Bestseller-forfatter: Indimellem føler jeg mig som en bedrager

Celeste Ngs nye roman afspejler forfatterens oplevelser med sin amerikanske barndomsbys blindhed over for etniske forskelle. Omverdenens reaktion på hendes forfatterskab har blot styrket ønsket om at nuancere debatten om forskelligheds berettigelse og vigtighed i det amerikanske samfund

Den kinesisk-amerikanske forfatter Celeste Ng lader i et velorganiseret tankemylder sine sætninger smelte sammen uden nævneværdige pauser. Hendes familie har længe bemærket det: ”Siden du er flyttet til Østkysten, taler du hurtigere og hurtigere,” påpeger søsteren, når de ses. Men forfatteren har meget på hjerte og er de senere år blevet vant til at dele overvejelserne om sit liv og virke med mennesker, hun har omkring sig. –
Den kinesisk-amerikanske forfatter Celeste Ng lader i et velorganiseret tankemylder sine sætninger smelte sammen uden nævneværdige pauser. Hendes familie har længe bemærket det: ”Siden du er flyttet til Østkysten, taler du hurtigere og hurtigere,” påpeger søsteren, når de ses. Men forfatteren har meget på hjerte og er de senere år blevet vant til at dele overvejelserne om sit liv og virke med mennesker, hun har omkring sig. – . Foto: Leif Tuxen.

Spørgsmål, som starter med ”hvad hvis...”, er essentielle, synes hun. For hvis man aldrig stiller den slags spørgsmål, vil man aldrig lære, aldrig vokse og aldrig kunne ændre sin omverden. Den kinesisk-amerikanske forfatter Celeste Ng husker sig selv på det hele tiden. Dels på grund af sit professionelle virke, dels på grund af sit livssyn, der udspringer af, at hun er datter af to forsker-forældre, der emigrerede fra Hongkong til USA tilbage i 1960’erne.

Celeste Ng har i denne uge besøgt Danmark i forbindelse med den danske oversættelse af sin anden roman, ”Små påsatte brande”, der allerede har fået bestseller-status på den anden side af Atlanten. Romanen udspiller sig i forfatterens egen hjemby, det velfriserede kvarter Shaker Heights, Ohio, hvor villaernes farver er nøje afstemt. Som en af de første planlagte byer i USA er den på en gang præget af idealisme og ubrydelige sociale normer. Lidt ligesom forfatteren selv.

”Da jeg flyttede derfra, forstod jeg, at jeg har begge dele i mig. Jeg er virkelig idealistisk, fordi jeg er vokset op i et samfund med megen fokus på at gøre verden til et bedre sted – blandt andet gennem inklusion. Og det har givet mig lyst til at forsøge at ændre verden. Men jeg er også en regelrytter. For når jeg ikke har en plan, bliver jeg nervøs. Vi er alt for betagede af modpoler, hvor man kun må mene eller være det ene eller det andet. Men de fleste mennesker befinder sig i et flydende rum imellem flere vigtige dele – ligesom jeg,” siger hun.

Og at modsætningsforhold ofte lever i en kompleks sameksistens i os selv – og i vores samfund – er netop det, som hun vil søge at fremhæve i sit forfatterskab.

Når Celeste Ng giver sig til at skrive en roman, er det altid med udgangspunkt i et eksistentielt spørgsmål, som forfatteren for tiden er optaget af. Men hvad var det for en undren, som ”Små påsatte brande” udsprang af? Svaret har at gøre med barndomsbyens ”farveblindhed”, som hun kalder det.

Indbyggerne i Shaker Heights var – og er ifølge forfatteren – af den overbevisning, at de ikke bemærker forskellene mellem forskellige etniciteter.

Da hun som ung gik igennem skolens kantine for at spise frokost, var det dog en anden virkelighed, der mødte hende. Her kunne hun med fingeren tegne en usynlig streg mellem langbordene, som, uden at det var blevet dem pålagt, delte eleverne op i ”hvide” og ”sorte” områder, mens hun selv hverken hørte til det ene eller andet sted.

”Det virkelige problem er, at man i Shaker Heights tror, at farven ikke gør en forskel. Hvis man accepterer, at man har problemer og forsøger at ændre status quo, kan det godt være, at man alligevel fejler nogle gange. Men det gør ikke noget. Det er kun, når man – som her – er overbevist om, at man er perfekt, at fejl er særligt svære at indrømme. Og hvis man ignorerer race, betyder det også, at man ignorerer en stor del af, hvem den enkelte er, og den arv, som personen har med sig,” siger Celeste Ng, og fortsætter: ”Jeg ville med romanen forsøge at sætte mig ind i, hvordan både den progressive indstilling til inklusion og den diskriminerende negligering kunne passe ind i et og samme samfund, og hvordan det har gjort mig til mig.”

Foto: Leif Tuxen

Celeste Ng voksede op og tænkte, at verden så ud som i Shaker Heights, og det var først, da hun bosatte sig på den amerikanske østkyst for at studere og sidenhen stifte familie, at hun erkendte, hvordan verden også kan være.

”En åbenhed over for forskelle tvinger os til at tænke på, hvem vi selv er. Det er berigende. Hvis du kigger på et maleri, hvor det hele er grønt på nær et enkelt lille punkt, der skiller sig ud med en gul farve, er det, der gør hele værket interessant, netop det lille punkt, som står i kontrast til det resterende,” siger hun, der med årene er blevet mere opmærksom på, at hun gennem ungdommen selv har udgjort dette punkt.

