Simon Aaen står bag kunsten i nyrenoveret kirke: Moderne kirkekunst må gerne ”forstyrre”

I dag genindvies Thyregod Kirke efter en omfattende renovering og med ny kirkekunst af Simon Aaen. Det var i denne kirke, Grundtvig blev konfirmeret, og med respekt for historien har målet været at skabe et mere imødekommende og favnende rum

Simon Aaen er med sine 39 år en af de yngre kirkekunstnere i Danmark og har blandt andet udsmykket kirkerne i Haverslev og Skarrild. Hans særkende er en blanding af det konkrete og abstrakte. –
Simon Aaen er med sine 39 år en af de yngre kirkekunstnere i Danmark og har blandt andet udsmykket kirkerne i Haverslev og Skarrild. Hans særkende er en blanding af det konkrete og abstrakte. – . Foto: Michael Drost-Hansen/ritzau.

I dag får borgerne i Thyregod en ganske særlig julegave. Når kirkeklokkerne slår, og dørene åbnes klokken 11, er det synet af et helt nyt kirkerum, festgudstjenestens gæster møder. Med en mindre tilbygning, nye arkitekttegnede kirkebænke, nylagt klinkegulv, anderledes og enkel farvelægning – og som det helt centrale: en helt ny udsmykning af den gamle altertavle.

Som det centrale midtpunkt for øjet skal den nye kirkekunst gerne give troen et mere lyst og imødekommende udtryk. Det er i hvert fald håbet hos kunstner Simon Aaen og kirkens menighedsråd, der i de seneste tre år har arbejdet tæt sammen om opgaven. Håbet om det nye udtryk blev tændt for mange år siden, da det tidligere menighedsråd fik lyst til at ændre radikalt ved kirkerummet – ikke mindst fordi træværket var angrebet af borebiller, og kalken dryssede ned bag orgelet. Men også fordi den gamle altertavle fra 1800-tallet var meget mørk, og prædikestol, knæfald og kirkebænke var malet i så mange forskellige nuancer, at kirkerummet fremstod både uharmonisk og utidssvarende. Uden den ro for øjet, som har været afgørende for de involverede at nå med det færdige resultat.

”Jeg er simpelthen så glad for det nye kirkerum. Og selvom man selvfølgelig aldrig kan gøre alle tilfredse, når man ændrer noget, så håber jeg, at folk vil opleve en glæde ved at træde ind i et lysere rum, hvor farvesætning, kunst og bedre komfort går op i en højere enhed,” siger Mogens Ørnsholt, der er formand for menighedsrådet.

Thyregod Kirke er en gammel middelalderkirke, der blev opført i slutningen af 1100-tallet på en egn, der dengang var et fattigt hedeområde. Den er derfor bygget af de materialer, man kunne finde – herunder almindelige sten fra marken. Selvom kirken udefra ligner mange andre gamle landsbykirker, så har den en ganske særlig historisk betydning. Det var nemlig her, salmedigteren og præsten N.F.S. Grundtvig blev konfirmeret. Inde i kirken hænger derfor også en særlig mindetavle for Grundtvig, der som niårig var kommet i pleje hos sognets lokale præst, som Grundtvigs far kendte. I en by i det fjerne, ”mørke” og midterste Jylland. Meget langt væk fra det sydsjællandske Udby, han kom fra.

Selvom han plagedes af en slem hjemve, kom naturen omkring Thyregod alligevel til at præge Grundtvig. Noget, man blandt andet kan se i hans salmedigtning. Grundtvig var derfor også en af de faktorer, menighedsrådet gerne ville have tydeligere frem i det nye kirkerum. Sammen med lyset.

”Og jeg synes, det er lykkedes. Ikke alene i kraft af det nye altermaleri. Vi har også fået tilføjet den første linje fra hans salme ’Hil dig, Frelser og Forsoner’ på lydhimlen over prædikestolen, så der nu står ’Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet’, og det passer så smukt sammen med altermaleriets motiv,” siger Inge-Lise Dinsen, der var formand for menighedsrådet, da renoveringsplanerne gik i gang.

