Prøv avisen
Herrens veje

Indvandrerpræster: Vi skal først og fremmest hjælpe flygtninge, ikke politiet

Gadepræsten August Krogh (th.) blev opsøgt af to illegale indvandrere i gårsdagens afsnit af ”Herrens Veje”. Det endte med både at udfordre hans parforhold og hans etik som præst. – Foto: Tine Harden/DR

Når præsten August Krogh i ”Herrens Veje” opsøges af et par efterlyste flygtninge, kan dramaserien være inspireret af episoder, flygtningepræst Niels Nymann Eriksen har stået i. Ligesom August Krogh afviste politiet, insisterer Niels Nymann Eriksen på sin tavshedspligt

De etiske dilemmaer hober sig op for August Krogh i DR’s dramaserie ”Herrens Veje”, efter at han er begyndt at arbejde som gadepræst. Egentlig ville han bare hjælpe et par unge flygtninge, der er kommet i problemer, men snart er det ham selv, der kommer i vanskeligheder, da det viser sig, at flygtningene både opholder sig illegalt i landet og er efterlyst for at have forbindelser til radikaliserede miljøer og formentlig er tidligere soldater.

Alligevel afviser August Krogh at hjælpe nogle politibetjente, da de en dag opsøger ham for at høre, om han kender til de efterlyste flygtninge.

Samme svar ville flygtninge- og indvandrerpræst i Apostelkirken i København Niels Nymann Eriksen formentlig have givet, hvis han havde stået i August Kroghs sted.

”Som præst tilstræber jeg en meget omfattende tavshedspligt. Hvis en person fortæller, at han har været involveret i terror og udøvet vold i sit hjemland, er det ikke mit job at bringe det videre til myndighederne. Det er kun, hvis jeg kunne få mistanke om, at han har konkrete planer om at udføre vold igen, at jeg vil overveje at reagere,” siger han og tilføjer, at han i så fald altid først vil vende det med en erfaren præst.

Problemstillingen er ikke ukendt for Niels Nymann Eriksen. Han fortæller, at han selv har været i kontakt med forfatterne til serien under udarbejdelsen, og han vil ikke udelukke, at gårsdagens afsnit delvist bygger på en episode fra hans egen kirke.

”Serien er ikke dokumentarisk, men grundproblemet er meget realistisk, og fremstillingen har et skær af troværdighed over sig,” siger han uden at ville uddybe nærmere, hvad hændelsen i hans kirke gik ud på.

Dog understreger han, at han heller ikke dengang gav oplysninger videre til politiet. Det har han aldrig gjort, men dog en enkelt gang fået overbevist en person til at melde sig.

Samme tilgang til problemstillingen har Jens Lind Andersen, indvandrerpræst ved det tværkulturelle, folkekirkelige projekt Mødested Amager.

”Mit enkle svar er, at min tavshedspligt som præst er absolut,” siger han.

Jens Lind Andersen ville lige som August Krogh heller ikke have hjulpet politiet, hvis de kom og bad ham om hjælp med at finde en eftersøgt flygtning. Dog ville han overveje at bryde sin tavshedspligt, hvis det kunne forhindre en kommende terrorhandling.

”Men derudover vil jeg sige, at jeg som præst ikke har pligt til at informere politiet om ulovligheder. Min egen grænse går der, at jeg vil hjælpe flygtninge så længe, jeg ikke selv gør noget ulovligt,” siger han.

Men præster kan også komme i situationer, hvor de må strække sig ud over landets love for at hjælpe flygtninge. Det mener i hvert fald tidligere sognepræst i Lyngby Leif Bork Hansen, der i 2003 blev dømt for at have skjult 29 serbiske flygtninge for myndighederne. Inden da oplevede han også, at politiet ringede på hans dør for at spørge til efterlyste flygtninge.

”Jeg svarede dem ganske kort, at jeg har tavshedspligt. Man skal ikke begynde at sige som August Krogh i dramaserien, at man ikke ved noget. Man skal blot holde på sin tavshedspligt,” siger han.

Ifølge Leif Bork Hansen er det afgørende for kirken, at den står fast på sin position netop i de her sager.

”Det er glædeligt, at flygtninge opsøger og tør betro sig til præster. Derfor er det også enormt vigtigt, at præsterne er klar over deres ansvar. Vi er som præster ikke forpligtet over for staten, men har derimod en skærpet tavshedspligt. Det er livsvigtigt for kirken at stå fast,” siger han.