For nylig skulle hun holde en tale om samme emne og gravede derfor sin årbog frem fra gemmerne. På siderne talte hun syv-otte asiatisk-amerikanske elever ud af 400. Det var intet under, at hun som ung havde følt, at hun stod på sidelinjen og skævede ind på racediskussionen, som egentlig ikke handlede om hende, men udelukkende rettede opmærksomhed på de sorte og hvide, som hver især var repræsenteret med omkring halvdelen af byens indbyggere.

Men hvorfor kunne diskussionen egentlig ikke også handle om hende? Hun vidste jo heller ikke, hvem hun var dengang. Og først de senere år synes hun, at der med god grund er kommet mere bevidsthed om latinamerikanere, indfødte og asiateres kulturelle eksistens i det amerikanske samfund.

Da Celeste Ng tilbage i 2014 udgav sin debutroman, ”Everything I Never Told You”, spurgte omverdenen hende, om hun nu ville være ”den nye Amy Tan”, en af de eneste succesfulde kinesisk-amerikanske forfattere i USA på det tidspunkt.

”Nej,” ville hun forbløffet og let irriteret svare. ”Jeg vil jo gerne have, at hun også er her. Vi er ikke den samme person, og vi skriver heller ikke om det samme.”

Det eksempel er, hvad der ifølge forfatteren er hele problemet i den amerikanske opfattelse af kulturelle repræsentationer. Hun fremhæver den nigerianske forfatter Chimamanda Adichie, som blandt andet har skrevet ”Americanah”, og som netop har talt om faren ved blot at kende én enkelt historie. For hvis kun en stemme fra en kultur er repræsenteret, tror andre måske, at det er den eneste måde, hvorpå virkeligheden kan udspille sig.

”Det er hverken givende for alle de mennesker, der er i gruppen, fordi det fortæller dem, at de bliver nødt til at være ligesådan, eller for alle andre, som tror, at de ved alt, hvad der er at vide om den kultur, selvom der er uendelig mange historier at fortælle,” siger hun.

Siden Celeste Ngs debut er mange begyndt at opfatte hende som en talsperson for kinesisk-amerikanere og invitere hende med til både debat-arrangementer og interviews om netop samme.

”Indimellem føler jeg mig som en bedrager. For jeg ser ikke mig selv som en ekspert i kinesisk kultur. Ikke engang i kinesisk-amerikansk kultur. Jeg kan ikke tale kantonesisk, som er mine forældres modersmål. Jeg føler mig nærmest mere sikker i den ’amerikanske’ kultur,” siger hun, og fortsætter: ”Når jeg mødes med mine fætre, som taler kantanesisk og indgår i kulturen, er jeg meget bevidst om, hvor ikke-kinesisk jeg er. Men når jeg er steder, hvor ingen kinesiske identiteter er repræsenteret, er jeg pludselig meget bevidst om, hvor ikke-hvid og kinesisk jeg er,” siger Celeste Ng.

Og hvad gør forfatteren så for at undgå at føle sig som en bedrager? Hun prøver at sige, hvad hun føler og tror er sandt i debatten.

”Da den britiske forfatter Kazuo Ishiguro vandt Nobelprisen, sagde han, at historier handler om at sige til andre mennesker: ’Sådan føles det for mig. Forstår du mig, og føles det også sådan for dig?’ Det er, hvad jeg forsøge at gøre i mine romaner,” siger hun.

Og så forsøger hun at give plads til andre, så de også kan fortælle deres historier. For hun kan ikke tale med om, hvad det vil sige at være en asiatisk-amerikansk mand, en kinesisk-amerikansk alenemor eller bare det at være udadvendt af person. Og hun vil ikke have andre til at tro, at hun kender alle svarene.

Foto: Leif Tuxen

I sine romaner forsøger hun at fortælle om nogle meget bestemte personligheder for at undgå selvsamme. Målet er ikke at gøre parterne til stereotyper, skurke eller helte i ”Små påsatte brande”, når der udspiller sig en retssag om forældremyndighederne over en kinesisk baby, men at fremlægge nuancer og gøre det sværere for læseren at bestemme sig.

”De store temaer i bogen – heriblandt racisme og moderskab – udfolder sig alle med udgangspunkt i romanens bestemte personligheder. Jeg undgår altid at udrede, hvordan ’alle asiatiske mennesker’ har det, eller hvordan det burde være,” siger Celeste Ng.

Særlig dette har hun taget med i opdragelsen af sin søn, som, med en mor, der er kinesisk-amerikansk, og med en hvid far med aner i både Frankrig og England har en stor opgave foran sig med at udfolde og bearbejde de dele, som han kan og vil forstå sig selv ud fra.

Sidste år bidrog Celeste Ng til en samling af essays efter det amerikanske valg, hvor kendte forfattere blev bedt om at skrive et brev til en person. Hun valgte at skrive et brev til sin søn.

”Det vigtigste at fortælle ham var, at han blev nødt til at ’forblive åben’. På det tidspunkt var hans yndlingsdyr skildpadden, og jeg skrev noget i retningen af: ’Du er lidt ligesom skildpadden. Lidt sky og sensitiv. Der sker mange ubehagelige begivenheder i verden, som vil give dig lyst til at trække dig sammen eller gro en hård skal ligesom skildpadden – og som din mor vil jeg jo nærmest forsøge at bygge den for dig. Men forbliv i stedet åben for omverdenen. Ellers kan ingen komme ind, og du kan ikke komme ud,’” siger hun.