Prøv avisen

Illusionen om altings forklaring

Ifølge Richard Dawkins er Gud er et bedrag, som mennesker ville have det meget bedre med ikke at tro på. Han betegner religiøs tro som en mental sygdom. – Foto: Richarddawkins.net.

RELIGIONSKRITIK; Richard Dawkins ateisme og afvisning af Gud er lige så intolerant og doktrinær som det værste af den religion, han gør udfald imod

Flere millioner eksemplarer af Richard Dawkins bog Illusionen om Gud er langet over diskene i alverdens boghandler siden offentliggørelsen i 2006. Bogens uforsonlige bredside mod al form for religion, ikke mindst den jødisk-kristne, har gjort den britiske videnskabsforfatter og Oxford-professor til mangemillionær. Nu skal danske bogkøbere til at bidrage til festen. I dag udkommer bogen på dansk med hele to oversættere, for den er sandt for dyden noget af en mundfuld at kapere.

Forestillingen om, at religionen vil forsvinde i takt med videnskabens fremgang, har ikke holdt stik, og bogen her er en af flere bestsellere på markedet, som noget krampagtigt insisterer på, at al form for tro er overtro og ødelæggende. Man kan ikke fortænke nogen mennesker i særligt USA i at få en vis afsmag for religion, når især den kirkelige højrefløj blander sig så voldsomt i det politiske liv. Men Europa er ikke USA. Derfor er det svært at forstå, at Illusionen om Gud er blevet et så storsælgende hit også her.

Bogen er videnskabligt lærd, men den er også manipulerende og uforsonlig i sin totale og til tider populistiske afvisning af religionen. Dawkins er fundamentalistisk ateist. I hans tidligere bøger har han holdt sig til at forklare videnskaben for sine læsere og er blevet kaldt en af vor tids mest indflydelsesrige formidlere af videnskab. Men nu vil han noget mere. Hans ærinde er at omvende troende til sin egen overbevisning om, at der ikke findes nogen Gud eller noget overnaturligt overhovedet. Enhver form for religion, herunder også en mild, moderat mellemvare af protestantismen, er med til at legitimere ekstremismen, fordi forkyndelsen af tro i det hele taget skaber grundlaget for, at eksempelvis rabiate muslimer kan retfærdiggøre terrorangrebet på World Trade Center i USA, lyder det i bogen.

Religion er om ikke roden til alt ondt, så til meget. Tonen i bogen slås an i andet kapitel, der indledes sådan: Den Gud, der optræder i Det Gamle Testamente, er formentlig den mest utiltalende person i litteraturen: både nidkær og stolt over at være det. Han er smålig, uretfærdig, ikke-tilgivende kontrol-freak. Han er en hævngerrig, blodtørstig etnisk udrenser, han hader kvinder, er en homofobisk, racistisk, barne-, folke- og sønnemorder, der slår folk med pest. Han lider af storhedsvanvid og er en sadomasochistisk, lunefuld og ondsindet tyran.

Denne ekstremt overfladiske udlægning og forståelse af Gud, som han i øvrigt et andet sted betegner som uhyret fra Bibelen, gør alene, at man med et suk har lyst til at lægge bogen fra sig. Men man gør Dawkins uret, hvis han alene bedømmes på sine iltre udfald mod troen.

Dawkins er vidende. Hans indsigt i udviklingslæren er formidabel, og han formår med sin pædagogiske pen at åbne denne naturens forunderlige verden for læseren. Vil man forstå darwinismen og udviklingslæren, er man her i gode hænder. Dawkins sværger til denne forståelse af altings sammenhæng. Det er den naturlige udvælgelse i et og alt, der styrer menneskelivet, mener han. Selv den menneskelige godhed og trang til at hjælpe andre er styret af udvælgelse. Dawkins gør op med den del af moralfilosofien, der mener, at etik har sit holdepunkt i religionens forestilling om grundværdier, der ikke står til debat. Moral er hævet over religionen og er skabt af udviklingen, mener han.

