En af tilværelsens store udfordringer – den allerstørste måske – er at finde en balance mellem at være medlem af fællesskabet i dets forskellige afskygninger og at være sig selv. At være et individ. Det er et ord, der egentlig betyder ”udelelig”, omend den moderne psykologi satte spørgsmålstegn ved udeleligheden og med Sigmund Freud så det som en tvivlsom treenighed af overjeg, jeg og det, som han lignede – med en rytter på en løbsk hest med en bisværm om ørerne – og kaldte en evig borgerkrig.
Og hvad med den postmoderne psykologi, som gerne omtaler mennesket som et ”situid”, noget evigt foranderligt i og med forskellige situationer? På det seneste finder man dem, som vil tiltales i flertalsform, og så bliver individualiteten naturligvis især en udfordring.
Her kommer en tysk bog om, hvordan reflekterede personligheder op igennem historien, før individet blev deleligt, forstod dette med at være sig selv i et samfund. Den er skrevet af Rüdiger Safranski, en af de seneste årtiers mest iøjnefaldende og betydelige filosofihistorikere, kendt her i landet for blandt andet bøgerne, ”En mester fra Tyskland. Heidegger og hans tid” og den historiske afdækning af ondskaben i ”Det onde, eller frihedens drama”, begge fra 1990’erne. Man husker desuden med glæde det lille debatskrift ”Hvor megen globalisering tåler mennesket?” fra 2004.
Om at være et individ, skriver han:
”Så tænker man straks på selvrealisering.”
Et ord, der engang havde en god klang og afspejlede politisk, samfundsmæssig og økonomisk frigørelse, men som efterhånden er blevet lidt ”mat” i klangen, mere noget med selvpromovering, hvor ”alt skal ud” for enhver pris, eller ”alt skal ind” i forbrugsmæssig forstand, som han skriver.
Tidligere i historien handlede det snarere om selvovervindelse, hvis man ville ”komme til sig selv”. Sådan var det ofte for de personer, som Safranski trækker frem i sin historiske illustration af, hvad det kunne sige at være en enkeltperson. Det betyder, mener han, at finde sin opgave, sit kald – i livet som i tænkningen. Og så bemærker man, hvor svært det kan være at skelne mellem, om det er den enkelte alene eller samfundet igennem den enkelte, der tænker og føler.
At være ”en enkelt” betyder, at man nok tilhører noget og har rødder i det, men dog er i stand til at stå for sig selv alene – uden at måtte henvise til en gruppe eller et parti eller vælte problemerne over på samfundet. Det betyder at kunne holde afstand, at skelne.
Renæssancen og individualisering
Over 16 hurtige kapitler fremlægger Safranski et større antal historiske personers tumlen med sig selv og de opgaver, de udså sig, og deres stræben efter at finde balancen.
Det har altid været hans styrke at kunne se og beskrive sammenhængen mellem liv og værk. Bogen er kronologisk anlagt, men ikke som sådan en udvikling eller samlet fremadskridende historie, endsige en teori om dette med at være et individ, hvilket i sig selv også ville være et paradoks, hvis man tager det individuelt særlige alvorligt, for så findes der jo kun enkelttilfælde.
At være "en enkelt" betyder, at man nok tilhører noget og har rødder i det, men dog er i stand til at stå for sig selv alene.
Allerede i første kapitel – om renæssancen – konstateres det, at det individ, der som eksempelvis Leonardo da Vinci, Michelangelo og Machiavelli, insisterede på sin egen enkelthed, ikke kunne tilfredsstilles ved sit tilhørsforhold, sit medlemskab, men ville anerkendes for det, der adskilte det fra andre. Det betones, hvor stor betydning for selvforståelsen overgangen til nominalismen i skolastikken fik med sit fokus på enkelthed og erfaring, frem for den tidligere begrebsrealismes understregning af det generelle, idéen.
Renæssancen bliver nærmest synonym med individualisering, tænk på Pico della Mirandolas værk ”Om menneskets værdighed”, et af de store spring i den retning efter middelalderen.
Derpå handler det om ”trosvirtuosen” Martin Luther og hans kamp for at finde ”et andet selv”. Vi genoplever hans ”tårnoplevelse”, Reformationens fødselsøjeblik, hvor det går op for ham, at nåden, frelsen, kommer af troen alene. Det er rent satori, et Damaskus-ridt af inderliggørelse, individualisering: at være alene med Gud, som når mennesket står over for døden, må det også håndtere troen selv.
