Ingemann synges stadig af høj som lav

Tidligere rektor for Præstehøjskolen har kastet sig over B.S. Ingemann i sin serie om de største danske salmedigtere

Ingemann synges stadig af høj som lav

Det er altid en glæde, når nogle påtager sig den opgave at sætte en stol frem til B.S. Ingemann blandt agtværdige lutherske salmedigtere – som en del af den umistelige danske salmeskat. Tidligere frimenighedspræst og rektor for Præstehøjskolen Niels Thomsen har i sin lille serie om de største af vore salmister tidligere skrevet om Grundtvig, Brorson og Kingo, og nu er turen så kommet til Ingemann.

Der er ingen tvivl om, at Ingemann er den også i nutiden så absolut mest folkekære af de fire. Der er heller ingen tvivl om, at han er den salmedigter, der har været mest omdiskuteret blandt fagfolk, både præster og teologiske lærde. Man har ikke fundet hans gudstro dogmatisk korrekt. Man har ikke kunnet bøje ham i et korrekt luthersk trosskema.

Ingemann er ikke optaget af synd og nåde, skyld og tilgivelse eller kødets opstandelse for den sags skyld. Ingemann er fyldt af lovprisning til den gode Gud, der skaber livslyst og glæde i og for al skabningen. Ingemann skelner ikke mellem troende og ikke-troende, mellem mennesker og dyr. For Ingemann drejer det sig om oprejsningen af al skabning. Hverken mere eller mindre.

Ingemann regnede sig selv for en fuldgod lutheraner, og det bærer hans salmer også mangfoldige beviser på. Men han taler alle vegne om sjæl og Ånd, hvor Luther taler om kød og skyld. Ingemann svæver lyslet mod Guds himmel, hvor Luther vandrer tungt menneskeligt på jorden. Men det er den samme Frelser, de er vendt imod – den samme frelse, de higer efter.

Ingemann viser, hvor mangfoldig kristendommen er – og også bør være – i sit udtryk. Og måske er det også netop grunden til, at Ingemann stadig synges med glæde af høj som lav, lille som stor og langt videre, end salmesangen normalt trænger ud – langt uden for kirkens mure og kirkelige kredse.

Ingemann hører den nutid til, som ikke lader sig begrænse af dogmatisk skoleridt. Og én gang til får vi slået fast, at en god teolog ikke gør en god salmedigter, det gør kun en stor poet.

Alt dette gør Niels Thomsen – som det synes med stor glæde – rede for i sin lille bog.

Måske er ”forbrugervejledning” en lidt misvisende undertitel. Vi er vel ikke salmeforbrugere? Personlige overvejelser med faktuelle kommentarer er bogens reelle indhold. Og her er især de omhyggelige henvisninger til den bibelske baggrund for så mange af Ingemanns poetiske billeder af vigtighed. De mange genfortællinger af salmernes indhold virker derimod ret overflødige og derfor også noget trættende. Ingemann er jo med ganske, ganske få undtagelser meget let at forstå både for børn og voksne også i en helt nutidig kontekst. Deri ligger jo netop det helt enestående i hans salmedigtning.