Man kan skrive hele bøger om, hvor fantastiske de første linjer i romaner kan være. Her åbner Vladimir Nabokov sin store roman Lolita fra 1955: Lolita, mit livs lyst, mine lænders lue. Min synd, min sjæl. En åbning, der er lyrisk, æggende, rig på bogstavrim og samtidig påpegende romanens dobbelthed mellem synd og livsnødvendighed. Det er Humbert Humbert, der oplever Lolita som sin synd og sjæl.
Han er europæisk forfatter af den klassiske skole og er landet i USA, den nye verden, efter en fatal ungdomsforelskelse og et forlist ægteskab hjemme i den gamle verden. Mødet med USA bliver altforandrende, for så sandt som Lolita handler om en besættelse af en ung pige, handler den også om en besættelse af et nyt land, USA, og af det engelske sprog, som russiske Nabokov havde lært som barn.
Humbert er narcissist, en af verdenslitteraturens største. Han er også en overmåde veluddannet humanistisk akademiker og en forfatter med ordet i sin magt.
Lolita er skrevet i tilbageblik og i jeg-form, som en langt forsvarstale til nævningerne i en retssag, hvor Humbert er anklaget for sex med mindreårige. Eftersom den ekstremt velformulerede Humbert er romanens fortæller, er Lolita en meget stor nydelse at læse, fuldkommen fri for den lummerhed, som navnet Lolita ellers forbindes med. Det er præcis som forfatteren Naja Marie Aidt skriver i sit fine forord til den nye udgave, der udkommer i denne uge:
Man skal primært læse Lolita, fordi det er en af de mest elegante, sanselige, vidunderlige, morsomme, fortvivlende, hardcore, overlegne, velkomponerede romaner, der findes.
Humbert Humbert sniger sig i romanens begyndelse ind på Lolita under dække af sit ægteskab med pigens mor, Dolores Haze. Da hun dør i en bilulykke, er han endelig alene med Lolita, som han indleder en rejse med rundt i hele USA, i stigende grad på flugt fra myndighederne. Romanen er derfor også en road novel, der bringer læseren rundt til alle delstater og rummer et væld af rammende person- og miljøskildringer af USA anno midt-1950erne. Da romanen udkom i ny dansk oversættelse i 2011, skrev vi her i avisen blandt andet:
Humberts fascination af Lolita skyldes, at hun er ung; ligesom USA i sammenligning med den gamle verden i Europa. Vladimir Nabokov var selv emigrant til USA, en lærd mand i et ungt land, men i modsætning til Humbert venligheden selv og aldrig i nærheden af sin hovedpersons lyster. Han skulle imidlertid forsvare og forklare bogen i en uendelighed. Blandt de forfattere, der har lært meget af Nabokovs stil og altid rost ham til skyerne, er John Updike og Martin Amis. Sidstnævnte skriver i et essay om romanen: Store romaner er chokerende; og så, efter at chokket stilner af, kommer eftervirkningerne. Det er sandt; man bliver aldrig helt færdig med Lolita, og mange har da også læst den flere gange og hver gang fundet nye lag i den. Den bevæger sig i forbudt terræn, besættelsens territorium, og skildrer en type: narcissisten og æsteten, som bruger andre mennesker i sit spil for at kunne skrive om dem, en eksistensform, som også både Kierkegaard og Martin A. Hansen skrev om.
Naja Marie Aidt skriver i forordet til den nye udgave, at hun hele ungdommen ikke turde eller ville læse romanen. Men så skete det omsider, i 2010, med følgende resultat: Min verden ændrede sig.
Dét vil mange nye læsere af Nabokovs gamle bog givetvis også opleve, for den er forbløffende langtidsholdbar.
