Forfatter: Frederiksberg er lige så meget en ”ghetto” som Gellerupparken

Gentofte og Risskov er lige så meget ghettoer, som Mjølnerparken og Gellerupparken er det. Men indbyggerne i de såkaldte velhaverkvarterer anerkendes som individer, mens beboere i de såkaldte ghettoer ses som et kollektiv

Vi standardiserer især, når vi ser på andre end os selv. Alle vi hvide danskere er naturligvis forskellige. Vi vil ikke skæres over én kam, hverken historisk eller aktuelt. Men gælder det sorte mennesker eller som hos os især muslimer, har vi ingen skrupler ved at betragte dem som grupper og at gøre alle ansvarlige for, hvad enkelte gør, skriver Per Øhrgaard. På billedet ses Gellerupparken i Aarhus.
Vi standardiserer især, når vi ser på andre end os selv. Alle vi hvide danskere er naturligvis forskellige. Vi vil ikke skæres over én kam, hverken historisk eller aktuelt. Men gælder det sorte mennesker eller som hos os især muslimer, har vi ingen skrupler ved at betragte dem som grupper og at gøre alle ansvarlige for, hvad enkelte gør, skriver Per Øhrgaard. På billedet ses Gellerupparken i Aarhus. . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Den uovertrufne replik i Monty Python-filmen ”Life of Brian” falder, da en folketaler erklærer: ”Vi er alle individer!”, og en i mængden råber: ”Ikke jeg!”

Her er paradokset mellem individ og kollektiv fanget én gang for alle.

Sådan er det også i dagliglivet. Vi påberåber os mere end nogensinde at være enestående individer – og dementerer det fra morgen til aften ved at indrette os på adfærdsmønstre, som vi ikke har skabt, men som vi åbenbart heller ikke har lyst til at lave om på.

Det er nemmere at flyde med strømmen, og skiller man sig for meget ud, har man besvær med at dokumentere, at man ikke er fanatiker. Næppe har Greta Thunberg råbt vagt i gevær, førend det vrimler med påstande om, at hun er styret af andre, at det såmænd mest er synd for hende, og så er hun i øvrigt autist, og dermed er naturligvis alt sagt. ”Hun er besat.”

Vi standardiserer især, når vi ser på andre end os selv. Alle vi hvide danskere er naturligvis forskellige. Vi vil ikke skæres over én kam, hverken historisk eller aktuelt. Vi har ikke ansvar for tidligere tiders slavehandel, og jeg reagerer da også, når mine udenlandske bekendte spørger, hvad der er gået af ”danskerne” i de seneste 20 år. Count me out, siger jeg så på det gængse eller et andet sprog. Ikke jeg!

Men gælder det sorte mennesker eller som hos os især muslimer, har vi ingen skrupler ved at betragte dem som grupper og at gøre alle ansvarlige for, hvad enkelte gør.

Så kan man i fuldt alvor og fuldstændig ligeglad med ordets historiske betydning vedtage, at bestemte boligområder skal kaldes ghettoer og rives ned eller sælges, og at beboerne må se at finde ud af, hvor de så skal være.

I virkeligheden er Gentofte (eller Frederiksberg, hvor jeg selv bor) lige så meget ”ghetto” som Mjølnerparken, Risskov lige så meget som Gellerupparken, Hunderup lige så meget som Vollsmose.

Men det gør ikke noget, for flertallet af indbyggerne i de såkaldte velhaverkvarterer anerkendes som individer, mens flertallet af beboere i de såkaldte ghettoer ikke bliver det.

Samfundet segmenteres i disse år mere og mere, men de herskende segmenter har indtil videre held til at fremstille sig selv som lutter frie individer. Det er kun de andre, der er et kollektiv.

Men: Googler man et eller andet, får man sporenstregs reklamer målrettet lige netop til en selv – nej, reklamer, som forsøger at anbringe en i en større gruppe, som man kan rette sin markedsføring mod. Google ved alt om, hvem du er. Hvis du interesserer dig for det og det, så er du sådan én, som vi sikkert kan lokke til dette og hint. Service? Rend og hop.

Køber man en vare på nettet, får man straks at vide, at andre, der har købt denne vare, også har købt ditten og datten, underforstået: Skulle du ikke også gøre det? Følg strømmen, hop på moden, vær med på det nyeste, og bild dig ind, at du er helt din egen, når du gør det.

De fleste erhvervsfolk bekender sig til liberalisme og individualisme, alt imens mange af dem gør sig ihærdige anstrengelser for at standardisere deres kunder. For hvis kunderne virkelig var så forskellige, ville det være alt for svært at producere og markedsføre i den store skala. Altså gælder det om at fortælle dem, at de er mest sig selv, når de opfører sig akkurat som naboen. For nogle måneder siden kunne man for eksempel se disse reklamer, naturligvis på engelsk: ”Goodbye stereotypes – Hello zerotypes” og ”Escape the Ordinary”.

Forekommer det alt sammen forrykt? Så er det nok, fordi det er det.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.