100 skinnende messingspir er bundet sammen på kryds og tværs af snore. Formen er den samme, men højden varierer. Normalt bliver messingspir af denne art brugt i Indien til at sætte på religiøse bygninger. På toppen af spiret placerer inderne symbolet for den religion, bygningen repræsenterer: om det så er en halvmåne, et kors eller det hinduistiske tegn. Her står spirene tomme for religiøse symboler, men flettet sammen med hinanden.
LÆS OGSÅ: Ikke et geni, men en mester
Messingspirene fylder godt op i det rum, der er indgangen til kunstmuseet Arkens nye udstilling om Indien: India: Art Now. Udstillingen åbner i dag sideløbende med museets anden udstilling om Indien, der under navnet India: Fashion Now viser indisk haute couture-mode af både etablerede og nye indiske designere.
Udstillingerne på Arken er en del af projektet India Today/Copenhagen Tomorrow. Målet er at bringe det moderne Indien til Danmark ved at fremme udvekslingen af kultur, videnskab og handel mellem de to lande.
Arken er hovedmanden bag projektet, der foruden museets udstillinger India: Art Now og India: Fashion Now præsenterer indisk film, moderne indisk dans og musik, forskning og kulturudveksling.
Udstillingen India: Art Now viser alt fra billedkunst, installationer, videokunst og skulpturer. Ifølge museumsdirektøren på Arken, Christian Gether, er kunstnerne ikke valgt ud fra, hvorvidt deres værker bedst kendetegner den indiske samtidskunst, men ud fra, at det er 13 fremragende kunstnere.
Selvom kunstnerne alle er af indisk oprindelse, er flere af dem opvokset eller har boet uden for Indien. Men det er kendetegnende, at de er vendt tilbage til de to indiske millionbyer New Delhi og Mumbai, hvor hovedparten af dem arbejder i dag.
Museumsinspektør på Arken Dorthe Juul Rugaard mener, at én ting kendetegner de 13 kunstnere:
De udvalgte kunstnere har lokalt afsæt og arbejder globalt, siger hun.
Det lokale afsæt ser man i værket Behold af Sheela Gowda. Her snor et fire kilometer langt reb sig ind og ud af kofangere, der hænger på rummets fire vægge. Rebet vælter rundt i rummet i cirkler og klumper, så man skal kigge på gulvet, hvis man ikke vil træde på det.
Selvom det sorte reb og de blankskinnende kofangere ikke umiddelbart syner af noget, der af de fleste forbindes med Indien, er udgangspunktet indisk. For rebet er flettet af hår fra indiske pilgrimme, det er klippet af og ofret, når de har besøgt et tempel. Det er en ganske god forretning at sælge det kraftige indiske hår til udlandet, da det ofte er fri for hårfarve og andre kemikalier og derfor er mere værd.
Hårresterne efter salget bliver traditionelt flettet sammen til korte snore, som inderne snor rundt om kofangeren på deres bil og bruger som en amulet. Ligesom i Subodh Guptas værk med messingspirene, Terminal bliver den religiøse betydning en anden end oprindelig eller forsvinder ligefrem, fordi symbolerne er sat i masseproduktion og snoet sammen om hinanden på kringlede måder.
Det er ikke blot religiøse symboler, der kendetegner udstillingen. Også kunstnernes globale udsyn fylder meget.
Indien er en nation med engelsk som fællessprog, og inderne kan betragtes som et globalt nomadefolk, siger Christian Gether og hentyder til, at inderne har gjort deres indtog i mange andre verdensdele end den asiatiske. Måske derfor er den indiske samtidskunst, som Arken viser, meget mere end bare klassisk indisk og får hurtigt en til at skyde eventuelle fordomme positive som negative ned.
For kan man overhovedet tale om klassisk indisk samtidskunst i et land, der huser over 1,3 milliarder mennesker, som taler 100 forskellige sprog, og der, selvom hinduismen er den største religion i landet, ingen statsreligion har? Diversiteten i landet er stor, og måske derfor er det nemt for inderne at orientere sig mod andre dele af verden. Forskelligheden er dog ikke blot årsagen til, at Arken har valgt at lave en stor udstilling med indisk samtidskunst.
For Christian Gether handler det om, at Indien er på vej til at overtage Kinas plads som det land, man orienterer sig mod. Den indiske kunstscene har udviklet sig eksplosivt siden begyndelsen af 1990erne og udgør ifølge Christian Gether et af de mest spændende kraftcentre i samtidskunsten.
