Ind i præstefamilierne på godt og ondt

Bogen ”Præstebørn” tegner et ujævnt billede af barnelivet i 12 præstefamilier

Jeg er ikke præstebarn, men jeg har præstebørn. Derfor var det med megen interesse, at jeg læste bogen ”Præstebørn”. Jeg ved egentlig ikke, hvor stor interessen er for en bog med så smalt et tema uden for kredsen af præster og den kernemenighed, der får løftet lidt af sløret ind til ”maskinrummet” i sognets hellige almindelige præstefamilie, men der er åbenbart noget særligt ved at være præstebarn.

Jeg kan tit undre mig, når jeg læser fødselsdagsomtaler af ældre mænd og kvinder, der har udvirket ikke så lidt selv i deres liv, at man så lige skal have den med, at der er tale om en præstesøn eller -datter. Det er åbenbart et lidt ekstra eksotisk krydderi.

Tina Hastrup von Buchwald, der selv er præst i Blistrup Kirke i Nordsjælland og præstemor til en søn, har redigeret bogen og samlet bidrag fra 12 præstebørn, hvor de alle prøver at bestemme dette krydderi. De 12 er forskellige i alder og geografi, og alene det gør, at krydderiet ikke er let at bestemme. Redaktøren skriver i sit lange forord om nogle karakteristika ved præstebørn, at de blandt andet ved, at man synger forvunden og ikke forsvunden i ”Et barn er født i Betlehem”, og at man ved fester ofte bliver spurgt, om man gerne må drikke alkohol. En af bidragyderne er biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh-Poulsen. Han kan et andet karakteristikum, nemlig at præstebørn har dobbelt borgerskab, et i verden udenfor og et derhjemme. Det husker jeg også fra mine egne børn, der for eksempel kunne være ret saftige i deres sprogbrug på udebane, men altid var pæne derhjemme.

Af de 12 bidragydere er der to, der er født i 1940’erne (Birthe Rønn Hornbech og Jacob Holdt), tre fra 1950’erne (Poul Nesgaard, Peter Aalbæk Jensen og Henrik Wigh-Poulsen), to fra 1960’erne (Jens Albinus og Marianne Christiansen) og en fra 1970’erne (Katrine Winkel Holm) og de resterende fire (Lars Lindhardt, Feodora Wester, Felicia Weile og Mikkel Buchwald) er fra 1980’erne og 1990’erne.

Der er meget forskel på indhold, længde og kvalitet af de 12 bidrag. Der er bidrag, der nok burde være udeladt, og andre, der burde være omredigeret. Efter endt læsning kan man konstatere, at der er sket noget med præstegårdslivet i løbet af den seneste generation.

Oplevelsen af at være præstebarn har ændret sig en del fra Birthe Rønn Hornbechs dage i et københavnsk bro-sogn til den nyeste tid i en forstad, hvor præsteboligen ikke mere på samme måde er centrum i præstens virke. Her er den private og den arbejdsmæssige del nærmest adskilt.

Når man læser Birthe Rønn Hornbechs tankevækkende indlæg om barnelivet i Sions Sogn på Østerbro, så går det op for en, hvor meget der er ændret i den folkekirkelige embedsforvaltning. I hendes barndom var præstegerningen et familieforetagende med faderen som præst, moderen som ulønnet præstekone på fuld tid og to børn, der også tog del i præstegerningen både om søndagen ved højmessen og ved sognearrangementer. I dag er præsteægtefællen oftest udearbejdende, og de fleste kirkelige aktiviteter er henlagt til sognegårde. Birthe Rønn Hornbech rejser det interessante spørgsmål, om det fortsætter den vej med forvaltningen af embedet? Så bliver kaldet til et job med en 37-timers arbejdsuge. Har vi så ikke sat den lutherske embedsforståelse over styr? Den klassiske lutherske præstefamilies historie, som vi just har fejret 500-året for, er måske så ved at rinde ud.

Et andet indslag, der vækker til eftertanke, er Katrine Winkel Holms, der bærer titlen ”Søndag var en festdag“. Det handler om hendes barndom i Seem Sogn ved Ribe, hvor stemningen i hjemmet bar præg af gudstjenesten, enten fordi børnene selv havde været med i kirke, hvilket var frivilligt, eller fordi faderen kom hjem fra gudstjeneste med nyheder og friskbagt brød fra Sønderportbageren i Ribe. Så var der dømt søndagsafslapning efter veludført gerning. Søndagen var noget særligt. Ikke bare en forskelsløs-weekend-søndag. Det var en dag, som hun skriver, hvor ”musikken spiller, og tonerne tindrer trindt om Jehovas højhellige navn”.

Flere af indslagene i bogen tager fat på den svære side af præstegårdslivet, hvor der er krise på den ene eller anden måde. Det kan være enten på det personlige eller embedsmæssige plan. Dér spiller musikken ikke rigtig, og idyllen i præstegården krakelerer. Det præger selvfølgelig også præstebørnene.

Præstebørns liv foregår på forskellig vis. Nogle falder i gryden som børn og får nok, andre reagerer imod, men de fleste tager dog duften fra bageriet med sig videre i livet på en god måde. Et bedre redaktionsarbejde ville have klædt bogen.