Det kommer nok bag på de fleste, at den verdensberømte, britiske zoolog Desmond Morris (født 1928) også er maler, og at han sluttede sig til surrealisterne i 1940’erne. At han i 1950 udstillede sammen med blandt andre Joan Miró, er der heller ikke mange, der ved. Men den er god nok, og skulle man have læst hans storsælgende bog ”Den nøgne abe” fra 1967 og måske også nogle af hans talrige bøger om dyreadfærd, eller har man set nogle af hans over 700 tv-programmer, så ved man også, at han er en brav fortæller, der serverer sine ofte kontroversielle iagttagelser med et glimt i øjet.
Det gælder også hans nye ”insiderbog” om 32 surrealister. Her overskrider han adskillige diskretionslinjer og lægger ikke fingrene imellem, når det gælder surrealisternes ofte eksotiske kærlighedsliv. At læse sig igennem Desmond Morris’ ellers meget morsomme bog føles lidt som at læse Ekstra Bladets dyneløftende sladderspalter.
Imidlertid tager morsomhederne undertiden over, og under læsningen savnede jeg nogle dybdegående værkanalyser, som kunne sætte kunstnernes mange udskejelser i relief, for kunstnere er jo i sagens natur interessante på grund af deres kunst, ikke så meget på grund af deres liv. Men på den anden side, hvis de er tilstrækkeligt berømte og ender som kendisser a la Salvador Dalí, Francis Bacon eller Pablo Picasso, der alle er portrætteret i bogen, så bliver de hyppigt ofre for den almindelige nyfigenhed fra offentligheden, som gerne vil vide alt om dem og måske slet ikke er så interesserede i deres kunst endda.
Morris skriver sig op imod den officielle kunsthistorie, som han mener går fejl af surrealisternes irrationelle kunst, da den ikke anser kunstnernes private liv for at have afgørende betydning for udformningen af deres værker. Med bogen vil han gerne give os ”det hele billede” af kunstnerne. Men ærligt talt ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal bruge disse biografiske oplysninger til andet end underholdende kuriosa. Læst med denne indgangsvinkel er bogen dog til tider særdeles underholdende.
Et af bogens morsomste portrætter er det, Morris leverer af Francis Bacon. Denne beskrives som en grænseoverskridende seksuel afviger. Alle ved, at han var homoseksuel. Det er også en kendt sag, at han aldrig blev optaget i den snævre kreds af surrealister, som André Breton grundlagde i 1928 – efter at have konciperet idégrundlaget i sit surrealistiske manifest i 1924. Når Bacon alligevel er med i Morris’ bog, skyldes det, at han opfattede sig selv som en genuin surrealist, og at han på mange punkter også var det.
Bacon har for længst vundet international hæder for sin kunstneriske genialitet. Hvad de færreste ved, er imidlertid, at han var ”en tyv, en homoseksuel prostitueret, en mand besat af spillelidenskab, en drukkenbolt og en løgner”.
Det fortæller Morris uden at blinke. Han ”læser” Bacons kunst alene som en reaktion på en undertrykt barndom og skoser kunsthistorikerne for at fortolke Bacons eruptive og ekspressive malerier som en pejling af menneskets isolation og fremmedgørelse i koldkrigstiden. Morris mener også, at Bacons mange skildringer af kønsakten som en fysisk kamp misforstås af kunsthistorikerne, der fremstiller den som en almen skildring af den seksuelle akt som en voldsom og dyrisk affære – det gælder også, når det drejer sig om to elskende af modsat køn, mener kunsthistorikerne.
Morris hævder derimod, at Bacons krasse menneskeskildringer alene skyldes et traume i hans barndom, hvor han blev spærret inde i et skab, mens stuepigen boltrede sig med kæresten, og at han senere som masochist dyrkede en farlig og grænsesøgende erotik, der direkte nærede hans homoerotiske motiver. Men Bacons værker har langt bredere og mere almen appel med deres rå ekspressivitet, deres eksistentielle udladninger og vovede kompositioner.
Alle bliver berørt af dem, og alle kan genkende lidt fra deres eget liv, når de konfronteres med dem, vil jeg mene. Morris er simpelthen for fokuseret på det biografiske og reducerer Bacons unikke kunst til noget dybt personligt i stedet for at folde den nuanceret ud som en slags psykologisk tidsskildring.
Morris udleverer også Picassos florissante seksualliv og opfatter dennes rosa og blå perioder som et direkte resultat af indflydelsen fra skiftende elskerinder. Det er ren biografisme – eller måske snarere behaviorisme, det vil sige en deterministisk slutning direkte fra oplevelse til en handling – her en kunstnerisk reaktion. Her taler zoologen Morris før kunstkenderen og kunstneren Morris. Men det er for simpelt og primitivt, når det gælder den kunstneriske erfaring og praksis.
Der indgår også portrætter af fem kvindelige surrealister i den ellers mandsdominerede surrealistiske bevægelse, der af Meret Oppenheim blev kaldt ”en flok slyngler”.
Om sit berømteste værk ”Object” fra 1936, der blev udstillet samme år på den første udstilling med surrealistiske genstande i Paris – værket med den pelsbeklædte tekop med teskeen – skal hun blandt andet have sagt: ”Åh, den evindelige pelskop. Man er en ting, som bliver sat op på et alter, og alle taler om den og ikke om noget som helst andet.”
En oplysning, der især er morsom for insidere, men som næppe vil interessere et bredere publikum. For hvorfor har denne ikoniske pelskop opnået den fremtrædende plads i kunsthistorien? En værkanalyse havde i høj grad været på sin plads her.
På positivsiden tæller bogens forrygende portrætfotos af kunstnerne fra den tid, hvor de trådte i karakter som surrealister. Desmond Morris begynder også godt ved systematisk at inddele surrealismen i fem grundlæggende typer og otte underkategorier, som han karakteriserer de 32 udvalgte kunstnere ud fra, ligesom der er en udførlig litteraturliste bagest i bogen til videre inspiration. En tredje god ting er, at han gør op med forestillingen om, at de sande surrealister kun var dem, der var medlemmer af ”chefideologen” André Bretons snævre gruppe. Men omvendt er alt, der er mærkeligt, ikke nødvendigvis surreelt, som han siger. Men generelt simplificerer Morris den kunstneriske proces og ender i den rene biografismes blindgyde.
Kunstnerne i bogen er ud over de her nævnte: Eileen Agar, Jean (Hans) Arp, Hans Bellmer, Victor Brauner, Alexander Calder, Leonora Carrington, Giorgio de Chirico, Salvador Dalí, Paul Delvaux, Marcel Duchamp, Max Ernst, Leonor Fini, Alberto Giacometti, Arshile Gorky, Wifredo Lam, Conroy Maddox, René Magritte, André Masson, Roberto Matta, Edouard Mesens, Henry Moore, Wolfgang Paalen, Roland Penrose, Man Ray, Yves Tanguy og Dorothea Tanning.