”Mit spørgsmål: Hvordan kan så meget liv forsvinde? Og mit svar: Det kan det heller ikke.”
Således indleder journalist og forfatter Claus Grymer (født 1946) sin bog om tiden under sin kones sygdom og efter hendes død, og han skildrer indlevende og uhyre enkelt sin fornemmelse af en både reduceret og alt for tydelig væren i kølvandet på hendes bortgang. Som han skriver:
”Nu, hvor hun ikke er her mere, er der intet, der kan sløre synet af mig. Jeg fremtræder uden den forsoning, som hun ved sit væsen skænkede mig. Før blev jeg altid set gennem hende. Det var min redning. Den eneste. Nu er det mig selv, man ser – og ikke mindst som jeg selv ser.”
”Hvordan lever man når man har mistet livet?” kredser om et af dødens paradokser – at være tvunget til at undvære det uundværlige – og den falder i to dele: ”Døden i livet” og ”Livet i døden”. Teksterne er korte, der er nogle, der stiller åbne spørgsmål og giver åbne svar, som illustreret ovenfor, og der er andre, der skitserer scener fra deres fælles liv og fra enkemandens liv alene. Sygdommen berøres svagt, men benævnes ikke. Og Claus Grymer skildrer smukt deres væsens-forskelligheder, som har fulgt dem livet igennem og følger dem ind i sygdommen og frem til døden, hendes sandhedssøgen, hans fornægtelse, og den ensomhed, der kommer snigende allerede inden døden: den sorg og det savn, der melder sin ankomst allerede inden adskillelsen.
Det er svært at skrive om sorg uden at strejfe klichéen, hvilket blot sker en sjælden gang for Claus Grymer, som når det visner indeni ham, og det er svært at skrive nuanceret om de døde. Og ligesom man sidder og tænker, at det måske også kan blive for smukt, kommer han en i forkøbet, når han siger:
”Jeg vil muligvis blive bebrejdet, at det, jeg skriver på disse sider, i for høj grad har karakter af en hyldest til min hustru. Jamen, jeg kan godt selv se, at det kan virke overvældende med alle de positive udsagn. Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg få sandheden til at dæmpe sig? Er det, hvad der skal til, hvis jeg skal have læserne til at tro på, at jeg har den med mig?”.
Men man tror ham, og man følges med ham gennem tabet og gennem erkendelsen af, at hans kone nok er død, men ikke borte, at han lever i det, som hun gav ham.
Med sin fine, lille bog viser Claus Grymer, som mange andre før ham – C.S. Lewis i ”En sorgens dagbog”, Joan Didion i ”Et år med magisk tænkning” og ”Blå timer”, Naja Marie Aidt i ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” for blot at nævne nogle få – at litteraturen kan rumme sorg, også den, det kan være svært at finde sprog for, og at man i litteraturen lykkeligvis kan stille alle de eksistentielle spørgsmål, som vanskeligt, om overhovedet, lader sig besvare.