Prøv avisen

Roman om kvindelige jihadister tager læseren ind bag sløret, men ikke ind under huden

3 stjerner
Romanen er mere plotstyret end optaget af det psykologiske portræt. Den synes at skrue nogle af personerne ned i klichéer. Det tætteste, vi kommer jihadkrigeren Hassan, er, at han ”kun så virkelig lykkelig ud, når han med blodplettet ansigt var færdig med en henrettelse og tørrede sværdet af i sin uniform”. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Historien om to unge kvinders tilslutning til Islamisk Stat i Syrien er medrivende, men mangler dybde

Historier om unge kvinder fra Europa, der slutter sig til Islamisk Stat ved at rejse til Syrien og blive gift med jihadkrigere, kender vi fra medierne. I denne roman tager Tabish Khair, der i øvrigt er bosat i Aarhus, fat i dette fænomen.

Han lader sin jeg-fortæller være Jamilla fra England, hun er smuk, strengt religiøs og iklædt niqab. Hendes bedste veninde Ameena fra boligblokken ryger i smug i gymnasiet og kysser med Alex, der ligner David Beckham. Men kort efter gymnasiet radikaliseres Ameena, og hun bliver fascineret af kvinden Hejjiye fra Syrien, der på sociale medier og i chats viser en nuttet kat frem, kommer med religiøse meldinger, taler begejstret om Daeshs (Islamisk Stats) sejre og viser billeder af en medhustrus lille søde baby.

Hejjiye overtaler Ameena til at rejse til Syrien for at blive gift med jihadkrigeren Hassan. Jamilla får samtidig et ægteskabstilbud fra en ung jurist fra Birmingham, og det får hende til at tage en beslutning: Hun vil hellere kæmpe end ende i et køkken. Sammen rejser de to veninder derfor til Istanbul og ind over grænsen til Syrien til det pigehjem, Hejjiye viser sig at drive.

Ameena bliver gift med Hassan, og det, hun oplever med ham, er råt, voldeligt, afstumpet og ødelæggende. Det hele fører til en radikal handling, som ikke skal afsløres her.

Khair forsøger med sin roman at komme ind bag sløret på en kvindelig jihadist. Historien er medrivende, men også skrevet i en lidt flad reportagestil. Litterært arbejdes med at give en stemme til en ung radikaliseret kvinde og at lade hende følge og prøve at forstå veninden. Men selvom læseren kommer ind bag sløret, oplever i hvert fald jeg ikke rigtigt at komme ind under huden på de to hovedpersoner Jamilla og Ameena.

Romanen er mere plotstyret end optaget af det psykologiske portræt. Den synes at skrue nogle af personerne ned i klichéer. Det tætteste, vi kommer jihadkrigeren Hassan, er, at han ”kun så virkelig lykkelig ud, når han med blodplettet ansigt var færdig med en henrettelse og tørrede sværdet af i sin uniform”.

På samme måde overvejer Jamilla, der fortæller hele historien i tilbageblik, om hun eller nogen andre egentlig kan forstå Ameena. Hun husker det første møde med hende: ”En lille ensom pige, der pulsede heftigt på en cigaret bag rutsjebanen på skolens fugtige, grå legeplads. Hjælpeløs og forladt.”

”Jihad Jane” er fin at læse, den tager fat i et dristigt og samfundsrelevant emne, men den svinger sig ikke højt op. Der fortælles til et du, som viser sig at være et bestemt du, og romanen laver et lille twist på denne måde. Men grebet fungerer ikke helt undervejs, det forstyrrer mere. Som læser føler man sig for snævert forstået, når der for eksempel står, hvordan man måske reagerer med smil eller med overraskelse på det, der fortælles. Jamilla og Hejjiye er de mest opsigtsvækkende og interessante figurer i ”Jihad Jane”, og jeg kan se for mig, at Khairs roman kan blive filmatiseret eller læst som den helt aktuelle spændingsroman, den især udmærker sig som.