I kriminologien bruger man begrebet tavshedens spiral til at illustrere, at kriminelles accept og retfærdiggørelse af vold og lovovertrædelser bliver forstærket, hvis de tror, at andre begår mere kriminalitet og har en mere forrået holdning til samfundets love og normer, end de selv har.
Således også i de danske ghetto- og bandemiljøer. Men det vil Aydin Soei gerne lave om på. Og med sin nye bog vil han vise, at man ikke er en mønsterbryder og en undtagelse, hvis man vokser op i ghettoen og klarer sig godt i livet – men at man er en negativ undtagelse og en del af et stadigt mindre mindretal, hvis man ender i det kriminelle miljø. Hvilket er en viden, som både etniske og ikke-etniske danskere har godt af at holde sig for øje.
Aydin Soei er sociolog og journalist og forfatter til blandt andet ”Vrede unge mænd. Optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark” (2011) og senest ”Forsoning. Fortælling om en familie” (2016), hvor han fortalte sin egen – og ikke mindst sin iranske fars – historie om en barsk opvækst i Avedøre.
”Omar – og de andre. Vrede unge mænd og modborgerskab” er en fortsættelse af Aydin Soeis bog fra 2011, og han interviewer en række af de unge, som han i den forbindelse stiftede bekendtskab med. Han er ikke skrivebordssociologen, der betragter på afstand, han er i felten, han følges med gadeplansmedarbejderne og møder de unge, og hans kontakt til dem er en af bogens store styrker.
En af de vrede unge mænd, der fylder mest, er Omar el-Hussein, der faldt eftertrykkeligt igennem det danske system, da ingen opdagede den radikalisering, som han undergik, og som bekendt endte med, at han i 2015 dræbte filminstruktør Finn Nørgaard ved Krudttønden på Østerbro og den frivillige vagt Dan Uzan ved den jødiske synagoge i det indre København. Og Omar el-Husseins outsiderfortælling er på mange måder klassisk, omend hans kombination af vrede og manglende kulturel kapital var sjældent letantændelig, som Aydin Soei viser i sin sobre og sikre gennemskrivning af hans historie.
Det er et afsindigt vigtigt projekt, som Aydin Soei har kastet sig ud i, og ligeledes et afsindigt ambitiøst projekt. Hans største fortjeneste er måske, at han formår at sætte ansigt på og give stemme til de unge mennesker, som ellers blot er tal i en ikke altid lige køn statistik.
Han blander reportage, statistik, portræt og sociologi, og han balancerer, for det meste behændigt, mellem det veldokumenterede og det detaljerede. Det kan umiddelbart lyde som et halsbrækkende projekt, men de allerfleste gange lykkes det ham at gribe de mange bolde, som han har valgt at jonglere med, og der er perspektiv på både reportager og portrætter i en bog, der blandt meget andet og altid begavet diskuterer lighed gennem uddannelse, social arv, identitetsmarkører, modersmålsundervisning og kulturel kapital – eller måske snarere mangel på samme.
Vi ved, at tillid næres bedst over for folk, der ligner os selv og har nogenlunde samme sociale position i samfundet, og man kan blot håbe, at bøger som Aydin Soeis kan hjælpe med til at gøre tilliden til dem, der ikke ligner os selv, større – og med at bryde eller i det mindste slå sprækker i tavshedens spiral.