Fortalt til Daniel Øhrstrøm af Lars Kærulf Møller, Bornholms Kunstmuseum
Gå på opdagelse i det interaktive billede her:
Et billedes pris siger ikke nødvendigvis noget om dets kvalitet, men det siger naturligvis noget om kunstnerens status. Og året efter maleren Kristian Zahrtmanns død satte et af hans største værker, ”Det mystiske bryllup” fra 1894, dansk salgsrekord, da det i 1918 blev solgt på en auktion for 88.500 kroner – som det dengang dyreste danske maleri nogensinde. Siden har Zahrtmanns status svinget op og ned mange gange. Men han er og bliver en af dansk kunsthistories helt store mestre i mere end én forstand. For han var ikke bare selv en stor maler – flere generationer af danske malere blev også uddannet hos ham.
Kristian Zahrtmann overtog tidligt Kunstnernes Studieskole, som han prægede så meget, at man efterhånden bare kaldte den ”Zahrtmanns skole”. Det var her, de fleste af de såkaldte fynbomalere op til århundredeskiftet og bornholmermalerne i begyndelsen af det 20. århundrede fandt deres form.
Selv var han født i Rønne i 1843, og det er derfor naturligt, at Bornholms Kunstmuseum i dag har en stor samling af hans værker. Og det store maleri ”Det mystiske bryllup” er i dag en af museets kronjuveler. Det var rigmanden Otto Bruun, der købte det for 44.000 kroner i 1946 med henblik på at forære det til museet. Og der er mere end den ene grund til, at Bornholms Kunstmuseum i dag ligger på Otto Bruuns Plads. For den fond, der blev etableret efter den kunstinteresserede opfinder, Otto Bruuns Fond, har gennem årene støttet museet både med indkøb af kunst og med andre aktiviteter. Men ”Det mystiske bryllup” er noget særligt. For det er indbegrebet af Kristian Zahrtmann. Selv rammen er speciel. Den er ifølge traditionen skåret af eleven Niels Larsen Stevns, som var billedskærer, før han selv blev en kendt maler. Og ifølge historien skulle Niels Larsen Stevns have fået godtgjort et helt semester på Zahrtmanns skole for at lave rammen til sin mesters store italienske mesterværk.
Zahrtmann havde flere hovedmotiver. Skildringer af Leonora Christina Ulfeldt i Blåtårn malede han igen og igen, efter at han havde fået bogen ”Jammersminde” i fødselsdagsgave. Men de italienske motiver er sikkert fra hans lykkeligste tider, hvor han år efter år hver sommer rejste til Italien for at male.
Billedet hedder ikke for ingenting ”Det mystiske bryllup”. Ser man efter, forestiller hovedscenen en vielse mellem en biskop og en nonne. Det lyder jo ikke alene mystisk, men er også mystisk, forstået som religiøst. Scenen skulle være hentet fra en begivenhed fra 1500-tallet, som Zahrtmann havde hørt om og digtet videre på. Men helt op til 1700-tallet skulle det have været et almindeligt ritual i de norditalienske fyrstebyer, at man lod biskoppen indgå et symbolsk bryllup med den lokale abbedisse som et billede på foreningen mellem Gud og kirke. Men selvom brylluppet var symbolsk, skulle der inde i kirken alligevel stå en opredt seng, og når vielsen var færdig, lukkede brudeparret dørene, mens alle andre kunne gætte på, hvad der foregik.
Billedet udspiller sig foran San Pietro i Pistoia. Det virker, som om det er en kæmpestor kirkefacade, de står foran. Men kirkepladsen er i virkeligheden ikke ret stor, så Zahrtmann har virkelig leget med det – så meget af det er fiktion, ligesom en del af udsmykningen fra kirkefacaden faktisk er hentet fra samtidens kunstbøger om italiensk renæssancekunst, som Zahrtmann havde læst.
På den måde sammenstykkede han en fiktiv superkirke, som alle ville valfarte til, hvis den fandtes i virkeligheden. Men den øverste halvdel af billedet malede han faktisk i Pistoia, og skyggen fra den bagvedliggende klosterbygning, som i øvrigt nu er kunstskole, falder også præcist. Den nederste del af billedet malede han derimod hjemme i sit atelier i Amaliegade i København, hvor han brugte studenter til at sidde model for sig. Han var så heldig, at hans kusine Vanda var gift med direktøren for Det Kongelige Teater, så han havde fri adgang til teatret, hvor han kunne låne kostumer til sine modeller.
Det myldrende liv og de utallige personer, der interagerer på billedet, gav os idéen til at fremstille maleriet som puslespil med 1000 brikker. Vi tror, at Zahrtmann ville have moret sig og sagt, at nu fik folk da virkelig mulighed for at gå ned i detaljerne – ligesom man kan på vores gigapixelgengivelse på Google Art Project, hvor man kan zoome ind i de mindste penselstrøg på maleriet. Maleriet har også tiltrukket sig international opmærksomhed og er nok det eneste danske maleri, der er udkommet en hel bog på italiensk om. Det skete, efter at museet i Pistoia for nogle år siden i samarbejde med os byggede en hel udstilling op omkring dette ene billede.
Zahrtmanns foretrukne by var ellers den lille bjergby Civita d’Antino i Abruzzerne, hvor han tilbragte de fleste af sine somre, og hvor han endte som æresborger. Dér mærker man stadig respekten for maleren, og den dag i dag, mere end 100 år efter hans død, bliver man som dansker behandlet med venlighed og respekt – næsten som om man var en af Zahrtmanns efterkommere.