I denne digtsamling farer snapshots fra virkeligheden forbi med rasende fart

Peter Nielsens stil i nye digte rummer forunderlige fund, social kritik og lejlighedsvis eksplosive momenter

Foto fra bogen.
Foto fra bogen. .

Da forfatteren André Breton i 1924 skrev sit første surrealistiske manifest, fortalte han om, hvordan han og digteren Philippe Soupault havde eksperimenteret med lange grænseløse skrivesessioner, hvor de lod pennen løbe hen over papiret med voldsom fart for at sætte enhver form for refleksion, censur og kontrollerende bevidsthed ud af kraft. Resultatet var, beretter Breton, præget af skrivefejl, trivielle passager og tomgang, men også af formuleringer, der havde en overraskende originalitet.

Beskrivelsen svarer meget til, hvad vi oplever i Peter Nielsens digte. Nielsen har da også ved flere lejligheder bekendt sig til en sådan surrealistisk automatskriftspoetik. I digtsamlingen ”Tider” møder vi over 150 sider et associativt flow af billeder og snapshots af virkeligheden, der farer forbi med rasende fart i lange sætninger.

En passage lyder: ”Jeg spørger en jeg møder med en spids hue og en grotesk stor pose/ af toiletgrej, hvorfor åen løber den modsatte vej i dag./ Overfladerne er smykket med historier om lægegerninger, timerne i/ døgnet, dyder, farmaceutiske redskaber og planeter./ Jeg åbner en ny, knirkende låge i dag og smider et par granatæbler/ efter de mange fremadstormende hunde.”

Man kan roligt slå fast, at der i hver af de tre sætninger kommunikeres oplevelser af uoverskuelighed, uro og utilpassethed, og at billederne som ofte hos Nielsen er både originale og sanseappellerende. Samtidig oplever man i lange passager af ”Tider”, at man ikke har nogen anelse om, hvor associationsstrømmen fører hen, og hvad meningen er med den.

Den bedste måde at læse Peter Nielsens ”Tider” på er dog derfor nok det, som forfatterkollegaen Klaus Høeck har kaldt ”huglæsningen”, hvor man koncentrerer sig om de enkelte tekstpassager frem for at forsøge at koncipere værket som en helhed, der skal læses fra den ene ende til den anden. Den eneste sandhed, man finder i Nielsens værk, er således, at der ikke findes nogen overordnet forståelsesramme for tilværelsen.

En elegant og præcis formulering af dette lyder: ”Efter min deltagelse i indsamlingen til et nyt verdensbillede/ tog jeg ud i skoven for at betragte statuen, som de vindfældede/ træer netop havde åbenbaret. Jeg ledte efter dig men fandt kun/ bundter af nøgternhed.” Hvad ”du” er, kan man så selv fortolke. Der er således ikke mange spor af kærligheds- eller samlivspartnere i Nielsens digtning. Men et godt bud på ”du” kunne jo være en overordnet mening med tilværelsen.

Hvad angår Nielsens holdning til personer med en helhedstolkning af tilværelsen, er det næppe heller tilfældigt, at et af samlingens mest effektfulde digte handler om en præst, som absolut ikke fremstår i noget glorværdigt lys: ”Du ser at der er en strenghed men ingen fred/ til stede i hans ansigt, det er som om han konfliktfyldt/ og uroligt strækker sig ud over sin evne efter små, frosne objekter/ på en hylde langt, langt tilbage i sit sind og forsøger at holde dem/ frem for os som ting, han foregøgler sig at vi netop har efterspurgt.”

Der er således masser af social kritik i Nielsens digtsamling.

Mest fantastisk er Peter Nielsen i sine eksplosive momenter, hvor man ser to sansninger og refleksioner sat sammen, så en mægtig gnist springer. Man oplever her øjeblikke, som ingen har haft opmærksomheden henledt på i virkelighedens verden, og som derfor står desto stærkere og mere effektfuldt. Et digt blotlægger en forunderlig interaktion mellem et akvarium og et trafiklys: ”I stuevinduet der for længst er glemt af blikke/ står et stort, algegrønt akvarium med udsigt ned/ til gadekrydset. Stimefiskene deri føler sig tiltrukket/ af trafikken, de bremser op, står stille og violette/ i vandet når lyskrydset skifter til rødt”.

Så kan det ikke gøres bedre. Selvom den slags fund ligesom i Bretons automatskrift må graves ud mellem en del mindre interessant materiale.