”Imam bag tremmer” vil punktere myter om muslimer, men det lykkedes ikke helt

Fængselsimam Waseem Hussains bog løfter sig desværre ikke over det private

Skildringerne af såvel egne fortræffeligheder som af muslimers forhold i Danmark bliver nemlig en kende gråtonede, og derfor kommer Waseem Hussains projekt med at punktere en række myter om muslimer til at stå lidt svagt, da det mangler et bredere empirisk fundament og perspektiv, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Skildringerne af såvel egne fortræffeligheder som af muslimers forhold i Danmark bliver nemlig en kende gråtonede, og derfor kommer Waseem Hussains projekt med at punktere en række myter om muslimer til at stå lidt svagt, da det mangler et bredere empirisk fundament og perspektiv, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Leif Tuxen.

Fængselsimam Waseem Hussain har en mission. Han vil gerne vise de indsatte, at man godt kan begå sig i det danske samfund, selvom man tager sin religion alvorligt. Og han mener, at man kan komme langt med de profetiske karaktertræk som tålmodighed, ydmyghed og hårdt arbejde. Det er hans eget liv i hvert fald et bevis på.

Waseem Hussain, født 1983, er søn af forældre, der immigrerede fra Pakistan, og opvokset i Helsingør i et hjem, han beskriver som standardmuslimsk. I sin bog ”Imam bag tremmer” skildrer han blandt andet barndommens kulturmøder med danskernes skilsmisser, kæledyr, fester og manglende respekt for den ældre generation, og han fortæller om sin uddannelse og sin religiøse vækkelse, om sine jordanske studier i den islamiske jura, og om sit liv som ægtemand og far til tre. Samt om sit virke som imam i Vestre Fængsel. Alt sammen kronologisk og omstændeligt fortalt med en detaljeringsgrad, der udmærket kunne have været mindre, ligesom man sagtens kunne have kommet flere farver på paletten.

Skildringerne af såvel egne fortræffeligheder som af muslimers forhold i Danmark bliver nemlig en kende gråtonede, og derfor kommer Waseem Hussains projekt med at punktere en række myter om muslimer til at stå lidt svagt, da det mangler et bredere empirisk fundament og perspektiv. Han slutter fra sin egen personlige historie til det generelle og gør sig selv og sin familie til repræsentativ. Som for eksempel når han fortæller, hvordan ingen mænd i hans familie har undertrykt kvinder, og hvordan det er kvinderne selv, der har valgt at gå med tørklæde, hvordan han selv blot gik et enkelt år i institution og ikke i nævneværdig grad var en del af foreningslivet, hvordan han kun talte pakistansk med sine forældre – og hvordan han alligevel hurtigt blev den dygtigste i skolen og klarede sig godt, hvilket i hans bog tjener som bevis på, at integration ikke nødvendigvis rimer på assimilation.

Men Waseem Hussains afsæt er sympatisk, og han udfordrer i sin bog, der hælder mere til den biografiske side end til den debatterende, såvel danskere som muslimer på deres respektive og temmelig stereotype billeder af hinanden, når han gør op med især andengenerationsindvandrernes kollektive offermentalitet (og i den forbindelse kommer til at skønmale førstegenerationsindvandrernes forhold) – og med danskernes tro på, at mediernes skrækhistorier er repræsentative. Han ser det som sin fornemste opgave som imam at vise, hvor langt man kan nå med de profetiske karaktertræk, hvilket i hans eget liv har vist sig at være gangbar mønt. Men man fornemmer, at der skal mere til for ikke mindst de mange kriminelle, som han til daglig omgås i Vestre Fængsel, omend det ville være smukt, hvis svaret på en vellykket integration var at finde i den enkelte.