De indiske kunstnere tager fat på problematikker som overforbrug og mange inderes drøm om at drage til udlandet i værkerne på Arken.
Kunstnerduoen Thukral og Tagra fokuserer på drømmen om at flygte fra Indien i værket THE ESCAPE! Resume/Reset (Flugten! Fortsæt/ Nulstil). Installationen, der fylder et af Arkens store rum op, er lavet specielt til Arken og har været undervejs i fem år.Værket er en blanding af flysæder i alskens lyserøde nuancer, arkadespil malet på væggene med tilhørende lyde og elementer fra en dagligstue. På væggene hænger lamper, der sammen lyser det verdenskendte tegn SOS, og foran seks af flysæderne kan man se film og høre historier om temaet flugt på indbyggede iPader.
Ifølge Thukral og Tagra handler installationen om folk, der lever i en drøm og vil migrere væk fra Indien.
Kunstnerne fortæller, at inderne tidligere har villet flytte fra deres land på grund af politiske problemer. Nu er problemerne væk, men inderne vil stadig væk, forklarer Sumir Tagra og Jiten Thukral, der står i den netop færdigbyggede installation.
Projektet er et arkadespil om at leve i en drøm. Folk kan skifte sæder, så de også er en del af spillet. Du er publikum, passager og seer, supplerer Jiten Thukral.
Installationen er ikke en kritik af, at mange indere rejser udenlands, selvom det kan synes sådan.
Man skal stadig rejse, men man skal vide, hvad man gør, og hvorfor man gør det. Det er det vigtigste, siger Jiten Thukral.
På en af væggene hænger røde plasticflasker med portrætter klistret på. Det er mennesker fra Thukral og Tagras lokalsamfund, som gerne vil fortælle om temaet flugt.
Kunstnerduoen Thukral og Tagra er ikke de eneste kunstnere på udstillingen, der bruger personlige elementer i deres værker. Den mest personlige udstilling er ifølge museumsinspektør Dorthe Juul Rugaard og overinspektør Stine Høholt installationen Walls of the Womb (Livmoderens vægge) af Reena Saini Kallat.
Kallats værk er et rødt rum med 12 røde sarier på væggene. Sariernes blødhed og det blide lys omslutter næsten som en livmoder, men samtidig er rummet stort og fremmedgørende. På sarierne har Kallat broderet opskrifter fra sin mors kogebøger med blindskrift, og i midten af rummet ligger tre håndskrevne opskriftshæfter slået op på forskellige madretter.
Kallat mistede sin mor som otteårig og begyndte at tænke mere over forholdet til moderen, da hun selv fik børn. Det gik op for hende, at hun huskede sin mor gennem taktile ting som sarier og moderens mad. Trods forsøg på at huske sin mor kunne hun ikke se hende for sig. Tilsvarende har Kallat broderet moderens opskrifter med blindskrift, da mindet var fremmedgørende.
Selvom Kallats sarier mere er til pynt end til at røre ved, har Arkens udstilling flere ting, hvor man som beskuer aktivt kan gå ind i værket. Blandt andet Atul Dodiyas værker, der viser malerier bag en garagedør, som kan rulles op og ned.
Et af de mest deltagerkrævende værker er dog Shilpa Guptas videoinstallation Shadow 3. Værket går først i gang, når man som deltager og tilskuer går ind i det. Det tager nemlig udgangspunkt i tilskuernes egne skygger, der kommer op på bagvæggen i rummet.
Skyggerne arbejder ikke alene, men bliver ovenfra tilført snore, som rammer hver tilskuers skygge. I snorene daler forskellige genstande langsomt ned, store som små. Alt fra radiatorer til nipsgenstande ryger en for en ned. Hvis man rører en anden skygge, kan man give dem ens ting. Stille og roligt kommer der flere og flere ting ned, og pludselig kommer tingene ikke kun ned fra oven, men også fra neden. Til sidst er tilskueren gemt helt væk i tingenes egen skygge, og værket bliver sort.
Gupta viser forbrug og overforbrug, som også eksisterer i Indien, hvor mange fattige ernærer sig ved at samle og sortere det, vi andre ser som skrald. Indien er ved at blive et i-land, men det har også sine bagsider. Bagsider, som de indiske samtidskunstnere gerne tager fat på i Arkens nye udstilling.
Udstillingen India: Art Now kan ses på Arken i Ishøj til den 13. januar 2013.
