kastet et særligt lys over hendes liv.

Den teknologiske udvikling har som udgangspunkt gjort de gamle anduvningsfyr overflødige, og det har skabt en usikker fremtid for den kulturhistorie, som fyrtårnene indeholder. En historie om en søfartsnation, kystlinjen og livet ved fyret. At udviklingen skulle gøre visse jobs og bygninger overflødige i deres oprindelige funktion er uundgåeligt, men hvis de gamle tårne forfalder, er der risiko for, at de tager et stort kapitel af Danmarks kulturhistorie med i graven.

Fyret blev allerede i 1965 automatiseret, og i 2003 sagde det sidste personale farvel til fyret. I dag kunne der have været kulsort omkring det røde fyr. Men det er der ikke. Hovedårsagen hertil er Ane Margrethe Bjerre, der for 12 år siden besluttede, at hun ville gøre, hvad hun kunne for at sikre fyrets fremtid. Hun er født og opvokset på egnen, og med undtagelse af ganske få år har hun altid boet i nærheden af fyret, som har en stor betydning for hende.

”Når jeg kommer over bakkerne, og jeg kan se lyset fra fyret, så ved jeg, at jeg er hjemme,” fortæller hun.

Som barn gik Ane Margrethe Bjerre i skole med børnene fra fyret. Hun mindes det som en stor oplevelse at komme til børnefødselsdag i det gamle fyr.

”Det var en helt anden verden at komme derop. Det var sjovt, fordi vi fik lov til at komme op i tårnet og fik forklaret om fyret. Det så anderledes ud dengang, fordi der jo blev brugt levende ild,” fortæller hun.

Da Ane Margrethe Bjerre i 2003 hørte, at fyret skulle sælges, gik hun sammen med Marianne Lisbygd og Mette Rasmussen om at forsøge at erhverve fyret til offentlig brug. Det gjorde hun, fordi hun ønskede, at det skulle være et fælles projekt på egnen. Efter halvanden måned havde de fået 700 underskrifter fra folk, som støttede op om idéen, og de tre kompagnoner gik i gang med at gøre idéen til virkelighed.

Det tog fire år, og i 2007 var fyret en selvejende institution med en fondsbestyrelse og et anpartsselskab. Lige siden er det vokset, og i dag er der 150 frivillige og 650 medlemmer i støtteforeningen.

Ane Margrethe Bjerre synes, det er vigtigt, at fyret bliver bevaret, fordi det trods alt har en 100-årig historie og tradition bag sig. Hun mener, at de er med til at give en del af danmarkshistorien videre. Og fyrets historie spiller derfor også en vigtig rolle i kulturhuset. I nordfløjen på 1. sal er der indrettet et historisk værksted, som kaldes fyrforstand. Her kan man blive klogere på alt fra fyrmestrene og livet på fyret til strandingerne ud for fyrets kyst. Udvalget ”Fyrforstand” står for udstillingen og tilbyder rundvisninger, hvor defortæller fyrets historie.

En af fyrforstanderne er Ellen Damgaard, der i sit foredrag fortæller om, hvordan lyset fra fyret har kastet sit lys over hendes liv. Og hun forklarer, hvor vigtige de frivillige er for det liv, der i dag er på Bovbjerg Fyr.

”Den lille bitte pære, som sidder oppe i tårnet, ville man ikke kunne se, hvis den lå på jorden, men på grund af den store linse kan man se den meget langt væk. Det samme gælder med de frivillige her på fyret. Det er dem, som får lyset til at brede sig,” siger Ellen Damgaard.

Aftenen er ved at være forbi, men inden de fremmødte kan bevæge sig ud i mørket, skal der synges en sang mere. Og denne gang er det Alex Garffs ”Sensommersang”.

”Når aftensolen på sin flugt/ bag sorte grene svinder,/ om årets sidste røde frugt/ den tungt og mildt os minder.”

Ane Margrethe Bjerre, som er født og opvokset på egnen, tog i 2003 initiativ til at bringe nyt liv ind i det gamle fyr. - Foto: Bo Amstrup
Da Bovbjerg Fyr blev bygget, var der ingen fyrtårne på den jyske vestkyst fra List til Hanstholm - en strækning på omkring 200 km.Fyret er bygget af fyringeniør C.F. Grove.