Indtrængende billede af smerte og skam

I poetiskog terapeutisk kortroman søger Pia Møller Nielsen svar på kærlig-hedens ustadighed i barndommens svigt

"Romanens stil er udpræget lyrisk. Forfatteren dvæler ved ansigter, kroppe, fornemmelser, stemninger og lader fortællingen foregår i en ubestemt tid og et ubestemt rum. Hvad der søges med og i sproget, er selvindsigt og selv-erkendelse," skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog.
"Romanens stil er udpræget lyrisk. Forfatteren dvæler ved ansigter, kroppe, fornemmelser, stemninger og lader fortællingen foregår i en ubestemt tid og et ubestemt rum. Hvad der søges med og i sproget, er selvindsigt og selv-erkendelse," skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog. Foto: Tiderne Skifter.

Pia Møller Nielsens anden bog, den første kom helt tilbage i 1992, kalder sig en roman. Den omhandler en moden kvinde, hvis livshistorie genfortælles i en række erindringsbilleder sat i gang af et stævnemøde med en yngre mand.

De sansenære erindringer samler sig alle sammen om kærlighedsforhold, fra den første kæreste i skolen over en ungdomskæreste i studieårene til et kortere ægteskab. Fælles for historierne er tabet af den elskede. Den første kæreste omkommer under en ellers uskyldig leg, den anden kæreste bedrager hende, hvorefter hun bedrager ham, og ægteskabet går snart i opløsning.

Bag disse erindringer om kærlighedens evige ustadighed skjuler sig en dyster erindring fra barndomsårene på landet, hvor pigen er blevet udsat for overgreb af ”mælkemanden”, og ved én lejlighed også af en vens far, der er kommet fordrukken hjem en aften og har lagt sig hos hende.

Pigen fornemmer et svigt af de voksne, både dem, der begår overgreb, og dem, der lukker øjnene og lader overgrebene finde sted. Selv Gud vender ”det blinde øje til”, tænker den lille pige gentagne gange. Skammen ved at tabe kontrollen over sin egen krop formulerer den erindrende kvinde sådan her, da hun en dag som 12-årig beslutter sig for at forlade ”mælkemanden” for altid: ”Hun forlader det at høre sammen med nogen. At høre til. Være ventet. Hun forlader og er forladt.”

Væmmelsen ved at erindre sig barndommens overgreb forklares i romanen som grunden til, at der ofte veksles mellem ”jeg” og ”hun”: ”Jeg omtaler hende som ”hun”, fordi jeg ikke forstår, at det, der skete, overgik mig.” Romanens titel, ”Hun og jeg”, fremhæver den indre konflikt.

Hvor meget af forfatterens egen biografi, der ligger gemt i bogen, er jeg af gode grunde ude af stand til at vurdere. Men bogen lægger op til en selvbiografisk fortolkning, når den lader kvinden sætte sig for at skrive sig ud af den fastlåste og smertefulde situation: ”Hun vil skrive det. Og måske kan hun så bære det.”

På romanens sidste sider anes en lysning i den gennemgående mørke historie. Den kvindelige fortæller spørger sig selv, om hun endnu en gang er forladt og svarer: ”Nej, “ jeg er alene.”

Skrivearbejdet i romanen, ligesom måske skrivearbejde med romanen, fører fortælleren, og måske forfatteren, frem imod et nyt udgangspunkt, som ikke er negativt defineret, men neutralt, åbnet.

Romanens stil er udpræget lyrisk. Forfatteren dvæler ved ansigter, kroppe, fornemmelser, stemninger og lader fortællingen foregår i en ubestemt tid og et ubestemt rum. Hvad der søges med og i sproget, er selvindsigt og selv-erkendelse.

Er det lykkedes Pia Møller Nielsen at ramme noget individuelt og samtidig noget alment? Ja, “ svarer denne læser lidt tøvende. Bogen giver et indtrængende billede af smerten indkapslet i skammen, men den er sine steder, og flere af dem er citeret i det foregående, alt for pædagogisk.

I stedet for at bekymre sig om, om alle tænkelige læsere nu forstår det fortalte, sådan som forfatteren har ment det, kunne forfatteren koncentrere sig rent om at trænge ind i og præcisere fortællingens dybt komplicerede emne.