”Her står jeg – og kan ikke andet.”
Exit kirken, så? Næh. Kirken bestod videre som disciplinerende faktor, også efter Reformationen, thi, som Safranski skriver, med Luther: De fleste mennesker er kun kødelige og skal ledes. Derfra til Montaigne og en helt anden ”tårnoplevelse”, hvor denne tidlige oplysningstænker i essayet ”Om ensomheden” anbefaler distance fra flokken og koncentration om det egne. Kun sådan genfinder man den fornuft, som går tabt i mængden.
Så Rousseau og hans ensomme vandringer, Stendhal, Diderot, Kierkegaards ”hin enkelte”, naturligvis, Max Stirner og hans anarkistiske værk ”Eneren og hans ejendom”, og et smut til USA med Thoreau. Hvad Kierkegaard – vores egen ener over dem alle – angår, fokuserer Safranski på ugerne i Gilleleje, hvor Kierkegaard forsøgte at indkredse den idé, ”som han ville leve og dø for”. Kierkegaard er nærmest paradigmatisk med sin evige søgen efter sig selv, ikke mindst gennem handlingen: Først forlovelse, sidst angreb på statskirken med flyvebladet med den sigende titel ”Øieblikket”.
Tyskere i fokus
Ellers er det meget tyskere, der fokuseres på, fordi Safranski er tysker, og fordi tyskere fylder meget i vestlig tænkning, på ondt, men især på godt. Stefan George og hans kreds, sociologerne Georg Simmel og hans storbyflanør og den individualitetsplagede Max Weber.
I det 20. århundrede bliver begrebet om massen et fremtrædende problem. Individet anskues generelt som et masseindivid, som på forskellig vis hos le Bon, Freud, Canetti og Riesman, men der er også enere som Nietzsche, som Safranski ikke gør meget ud af her, men tidligere har biograferet.
I den sidste gruppe finder vi Jaspers, Heidegger og hans begreb om ”det egentlige”, Arendt og Sartre. Der sluttes af med Ernst Jünger, denne højt dekorerede stødtropsfører fra Første Verdenskrig og langt senere forfatter til ”Der Waldgang”, om skovgængeren som ener, en figur, der fastholder en kritisk holdning til samfundet, men vender ryggen til og forsvinder som en anden fredløs i en islandsk saga ind i sin egen imaginære skov.
Det er givende, underholdende læsning. Safranski er som altid velskrivende. Det er ikke analytisk meget dybtborende, Safranski forlader sig på sin evne for den kondenserede, skærpede formulering.
Romantikken er iøjnefaldende fraværende i bogen, bortset fra Kierkegaard, igen måske Safranski tidligere har skrevet udførligt om den.
Et af de bedste kapitler er hans beskrivelse af Sartres Anden Verdenskrigs-erfaring, hvor der, som hos Luther i tårnet, går en prås op for ham, først som følge af hans totalt futile oplevelser som en opsender af vejrballoner i den franske hær, siden som tysk krigsfange. Han vender tilbage til Paris som en forandret, som en eksistentialist:
”Jeg har forstået (...) at friheden forudsætter en dyb rodfæstelse i verden (...) Man skal være gjort af ler, og jeg var gjort af vind,” skriver han i sin dagbog.
Det er som at læse Simone Weil.
Romantikken er iøjnefaldende fraværende i bogen, bortset fra Kierkegaard, igen måske fordi Safranski tidligere har skrevet udførligt om den. Men den romantiske selvforståelse er vigtig, for den består. Vi tumler stadig omkring med en sådan i en senmoderne, evigt accelererende verden, som vi i stigende grad har svært ved at finde hoved og hale i.
Men måske er bogen at forstå som et bind 1, for den stopper et sted midt i det 20. århundrede. Et muligt bind 2 kunne passende lede op til i dag, hvor dette med at være ”en enkeltperson” antager helt nye dimensioner. Om Safranski så er manden, der formår at skrive dét bind, kan være tvivlsomt.
I ”læst udefra” omtales en aktuel bog fra udlandet, der handler om tro og værdidebat. 5 stjerner