Indvandrerkvinder får ordet

I erkendelse af at debatten om indvandrerkvinder ofte er præget af andre stemmer end kvindernes egne, har designerne Signe Lupnov og Fanni Baudo i samarbejde med Integrationshuset Kringlebakken i det københavnske nordvestkvarter tilrettelagt en bog, hvor repræsentanter for de pågældende kvinder selv kommer til orde. Dette er resulteret i bogen ”Joy, Ranya, Sana, Shadman, Mariam. Fem kvinders fortællinger”. Bidragyderne kommer oprindeligt fra Uganda, Syrien, Marokko, Iran og Libanon.

Livshistorierne gives videre uden ambition om, at de skal være udtømmende. Teksternerne kortfattede. Til gengæld er de indholdsmsæssigt mættede og står skarpt, i en velslebet form. Redaktørerne, hvortil også hører de involverede indvandrerkvinder selv, har tydeligvis gjort sig umage for at vælge tekster, der udtrykker noget karakteristisk af generel interesse. Og ordene ledsages af fotos, det er fint og indbydende boghåndværk.

Bogen giver antydede indblik i kvindernes liv før og efter immigrationen til Danmark. For eksempel om en barndom i krig. Endvidere får vi smertelige beretninger om opbrud til en fremmed verden, tabet af det kendte – med ensomhed til følge. Men samtidig får vi vidnesbyrd om, hvordan håb og drømme kan frigøres i mødet med det ukendte.

Ranya fra Syrien mindes kultursammenstødet. Hjemme i Damaskus var hun hele tiden sammen med andre, både familiemedlemmer og naboer. I Danmark vendte hendes liv 180 grader:

”Her var der kun mig og min mand. Vi så næsten ikke andre mennesker.”

Mariam fra Libanon fortæller gribende om opbruddet fra sit hjemland – med et glimt af tiden derefter:

”Alle naboerne i vores bygning stod ude på altanerne og vinkede. Vi kendte alle hinanden, og der var fem etager, hvor alle stod og vinkede. Men jeg savner dem ikke mere. Det er, som om mit hjerte er blevet til sten. De kender mig ikke nu.”

For Shadman fra Iran skete der det, at hun ”blev forelsket i den danske måde at opdrage børn på, den danske pædagogik. Selvstændigheden. At betragte barnet som én, der forstår det samme som en voksen”.

Bogen udgør en mosaik af nedslag i kvindernes verden, en samling fragmenter af skæbnehistorier – og netop det fragmentariske er både styrken og svagheden. De bedste af teksterne har noget af lyrikkens koncentration, ætsende, pegende ud over sig selv. Imidlertid savnede jeg flere gange under læsningen at høre mere om nogle af de temaer, der lægges frem. Dog – man kan ikke få alt. Og udgivelsen har meget at byde på.