Ind i et nationalt norsk traume

Jan Kjærstads roman ”Storefjeld” er en medrivende fortælling om et nærmest umuligt emne: Breivik og Utøya

Undervejs i handlingen kommer Jan Kjærstad (som også er teolog) med veloplagte hip til tidens kærlighedsevangelium, der ikke levner megen plads til klassisk luthersk syndsbevidsthed og pligtetik i moderne ægteskaber, og beskriver dynamikken i et moderne medieliv med veloplagt præcision. –
Undervejs i handlingen kommer Jan Kjærstad (som også er teolog) med veloplagte hip til tidens kærlighedsevangelium, der ikke levner megen plads til klassisk luthersk syndsbevidsthed og pligtetik i moderne ægteskaber, og beskriver dynamikken i et moderne medieliv med veloplagt præcision. – . Foto: Mette Solberg Fjeldheim.

Den amerikanske forfatter E.L. Doctorow har engang fortalt, at han var kommet meget langt med at skrive en roman om spionparret Ethel og Julius Rosenberg, da han skrottede samtlige manuskriptsider. Problemet var fortællestilen. Doctorow havde skrevet en traditionelt fremadskrivende roman i realistisk stil med samme synsvinkel. Men retssagen mod det berømte par under den kolde krig, der chokerede den amerikanske befolkning og nærmest udviklede sig til et nationalt traume, var så kompleks, at en simpel måde at fortælle historien på ikke ydede den retfærdighed.

Så Doctorow måtte tilbage til skrivebordet og skabte i stedet en flerstrenget fortælling med mange synsvinkler, sprængt kronologi og en biperson i hovedrollen: parrets søn, Daniel. Da Rosenberg-romanen udkom i 1971 med titlen ”Daniels bog” – og ja, den er også spækket med bibelske referencer – blev den en bestseller og den måske bedste roman i Doctorows ellers virkelig mangefacetterede og historisk bevidste forfatterskab. Et værk, der benyttede alt det gode ved den selvbevidste, metalitterære stil i postmodernismen, og som indfangede de mange sider af det jødiske ægtepars eksistens og deres betydning for amerikansk selvforståelse. Historien var der for Doctorow; han skulle bare finde den rette måde at fortælle den på.

Lignende overvejelser må den norske mesterfortæller Jan Kjærstad (født 1953) have haft, da han fik idéen til ”Storefjeld”. Hvordan i alverden nærme sig Breivik, Utøya og norsk selvforståelse efter den 22. juli – ja, ikke bare nærme sig, men gå helt ind i traumet, endevende det og prøve virkelig at forstå, hvad der skete, da Norge ”tabte sin uskyld”, som det hurtigt kom til at hedde – i romanform? Hvilken stil skal man vælge, hvordan skal historien fortælles?

Svaret i den både medrivende og tankevækkende nye roman er: gennem tre stemmer og med tre vinkler. Bevidst placeret før Breiviks massakre. En roman med spændingselementer, der også er en klassisk idéroman.

”Storefjeld” har sin titel efter Arbeiderpartiets leder, Arve Storefjeld. Ham er den let udbrændte journalist Ine Wang ved at skrive en biografi om, da den gamle kæmpe og fire familiemedlemmer findes brutalt myrdet i en afsidesliggende hytte midt i den norske idyl. Det handler første del af romanen om.

Tredje del af romanen handler om politikersønnen og novelleforfatteren Nicolai Berge. Han har i den norske udgave givet romanen navn – ”Storefjeld” hedder på originalsproget ”Berge” – og denne ændrede vægtlægning er værd at fundere over efter endt læsning. Ligesom med Doctorows roman lægger Kjærstads op til at overveje, hvem der egentlig er ”den rigtige” hovedperson, og om det overhovedet giver mening at dele romanfigurer op i hoved- og bifigurer?

Midter- eller andendelen af romanen fortælles af byretsdommer Peter Malm, som udnævnes til dommer i sagen, da den mistænkte efter drabet på Storefjeld og hans familie er fundet. Både han og journalisten Ine oplever en vis øget livsintensitet i skyggen af de bestialske mord i hytten. Ja, som den journalist, hun er, må Ine jo erkende, at timingen er perfekt: Netop som hun har sat sidste punktum i en biografi om landsfaderen – den gamle arbejderhelt, hvis yndlingsduft af nybagte hjerteformede vafler kun overgåes af lugten af nylagt asfalt – myrdes han i en muligvis politisk motiveret massakre. Tal lige om perfekt timing for bogsalget. Den enes død...

Forbindelsen mellem Berge og Storefjeld, de to ”titelpersoner”, er, at Nicolai Berge på et tidspunkt var kæreste med Storefjelds datter, Gry. Berge-familien kommer fra den mere akademiske fløj i partiet, globalister med miljøhensyn højt på dagsordenen, mens Storefjeld-grenens traditionalister føler sig mere hjemme på cementen i værftshallerne end på de bonede gulve i Bruxelles.

Med alliancen melle Gry og Nicolai, nærmest en Romeo og Julie-historie, var der en tid lang udsigt til forsoning mellem de stridende parter i partiet, for i de skandinaviske velfærdsstater er socialdemokratiernes aktuelle retning altid en målestok for nationens sande tilstand. Gang på gang og løbende gennem romanen lader Kjærstad os elegant vide, at ”Storefjeld” handler om mere end ”bare” nogle personer. Romanen handler også om den norske sjæl. Og hvad betyder det så, at de to elskende – de to retninger i partiet – har brudt med hinanden? Og hvordan reagerer Berge på afvisningen?

Undervejs i handlingen kommer Kjærstad (som også er teolog) med veloplagte hip til tidens kærlighedsevangelium, der ikke levner megen plads til klassisk luthersk syndsbevidsthed og pligtetik i moderne ægteskaber, og beskriver dynamikken i et moderne medieliv med veloplagt præcision. Handlingen foregår i 2008 (altså før massakren på Utøya; igen: romanen handler ikke om Brevik i direkte forstand), så vi befinder os et nøk eller to fra nutidens konstante nyhedsopdateringer, men især figuren Ine Wang kommer med eksistentielle suk over journalistikkens tilstand i en tid med klikjagt, sensationslyst og de sociale mediers allestedsnærvær. Skulle man for tiden se den glimrende dokumentarserie ”The Fourth Estate” om The New York Times’ daglige arbejde efter Trumps indsættelse som præsident, der sendes på DR 2, får man med den og Kjærstads roman et interessant indblik i moderne medieliv. Hvordan reagerer en nation på en massakre? Hvordan cirkler man sig ind på ofre og gerningsmænd? Hvem er egentlig hoved- og bipersoner i det fælles, nationale liv? Og hvad kan kunsten – romankunsten – bidrage med, når terroren rammer? Et sted i Peter Malm-afsnittet tænker byretsdommeren: ”Hvad er en god bog? En bog som forvirrer læseren. En af digtningens opgaver er at få læseren til at sætte spørgsmålstegn ved grundlæggende forestillinger man hidtil har taget for givet”.

Sådan en bog er ”Storefjeld”.