I et mere vidtløftigt afsnit argumenterer han for, at menneskets trang til godhed måske er udtryk for en fejlslutning i den darwinistiske udvikling. Fuglen har lært, at den skal proppe mad i halsen på skrigende fugleunger med åbent næb. Gør den det, viderefører den sine egne gener og sikrer artens overlevelse. Men når gøgen lægger sine æg i rørsangerens rede, så den lille sangfugl bruger al sin energi på at fodre gøgeungerne, er der koks i det darwinistiske system. Kunne det tænkes at vores trang til at være den barmhjertige samaritan er udtryk for en fejl, som er analogt med rørsangerens forældreinstinkt, når den slider og slæber for en gøgeunge? spørger Dawkins. Han mener selv, at det er tilfældet. Venlighed mod andre, altruisme, gavmildhed, empati, medlidenhed er alle fejlslutninger i darwinistisk forstand. I virkeligheden har den darwinistiske udvikling alene disponeret os for at være gode ved andre, fordi vi bærer på en nedarvet erfaring fra tidernes morgen, hvor mennesker boede i små grupper, og det her var en fordel for den enkelte at handle godt mod andre ud fra devisen: Når jeg er god ved dig, er du god ved mig.

Dawkins ser således mennesket drevet ud fra hensynet til egeninteresse, men at hans tese skulle være dokumenteret viden er svært at se. Over for hans såkaldte videnskablige forståelse af menneskers evne til at vise barmhjertighed står kristendommen, der påstår, at næstekærlighedens forudsætning er, at man vender sig bort fra sit eget ego, og at den kærlighed, som mennesker evner at vise hinanden, er en afglans af den kærlighed, Gud viser mennesket.

Dawkins giver dog enhver troende noget at tænke over, men søger man at bygge bro imellem tro og viden, er det ikke her argumenterne skal findes. Dawkins vil have troen helt ud af menneskers hjerner og hjerter. Hans videnskablige argumentation er stærk, men halter filosofisk og kompenserer ved at blive demagogisk.

Lige så lidt som en troende kan bevise Guds eksistens, lige så lidt kan Dawkins bevise, at Gud ikke eksisterer. Derfor griber han til den finte at fastslå, at Gud er et anliggende for videnskaben, og da videnskaben kræver beviser, og de ikke foreligger, er han så godt som sikker på, at Gud ikke eksisterer.

Han giver derfor ikke meget for det besindige synspunkt, at tro og viden ikke er hinandens modsætninger, men derimod fint kan leve side om side. At kristendommen altid har anerkendt fornuften, og at de mange videnskabelige opfindelser i Europa op igennem middelalderen og frem til oplysningstiden næsten uden undtagelse blev gjort af kristne, der så troen som en drivkraft til at udforske Guds skaberværk.

Dawkins har ikke blik for det og fastslår lakonisk, at dengang var kristendommen eneste accepterede religion og argumenterer med, at de fleste videnskabsmænd i dag er ikke-religiøse. Ergo: Fornuftige mennesker har indset, at Gud ikke er til. Derfor er troen på Gud ufornuftig.

Enhver forestilling om, at Gud er en mulig forklaring på universets oprindelse, the big bang, afviser han. At Gud skulle spille en rolle i den naturlige udvikling, som Darwin har beskrevet, tror han heller ikke på.

For alt det, vi ikke kan forklare i dag, vil videnskaben på et senere tidspunkt kunne forklare, mener han. Vi skal ikke fylde hullerne i vores viden ud med troen på Gud, skriver han og har for så vidt ret. Videnskaben gør bestandigt fremskridt og giver menneskeheden forklaringer på ting, der ikke tidligere kunne forklares.

Men stadig: Tro er tro, og derfor kan eller skal den hverken bevises eller modbevises.

Bogens danske titel Illusionen om Gud er en venlig oversættelse af det engelske The God Delusion, som egentlig burde have været oversat med Gudsbedraget. For Dawkins mener, at Gud er mere end en illusion. Gud er et egentligt bedrag, som mennesker vil have det meget bedre med ikke at tro på. Han betegner religiøs tro som en mental sygdom.

Man skal læse Dawkins bog, hvis man ønsker en indføring i udviklingslæren og søger argumenter for ateismen. Men tankevækkende er det, at den helt igennem materialistiske tænkning, der præger hans verdensbillede, er uden poesi, ånd og mysterium. Det er en af bogens utilsigtede pointer, at den fundamentalistiske sekularisme og hardcore ateisme, som Dawkins lægger for dagen, er lige så intolerant og doktrinær, som det værste af den religion, han gør udfald imod.

4Richard Dawkins: Illusionen om Gud. Med forord af Clement Kjærsgaard. Oversat af Henrik Mossin og Søren Markers. 432 sider. 349 kroner. Forlaget Thaning & Appel. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk