Livet har ført forfatteren Ole Hyltoft (født 1935) fra mange år i den socialdemokratiske bevægelse til en del år i Dansk Folkeparti. Med let og noget løs hånd har Hyltoft skrevet en bog om mennesker, han har truffet i sit liv. Den skæmmes af et indædt og ubalanceret behov for at gøre op med socialdemokratiske topfolk.
Hyltofts socialdemokratiske helt var Julius Bomholt, i 1961 Danmarks første kulturminister, som gjorde Hyltoft til ministersekretær (sig ikke, at det er noget nyt med politiske ansættelser). Men ak! Jens Otto Krag var småligt fikseret på økonomi og fjernede den ikke helt billige Bomholt fra Kulturministeriet. Hyltoft har før skrevet om Bomholt, men her ”genopliver” han ham og (mis)bruger ham til at vise, at det i mere end et halv århundrede er gået tilbage med de social-demokratiske ledere. Op fra graven formulerer den fiktive Bomholt, hvad Hyltoft mener. Det er svært at tage alvorligt.
Bogen indleder dog med Viggo Kampmann, som Hyltoft helt forståeligt vil tegne et billede af som andet end den udskejende person, han ofte huskes som. Især husker Hyltoft, at statsminister Kampmann fik oprettet Kulturministeriet. Alligevel indleder Hyltoft med Kampmanns allerede ofte beskrevne forsøg på at stikke af til Finland. Og desværre afviger Hyltofts detaljer her fra andre beretninger. Hyltofts version er uden kildeangivelser og skaber skepsis over for pålideligheden af Hyltofts ”erindringer”. Der foreligger mere overbevisende beretninger om Kampmann.
Det samme gælder Jens Otto Krag, men Hyltoft fortæller lidt sladder om hans kvindeeventyr. Gab, vi har hørt det før. Men nu ved vi, at Ole Hyltoft ikke var begejstret for Krag, og at det var gensidigt. Noget væsentligt nyt kommer heller ikke frem om Anker Jørgensen. Hyltoft var dog, som mange andre, tiltalt af Ankers person. Men Hyltoft beskriver også Ankers begrænsninger som statsminister. Hyltoft forekommer mig her ikke ganske urimelig. Hyltoft glemmer dog, at Anker var en af de første socialdemokrater, der udtrykte bekymring over indvandringen i Danmark. Det ville have været på sin plads, når Hyltoft – udokumenteret – hævder, at han forgæves advarede Anker mod muslimernes indtog.
Giftigheder og sladder præger Hyltofts portrætter af Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard. Også en nu glemt socialdemokrat, Ernst Christiansen, får nogle hak i tuden.
Når Hyltoft portrætterer mindre kendte mennesker, har han ikke samme behov for at vise, at de er nogle værre nogle. Læserne kunne dog godt leve med at få færre indiskrete oplysninger om halvkendte mennesker. Men til tider griber en beretning om Hyltofts socialdemokratiske far, der arbejdede med det kooperative radiofirma Arako, som gik konkurs. Herefter tog faderen sit liv. Denne historie er kædet sammen med en anden tragisk historie, der også ender med selvmord. Den dobbelthistorie kunne sikkert foldes bedre ud i en særlig bog. Her understreger den kun, hvor ujævn bogen er.
Et portræt af den tyske forfatter Siegfried Lenz løfter bogen op over portrætterne af forfatterens socialdemokratiske yndlingsaversioner. Men i for høj grad bekræfter bogen kun, at det er dårlig dansk vane at skrive hæmningsløst nedgørende om politikere.