Det er pudsigt at tænke på, at Vilhelm Hammershøi var lige ved at blive glemt i forrige århundrede. Hammershøi, symbolismen og det åndfulde figurative maleri blev i årtier fortrængt af modernismens tro på det abstrakte eller konkrete, forestillingsløse billede, der erobrede kunstmuseernes vægge og fortrængte deres forgængere til magasinerne.
Men så begyndte rehabiliteringen af Hammershøi med Poul Vads murstensmonografi fra 1988, ”Hammershøi. Værk og liv”, der havde haft en lille forløber allerede 30 år tidligere, og Henrik Wivel fortsatte arbejdet med at revidere kunsthistorien gennem femte bind af Ny Dansk Kunsthistorie, der kom i 1994, og med en bog om Hammershøi to år senere.
Nu foreligger endnu en – omfangsmæssigt beskeden – bog om Hammershøi af den altid særdeles velskrivende Henrik Wivel, som denne avis’ læsere kender som flittig kulturskribent. Men inden vi kommer til anledningen og selve bogen et par introducerende ord om Hammershøi. Hvem var han?
Vilhelm Hammershøi (1864-1916) kom fra gode kår og modtog allerede som otteårig undervisning i tegning. Senere gik han hos den fine maler Vilhelm Kyhn, der var elev af Eckersberg, og i efteråret 1879 begyndte han på Kunstakademiet, hvor han blandt andre havde P.S. Krøyer som lærer. Hammershøi efterlignede ikke sin lærer eller samtidens malere, og Krøyer var klar over, at her var et særligt talent, man nok skulle lade passe sig selv. På Akademiet traf han blandt andre maleren Peter Ilsted og – hvilket får endnu større betydning – Peter Ilsteds søster, Ida. Ida og Vilhelm giftede sig i 1891.
Hammershøi rejste en del i Europa, udstillede i store udenlandske hovedstæder og blev opmærksom på Whistler, hvis maleri fik stor betydning for ham. James Abbott McNeill Whistler (1834-1903) var egentlig født i USA, men blev en amerikaner i Paris og London, hvor han udviklede et koloristisk følsomt maleri, der undertiden kan fremtræde næsten monokromt: landskaber og bymiljøer indhyllet i tåge med konturerne næsten opløst.
En klar konkurrent til den noget yngre Hammershøi. Eller rettere: Hammershøi kunne måske været blevet en alvorlig konkurrent, hvis han havde gjort de europæiske metropoler til sit udgangspunkt og slået sig ned i udlandet frem for i det lille København.
Til gengæld blev den danske hovedstad – ved siden af hustruen Ida og de stille stuer, hvori hun indgår, som var hun en del af møblementet – et af hans væsentligste motiver. Det er de gamle bygningers stille skønhed, der optager Hammershøi. Vendte han for en stund tilbage fra det hinsides, ville han blive bedrøvet, hvis han gik sig en tur langs havnen.
Hammershøi blev berømt i sin samtid. Den tyske digter Rainer Maria Rilke, den russiske balletimpresario Serge Diaghilev og den franske maler Auguste Renoir kan tælles blandt de store europæiske kulturpersonligheder, der beundrede ham.
Det samme gjorde advokaten og kunstsamleren C.L. David – ham vi takker for Davids Samling i Kronprinsessegade i København – der erhvervede en række af Hammershøis malerier, og det er Davids Samlings 14 billeder, der er anledning til udgivelsen.
I bogens sidste halvdel analyserer Henrik Wivel dem med sikker sans for både komposition og kunsthistorie.
Lige så pudsigt det er, at modernismen i nogen grad fortrængte Hammershøi & Co. i det 20. århundredes dominerende fortælling om dansk kunst, er det, som Kjeld von Folsach, museets direktør, bemærker i bogens forord, at Hammershøi også forsvandt fra væggene i Davids Samling. Tidligere ledere syntes ganske enkelt, at islamisk kunst, et af museets særlige undersøgelsesområde, var mere interessant.
Det synes Henrik Wivel ikke. Bogens indledende essay er en brillant overflyvning af Hammershøis værk og særkende, så også nytilkomne interesserede bliver taget under armen og ført mod strømmen i Henrik Wivels rolige fremstilling og inderlige sprogtone.
Hammershøis placering i symbolismen er velkendt – også fra Henrik Wivels tidligere tekster om kunstneren – men Hammershøi bliver også indskrevet i en art 1890’er-spleen-dekadencelitteratur, fordi Wivel inddrager et par i dag lidt glemte forfattere: Joris-Karl Huysman og Georges Rodenbach.
Førstnævntes hovedværk, ”Mod Strømmen”, der handler om at være en æstetiker, som afskærmer sig fra virkeligheden, har leveret titel til Henrik Wivels essay, og Rodenbachs mest kendte roman hedder ”Det døde Brügge”.
Den fortæller om den smukke belgiske by, der blev en tidslomme, og i Brügges ”natdunkle gader går (hovedpersonen) rundt og søger efter sin afdøde elskede”, som Henrik Wivel skriver.
På den måde giver Wivel også en indirekte forklaring på, at Hammershøi og hans æstetisk smukke billeder af verden af i går i løbet af adskillige af årtierne i sidste århundrede begyndte at føles uvedkommende. En ny virkelighed og en mere moderne verden, der krævede nærvær og engagement, trængte sig på.
Gæsteanmelder Torben Weirup er Berlingskes kunst- og arkitekturanmelder.