Prøv avisen
Bøger

To ildsjæle mellem kærlighed og kunst

5 stjerner
"Carl og Marie – kunst og kærlighed” rummer et udvalg af breve mellem de to ægtefæller, komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen. Foto: Ritzau Scanpix.

Carl Nielsen og hustruen Anne Maries breve fra en tid, hvor postgangen gennem Europa var forbløffende hurtig, er forrygende læsning

Mellem 2005 og 2015 udkom den store ”Carl Nielsen Brevudgaven”. Nu har Skuespilleren Lotte Andersen og journalisten Amalie Kestler gjort det fuldkomment legitime, at de har skabt et udvalg af breve mellem de to ægtefæller, komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen, som hun jo til nutidens forundring mærkeligt nok hed. Det er blevet til en yderst intens bog, forrygende læsning. Her er intet til at forstyrre relationen mellem de to, når alle breve til andre er taget bort. Vi har de to ildsjæle, de to karrieremennesker, der vil deres kunst fuldt og helt. Carl let, lyrisk – Anne Marie intenst insisterende på det fundamentale, det sande. Musikken over for leret.

Det er, når brevene præsenteres på denne måde, rystende privat, det blik vi får. Ofte hedder det i brevene, at modtageren skal brænde dem, men nej. De er der med al deres passion, deres insisteren, deres håb, ønsker. De to er ”soulmates”, de er i den grad et par, et kunstnerpar, der forstår hinanden. De er begge vitalistiske i deres grundopfattelser, tror på livet, livet selv, dets energier; på kærligheden, som den besynges i Carls ”Hymnus Amoris” med Anne Maries titelblad.

Anne Marie – eller Marie som hun kaldes – påtager sig arbejde i Grækenland med rekonstruktion og farvestudier i den arkaiske kunst. Det er og bliver hendes gennembrud. Hun arbejder med verdens fremmeste arkæologer, får opgaver for Europas store museer, men skubbes dog som kvinde lidt til side. Hun skal også derfor være der. I Grækenland. Hun har efterladt familien hjemme. Carl savner hende, mener ikke, han alene skal stå for børnenes opvækst. Han skriver og skriver. Vil have hende hjem, men nej. Der er mange opgaver i Grækenland og Italien. Den charmerende fynbo kan ikke undgå at falde for Marie Møller, som Anne Marie selv har sat til at være hans medhjælp, og for sin violinelev. Marie har ikke skænket det en tanke, at det kunne og måtte ske. Hun har tænkt på kunst og karriere, det nødvendige – og forudsat at de to var enige om kunstens kald og trofaste over for hinanden.

Det er ikke fordi, Carl ikke gør op. Han ønsker skilsmisse, men hun afslår, for blot senere at finde ud af, at hun er blevet bedraget. Det er uhyre svært at se, hvem slangen i paradiset er. Er det kunsten? Er det de tos stræben, ambition, karriere?

De er et kunstnerpar, der kender alle andre kunstnere og dermed også kender til de spektakulære skilsmisser – tænk på Krøyer, Willumsen, Stuckenberg og Strindberg. De er eksponerede, og især Marie bliver helt slået ud af kurs.

Det ender med en separation i 1919. Det er, som om Carl lettere ryster sine fejltrin af sig, men Marie fastholder ham i rollen som en slyngel og charmør. Det er, for at sige det igen, hjertegribende at læse med i disse breve. Det er så privat, så privat, men også fantastisk at se, hvordan de skaber deres egen nye historie i det moderne: Stjerneparret, der ikke kan holde sammen. Hvordan de sublimerer, skaber videre – og sejrer.

Carl har dårligt hjerte, og efter et stort anfald i 1922 finder de to sammen igen. Langsomt og forsigtigt bygger de deres forhold op igen – under stadige koncertrejser for ham og rejser efter opgaver og på kure for sit dårlige helbred for hende. Hun arbejde med sit hovedværk under hårde forhold, i kulde, fugt og regn. Vi ser, hvordan deres liv så alligevel lykkes – og at de formodentlig finder en ny afdæmpet lykke med hinanden i familien.

Historien er velkendt. Den er fint beskrevet i Anne Christiansens Anne Marie Carl Nielsen-biografi. Det geniale i denne udgivelse er den ufiltrerede nærhed til de to. At man læser deres på mange måder vildt og voldsomt skrevne breve fra en tid, da postgangen gennem Europa var forbløffende hurtig. De er som sms’er blot med lidt længere leveringstid.

Man kan sige, at det er svært for en uøvet læser at følge med i disse breve, der ikke er transskriberede, men fulde af fejl, sjusk og underforståede referencer. Men det er det rigtige. Først da kan intensiteten mellem de to forplante sig til læseren her hundrede år senere. Andersen og Kestler hjælper, med gode mellemafsnit og med lister over de nævnte personer, læseren til at orientere sig så nogenlunde.

Billedstoffet er fint. Vi ser også eksempler på brevene, så den opmærksomme læser kan afsløre en translitterationsfejl. Det er dog ikke de to udgiveres ansvar. Gyldendal kunne således måske også have sørget for, at bogens titel bare et sted var anført rigtigt. Bogen er ikke en letlæser, men den er så afgjort sliddet værd.