Er Indre Mission på vej mod opløsning?

Michael Riber Jørgensen tegner generelt et dystert billede af fremtiden for Indre Mission, der dog afviser, at man befinder sig i denne sidste fase

Er Indre Mission på vej mod opløsning?

Indre Mission er udfordret. Det er i hvert fald én af konklusionerne, som man kan finde i en ph.d.-afhandling, der blev forsvaret på Aalborg Universitet den 14. september 2018.

Afhandlingen tager sit udgangspunkt i Indre Mission i Thy og lader således dette område fungere som en case, der – sammen med det nationale perspektiv – ”forhåbentlig kan være med til at sige noget mere generelt om en betydningsfuld bevægelse i danmarkshistorien.”

I afhandlingen anvendes materiale fra Indre Missions hjemmesider, tidsskrifter, arbejdsgrene, virksomheder og ikke mindst fra lokalhistoriske arkiver, herunder Museum Thy, hvor forfatteren er museumsinspektør. Hertil kommer nogle empiriske data i form af kvalitative interviews med nogle af Indre Missions venner (bevægelsen opererer ikke med egentlige medlemmer) samt indtryk fra Indre Mission-mødeaftener.

Indre Mission blev grundlagt i 1861, og bevægelsen er sammen med 1800-tallets religiøse vækkelser grundigt beskrevet flere steder. Der er dog et forskningsmæssigt hul i Indre Missions senere udvikling, hvilket denne afhandling søger at råde bod på.

Bogen er grundig og kritisk, og den kommer med flere udfordrende perspektiver. Blandt andet henvises til fem faser i et udviklingsmønster for sociale bevægelser. Efter opståen, konsolidering og institutionalisering kommer man til en såkaldt fragmenteringsfase, som Indre Mission ifølge forfatteren befinder sig i nu – med begyndende tegn på femte og sidste fase: Opløsning. ”Om det kommer så vidt må fremtiden vise” – hedder det.

Forfatteren tegner generelt et dystert billede af fremtiden for bevægelsen. Han peger på en øget lukkethed og mindre synlighed, som udadtil har givet nyt liv til fordommene om den ”sorte” og fordømmende mission.

Og indadtil kan man finde en voksende generationskløft, hvor de ældre lukker sig mere om sig selv og indtager en defensiv position ved at isolere sig og søge tilbage til rødderne. De unge, derimod, forsøger at tilpasse sig for at overleve, og det sker blandt andet med inspiration fra den hastigt voksende karismatiske kristendom.

På landsplan forsøger Indre Missions ledelse den svære balancegang at stille begge grupper tilfredse ved at indtage en mellemposition. Men fremtiden tilhører som bekendt de unge, og ifølge afhandlingen ser de ud til at vide, hvor de vil hen: Selvom de stadig tøver med at italesætte det direkte, så har de reelt valgt folkekirken fra og den karismatiske familie til.

Som sådan er det dystre forudsigelser, forfatteren tegner for bevægelsen. Den form, som Indre Mission har haft igennem generationer, og som har præget dansk kirkeliv, vil inden for relativt få år være borte, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Afslutningsvist hedder det:

”Hvad der kommer i stedet er mere vanskeligt at give et entydigt bud på, og meningerne herom er nok næsten lige så mange, som der er missionsfolk tilbage. Dette er blot et bidrag til diskussionen”.

Formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard nævner afhandlingen i en leder i bladet ”IMpuls” og finder mange interessante elementer i undersøgelsen, men afviser dog vel ikke overraskende, at Indre Mission skulle befinde sig i denne sidste fase.

Undervejs i afhandlingen beskrives nogle Indre Mission-ungdomsmøder, hvor deltagerne formår at gå fra den ekstremt afslappede og til tider useriøse stemning til den ekstremt højtidelige og andægtige – og tilbage igen – på et splitsekund, når der skal bedes.

”Som udenforstående føler man sig malplaceret og får næsten dårlig samvittighed, hvis man kigger for meget på de bedende.”

Er der mon noget galt med forfatterens placering? Kan Thy som case for eksempel sige noget generelt om Indre Missions situation i hele landet? Og vil et hvilket som helst bedemøde ikke altid føles underligt og pinagtigt for en udenforstående iagttager?

Hvis Indre Mission virkelig skulle gå i opløsning, vil mange utvivlsomt – dog ikke alle! – savne bevægelsens stemme i det kirkelige landskab. Og når man læser de mange frimodige trosvidnesbyrd, som fortæller om Guds indgriben i stort og småt, så indser man, at der også vil mangle et vigtigt øre og samtalerum for mange.

Så mon ikke opløsningen lader vente på sig?