Prøv avisen
Bøger

Ind med udkanten

Det er hverken markedets eller globaliseringens skyld, at Danmark er ved at knække midt over. Centraliseringen er resultatet af en række politiske beslutninger, fremgår det af de to bøger om Udkantsdanmark, her set fra Lolland. - Foto: Miriam Nielsen/Scanpix

Det er sidste chance, hvis centraliseringen ikke skal anlægge uoprettelige skader for Danmark, lyder budskabet i to bøger, der tager livtag med udkantsproblematikken

En udtjent campingvogn klæber sig op ad et hus med fladt tag, den gullige maling skaller af, foran vognen en tilsyneladende permanent skrotbunke. Omslagsillustrationen på bogen ”Udkants-myten” lægger ikke romantiserende slør ind over det derude, tværtimod. Vi har at gøre med noget, der er værre end et håndværkertilbud, det er usælgeligt.

Det handler om Danmark, om sammenhængskraft og om den del af landet, vi de senere år har lært at kende som Udkantsdanmark, en betegnelse, der slog igennem i 2009 og lige så stille lader kendskabet til bygaden i Nakskov og til smedene i Lem fortone sig langt ude i horisonten. Blot få kilometer fra Rådhuspladsen i København eller den østjyske 100-kilometerby er der kun - udkant.

Det er geografen Kaare Dybvads fortjeneste, at han i ”Udkantsmyten” faktisk skriver landet frem igen. Han har været rundt, og det hele Danmark genopstår nærmest hen gennem siderne i den stærkt anbefalelsesværdige debatbog. Dybvad fremlægger både en analyse af status quo og centraliseringen og giver nogle helt konkrete løsningsforslag. Det handler om politik; pointen er, at det hverken er markedets eller globaliseringens skyld, at Danmark er ved at knække midt over. Centraliseringen er resultatet af en række politiske beslutninger, og ”udkantsmyten” knæsættes kulturelt og mentalt af forfattere og filmskabere, der fortæller historierne om landet, hvor der bor unge mødre og bistandsmodtagere, misbrugere og moralsk korrumperede eksistenser, som er ude af stand til selv at rette op på deres situation.

Et taberland, som alene holdes oppe af udlignings- og støtteordninger fra de driftige byområder. Det er denne myte, Kaare Dybvad dementerer bid for bid. Hovedstaden profiterer for eksempel af de mange statslige arbejdspladser, taxameterordninger i uddannelsessystemet tapper provinsen. Størstedelen af landets eksportvirksomheder finder man i provinsen; det var smede fra Lem, der skabte grundlaget for Vestas. Industrien flytter ikke ind i byen. Hvis den flytter nogen steder, flytter den ud af landet - selv om de fleste ellers har indset, at det ikke længere holder at forestille sig, at Danmark kan klare sig uden fremstillingsindustri. Uddannelser centraliseres under radaren for politisk kontrol. Den menneskelige faktor er ikke den mindst betydningsfulde, når Dybvad opregner provinsens kvaliteter. Forpligtende fællesskaber i velfungerende lokalsamfund i provinsen kan for eksempel løfte integrationsopgaver, der kuldsejler på Nørrebro. Og så videre og så videre.

Hvad kan man gøre ved det? Kaare Dybvad har helt konkrete løsningsforslag på syv områder. Det er ikke nok med pulje efter pulje, der skal en samlet politik til. Det handler blandt andet om intelligent udflytning af statslige styrelser, stop for social eksport, ændrede skatteregler, så sommerhusejere betaler en del af deres skat i sommerhuskommunen - og udbygning af den digitale infrastruktur. Kaare Dybvad, der ud over at være chef i Væksthus Sjælland er folketingskandidat for Socialdemokraterne, har skrevet en vigtig debatbog, som burde være pligtlæsning for beslutningstagere.

Lidt mere spredt fægtning er der over ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes land 2.0”, hvor et advarselsskilt på omslaget advarer om ”fare for skred”. Bogen er redigeret af Ærø-oprørets to bagmænd, Viggo Mortensen og Finn Slumstrup, og består blandt andet af bidragene fra udkantsoprørets initiativmøde på Ærø i efteråret 2014.

Her finder man Gunnar Lind Haase Svendsens analyse af det negative sprogbrug i medierne omkring udkanten, lektor Lise Lyck udpeger de store syndere i skævvridningen af Danmark, nemlig udligningsordningen og plan-loven, som på nogle områder spænder ben for udviklingen i landdistrikterne. Og vi får nogle absurd groteske eksempler fra Bent Falbert på, hvordan bureaukrater spænder ben for livet i udkanten.

Flere af bidragene nævner nedlæggelsen af egnsudviklingsordningerne i 1990 som afgørende. Ordningerne blev erstattet af EU's regionale støtteordninger, men omkostningen var, at den regionale udvikling blev hevet ud af den nationale agenda; udkanten blev for alvor et problem, da nationalstaten blev sat ud af spillet, som Michael Böss påpeger. Det internationale udblik leverer Finn Slumstrup, der blandet andet peger på Norge som et land med en effektiv udkants- eller distriktspolitik. Den vurdering tilslutter Steen Piper sig, han er heller ikke er bleg for at slå et slag for Morten Korch og et vækstkritisk perspektiv. Doris Ottesen leverer et fint dybdeperspektiv med et essay om hjemlængsel som et element i det at søge til landet. Andre skriver sanseligt om glæden ved at bo på landet, ligesom en håndfuld tilflyttere fortæller hver deres korte udflytterhistorie: ”Send mere internet! Kobl os op til resten af verden,” lyder det fra Johanne Duus Hornemann, Møn, som så til gengæld lover at klare resten selv. Som man er vant til på landet.

Mere spredt som nævnt end Dybvad, men ikke desto mindre også med vigtige perspektiver på det Danmark, som må blive et vigtigt tema i den kommende valgkamp. Ind med udkanten.

kultur@k.dk