Forløbet blev dog ikke helt enkelt. Da man henvendte sig til Akademirådet for at få rådgivning om den nye kirkekunst, fik menighedsrådet besøg af to konsulenter, der efterfølgende kom med fem forslag til kunstnere, der ifølge deres mening var de helt rette til opgaven.

”De var alle sammen bosat i København, og vi havde meget svært ved at se, at deres kunst havde noget kirkeligt over sig. Så vi gik selv i gang med at lede videre. Og via Galleri Emmaus, der udstiller religiøs kunst, fandt vi frem til Simon Aaen, der har udsmykket andre kirker, og hos ham fandt vi både et kunstnerisk udtryk og nogle teologiske overvejelser omkring kunsten, som vi alle sammen kunne lide,” fortæller Inge-Lise Dinsen.

Simon Aaen er med sine 39 år en af de yngre kirkekunstnere i Danmark. Han har blandt andet udsmykket kirkerne i Haverslev og Skarrild, og hans særkende er en blanding af noget meget konkret med noget meget abstrakt – ofte med naturen som omdrejningspunkt. En blanding, der gerne skulle være med til at gøre det usynlige synligt. Eller sagt på en anden måde: at skabe plads og mulighed for det guddommelige. På altertavlen i Thyregod er motivet en sløret Kristus-figur, der står med udstrakte arme foran en portåbning. Porten kan også være en døråbning eller måske den åbne grav. Kristus-figuren står med lyset i ryggen og bringer dermed lyset ud mod os. Hans højre side er rødlig og mere fast i sin form, mens den højre side er mere lys og udflydende.

”Kristus er på den måde både til stede og ikke til stede. Jeg forsøger at ramme det øjeblik, hvor transformationen mellem krop og ånd sker. Det er opstandelsesøjeblikket, men også genkendelsesøjeblikket, hvor Maria møder ham, og han er noget fysisk men også noget andet,” fortæller Simon Aaen, der som overskrift til altertavlen har valgt ordene ”Fred være med jer”, der står skrevet med gylden skrift øverst oppe.

På altertavlen i Thyregod er motivet, som Simon Aaen står bag, en sløret Kristus-figur, der står med udstrakte arme foran en portåbning – måske den åbne grav. –
På altertavlen i Thyregod er motivet, som Simon Aaen står bag, en sløret Kristus-figur, der står med udstrakte arme foran en portåbning – måske den åbne grav. – Foto: Michael Drost-Hansen/ritzau

”Kirkerummet er netop det sted, hvor man gerne skal opleve den fred. At man er et sted, hvor man kan rummes. Når jeg for eksempel selv kommer ud, hvor jeg ikke kan bunde, giver det en ro at vide, at der er noget, der er større end mig selv. Noget, der tager over. Det er en helt ukrukket og barnagtig følelse, og kirkerummet skulle gerne give den form for tryghed. Og til den tryghed hører også fornemmelsen af, at troen rummer så meget, jeg ikke helt forstår – og slet ikke har kontrol over – og at det er helt o.k.,” siger Simon Aaen.

Han beskriver derfor også kirkerummet som en slags helle, eller pause, hvor tiden står stille.

”Moderne kirkekunst må gerne ’forstyrre’ og belyse troen og tvivlen fra en ny vinkel. Kunsten skal samtidig have respekt for kirkebygningens historie og trække tråde tilbage til den kunsthistoriske tradition i kirkekunsten,” siger Simon Aaen.

”Jeg synes altid, det er en stor faglig udfordring at arbejde med kirkekunst, der skal kunne bære, at man sidder stille og kigger på den under hele gudstjenesten – uden at kunne zappe væk, som vi ellers gør så ofte med billeder i vores tid. Og så skal den kunne rumme både en barnedåb og en begravelse og virke lige meningsfuld. Det kan lyde som en umulig opgave, men jeg håber, det er lykkedes. Det bedste vil jo være, hvis døren nu åbnes ind til det nye kirkerum, og folk bare tænker: ’Selvfølgelig’. Så er målet nået.”