Det er mærkeligt med fødselsdage. Man har sin egen, men kalenderåret har også sin, og det er nytår. Begge fødselsdage kan man se på med blandede følelser. For ved begge lejligheder står man på en tærskel mellem det prøvede og det uprøvede.
Ens personlige fødselsdag står i dette tvelys. Som barn kan det ikke gå hurtigt nok med at blive voksen, så da er fødselsdagen en årlig glæde. Man kommer efter det, man gerne vil.
Som voksen kan det ikke gå langsomt nok, for man bliver ældre, for slet ikke at tale om gammel, så da er fødselsdagen et årligt memento mori. Man kommer nærmere det, man ikke vil. Men i begge tilfælde burde fødselsdagen være en gave. Ikke alene får man gaver på dagen, man er også, som det hedder på svensk, ”i livet”, man er ikke ude af det. Og det er jo - trods alt - noget, ja ikke så lidt, og det afføder taknemmelighed.
Kalenderårets fødselsdag er jo verdens. Vor civilisations. Nu fylder civilisationen 2015 år. Javist, der er andre nytår, og skiftende religioner har deres egen suveræne spirituelle almanak. Men nytår markeres verden over som et årsskifte. Her ser verden frem, og tilbage og regenter og statsledere holder taler og gør status.
Vi lytter andægtigt. Men dybest set opfatter hver af os også nytåret som en slags personlig fødselsdagsfest, som skæringspunkt nummer to i tilværelsens årlige udmåling af tid. Og det bringer tvelyset frem i vore øjne en gang til.
Som Johannes V. Jensen åbner sin ”Nytårssang” fra ”Aarets Højtider” (1925):
”Det gamle Aar er gaaet træt.
Nu kaster det sin fule Ham.
Gør op dit sorte Regnebræt
og tvæt din Sjæl for Værk og Skam!
En evig, ædel Verdensmagt
er i dit Hjertes Hjerte lagt.
Hvem vil med Vold mod den sig væbne?
Fortro dig til din Skæbne!”
Som den gode Jensen skriver, har vi det hver især med at gøre det forgangne år op med alle dets fortrædeligheder. Regnebrættet er af en eller anden grund altid sort og behæftet med en form for skam. Måske er det grunden til nytårsfesternes som regel overeksalterede festivitas og åndsfortærende bersærkergang hen på de små timer omkring midnat.
Det er samme procedure år efter år. Det passerede år opfattes som et nederlag, der toner ned i mørke og helst skal glemmes. Mens det nye år mødes med rædsel! Alt det ugjorte skal nu gøres og alle undladelsessynderne nu sones. Hvordan skal man magte det? Så hellere blænde over i en rus.
Men som den gode Jensen også skriver, så er der lagt en verdensmagt i vort hjertes hjerte. Inderst inde er vi i live, og det nye år gør os levende igen, hvis vi skulle have glemt det. Vi kan give os dets skæbne i vold, hvis vi tør. Det nye år er en gave til os, hver især. Her i Norden er vi endog så privilegerede, at jul og nytår falder sammen med vintersolhverv, hvor lyset vender. Kan være, at vi er i vintervold og dunkle dage, men nu er håbet tændt, som den gode Jensen skriver i sin ”Solhvervssang” fra ovennævnte bog, og nu kommer lyset og den lange dag tilbage.
Det er, hvad der venter forude og hvad vi kan se frem til, når krudtrøgen har lagt sig og boblerne er bristede. Syrenens og hyldens duft og solsortens silhuet mod aftenhimlen. Kan være, at man er blevet strippet nøgen i årets løb, og nære og kære har forladt en eller måske ligefrem denne verden. Men verden er her, du er her og det er denne tilstedeværelse, som nytåret accentuerer. Så gå i lys og bliv lys. Som Johannes V. Jensen skriver i sin ”Nytaarssang”:
”Vil du ”den anden Side” se,
følg Vindens Vej og Havets Strømme,
ja, indhent dine Drømme!”