Prøv avisen
Film

Rørende, hjertevarm og dybt menneskelig film

5 stjerner
Erik Clausen og Bodil Jørgensen yder hinanden et rørende modspil i “Mennesker bliver spist”.

Erik Clausen har med ”Mennesker bliver spist” skabt en både morsom, hjertevarm og bevægende film om en mand på vej bort i demens

Erik Clausen har som de fleste humorister en hang til både det sentimentale og det melankolske. Det er ikke nogen dårlig egenskab for en filminstruktør. Ja, Erik Clausen har skabt nogle af sine bedste film på den frysende melankoli som ”Felix” (1982) og mesterværket ”Manden i månen” (1986).

I det seneste årti har han - som regel med sig selv i hovedrollen - lavet film efter film om den lille rodløse mand, der er ved at være udateret. Med sin arbejderromantik, sin solidariske livsindstilling, sit forhold til det modsatte køn - og til de nye generationer. Altid med et glimt i øjet og en tilgang til stoffet præget af selvironi og en pæn portion social humanisme.

Men også med et strejf af viltert anarki og trodsig insisteren på stadig at være til, være i live og være i gang.

Set i det lys er hans nye film ”Mennesker bliver spist” en både værdig og rørende finale, før det sidste spot blænder ned. Titlen er hentet fra en sang af salig John Mogensen, men det er nu ikke den, man husker, når man har set filmen, og det sidste billede af en virrende og fraværende Erik Clausen er frosset på lærredet. Det er Kim Larsens ”Ind i mørket”, der er skrevet til filmen, og handler om det, som også er filmens bærende tema: alderdom og demens. Film og sang danner tilsammen en gribende afslutning på det lange farvel, menneskelivet i de sene år kan tage sig ud som.

Erik Clausen spiller i filmen mekanikeren Herluf, der er på vej til at glide ind i sig selv og væk fra verden. Hans ægteskab med Ingelise (Bodil Jørgensen) er stivnet i rutiner, og hun har af samme grund indledt en affære på jobbet med en anderledes potent insisterende mand.

Datteren (Lærke Winther) skal giftes for tredje gang, og Herluf er ikke meget for at punge ud og skulle holde tale til bruden endnu en gang. På jobbet kværner technomusikken, og Herluf er ved at blive vanvittig af støjen; så meget, at han glemmer, hvad han er der for. En dag får han ikke ordnet bremserne på en bil med fatale følger, og han sendes på sygeorlov af mester.

Det er et klassisk Erik Clausen setup, befolket af gamle kendinge fra hans film som Leif Sylvester, Helle Ryslinge og Elith Nulle Nykjær, men også af yngre kræfter som Nicolas Bro og Rasmus Botoft. De spiller alle fortræffeligt, fordi Erik Clausens manus rummer den ene komiske perle efter den anden. Man sidder og klukler undervejs. Men grundtonen er melankolsk, og kameraets billede fryser gang på gang og står stille. Det fryser, fordi Erik Clausen som Herluf gestalter alderdommen i dens mest hjerteskærende afmagt og forvirring. Det gør han med et bemærkelsesværdigt underspillet gehør.

Et fint greb undervejs er et polsk mellemspil. Herluf bliver på vej bort i demensen væk fra sig selv og sine nærmeste, og befinder sig pludselig - både bogstaveligt og overført - i et andet land med et andet sprog og en anderledes tilgang til tilværelsen. Paradoksalt er der pludselig nogen, der forstår ham i den babylonske forvirring.

Der er altid mange gode viljer i Erik Clausens film, og de udmønter sig i et banalt, men behjertet spor i filmen, der handler om Herlufs omgivelser. Når Herluf forsvinder, står omgivelserne tilbage. Manden i midten, som ingen egentlig kerede sig om, er væk. Og de, som står tilbage, må finde sammen for at finde ham, sig selv og hinanden igen. Alle de bekymringer, som de har haft i livet, blev jo aldrig rigtig til noget.

De mister kraft og betydning, når ulykken rigtig rammer. Det er filmens humanistiske budskab.”Mennesker bliver spist” handler om at blive set, overset - og genset. Som Erik Clausens vigtigste modspiller er Bodil Jørgensen helt utrolig god som hustruen Ingelise, der gradvist indser, hvad hun er i færd med at sige farvel til. I filmens almene muntert melankolske strøm af replikker og scener står hun som en søjle af menneskelig smerte og erkendelse. Hvilken præstation!

I starten af filmen har Herluf og Ingelise en samtale, hvor Herluf forsøger at overbevise hende om, hvorfor han nødvendigvis må købe en ”vintage” Triumph-motorcykel. ”Det er en klassiker,” argumenterer Herluf. ”Du kan sgu selv være en klassiker,” svarer Ingelise.

Erik Clausen er blevet det i dansk film. En klassiker. Han er en af de få virkelige auteurs, nationen har fostret, og alle hans film er gennemsynet af hans personlige håndskrift og underskrevet med hans personlige signatur.

Det kan i nogle af hans film være en hæmsko, men i ”Mennesker bliver spist” er det det bestemt ikke. Det er en rørende og dybt menneskelig film. Se Erik Clausens film og hør Kim Larsens sang.